308 Winchester – elsket og hadet

Efter at have ejet 26 forskellige jagtrifler over 26 år, i kalibre fra 223 Remington til 375 H&H, endte jeg alligevel op en riffel med den patron jeg altid havde undgået – 308 Winchester! Den riffel jeg havde forelsket mig i, fandtes kun med denne patron – og så var der jo ingen vej uden om…

Hvorfor havde jeg undgået den? – jo, jeg synes der var alt for lidt hylstervolumen til så stort et projektil og den kan kun med nød og næppe skubbe en 11,7 gram kugle ud med 800 m/s.
I Norge kalder de patronen for “automatdværgen” – et øgenavn den har fået for at have alt for kort hylster til projektildiameteren og primært konstrueret til automatvåben.

Jo, nu var jeg jo tvunget til at afprøve denne ellers meget udbredte patron og havde ikke de store forventninger – men jeg blev klogere!

333

Udviklingen af 308 Winchester startede kort efter Første Verdenskrig som en militær bestræbelse på at erstatte den noget større 30-06 springfield (7,62×63).

Først omkring slutningen af Anden Verdenskrig blev udviklingen endelig færdiggjort. Med tilpasning af kaliber 300 Savage fremkom våbeningeniørerne med den såkaldte T-65 patron. T-65’eren kunne opnå en ydelse tæt på 30-06, men i en mindre udgave, som kunne benyttes i våben med kortere lås.
Endelig, med en del småjusteringer, blev T-65 standardiseret som kaliber 7.62 NATO i begyndelsen af 1950’erne.
I forbindelse med introduktionen fremkom denne nye patron i bl.a. i M60 maskingeværet og M14 stormgeværet.

Våben og ammunitionsfabrikanten Winchester hoppede med på vognen i 1952 og indførte patronen på det civile marked i deres Model 70 riffel og omdøbte patronen til 308 Winchester.
Er 7,62 NATO og 308 Winchester nøjagtig den samme patron? – Nej, der er faktisk meget små forskelle i hylsterspecifikationerne (indvendigt) og der er mange holdninger til, om militær 7,62 NATO ammunition bør benyttes i våben i kal. 308W og omvendt – men for at gøre det nemt – så benyt den ammunition dit våben er konstrueret til!

308data

Jeg erhvervede mig i 2011 en Kongsberg 393 i kaliber 308W – KUN fordi den havde et super flot skæfte.
Planen var så, at skæftet så skulle flyttes over på den 6,5×55 jeg ejede i forvejen. Herefter skulle 308’eren sælges – jeg skulle da ikke eje en riffel i dette værdiløse og og latterlige hobbitkaliber!
Jeg bryggede dog alligevel nogle skud til den og tog den modvilligt med på skydebanen. Som hjemmelader er der et hav af muligheder med projektiler og et hav af ladedata til rådighed, i og med at det er en af de mest udbredte patroner i verden.
foto
Første tur på skydebanen gik særdeles godt. Jeg havde lavet lidt forskellige ladninger og projektiler, men næsten uanset hvad jeg puttede i våbnet, lavede den grupper der sad uhyre tætte. Rekylen var meget mere behagelig end de 30-06’ere jeg har ejet og udganghastigheden kun marginalt dårligere – 20-30 m/s

Jeg fattede interesse for patronen og måtte konstatere, at næsten ligegyldigt hvad jeg hældte i af krudt og projektiler – ligegyldigt om piben var brandvarm eler iskold – så skød den mere eller mindre bare hul i hul hver gang – også selvom piben ikke var passet særligt godt og fyldt med krudslam og kobberaflejringer – ja så blev den bare ved med at sætte skuddene oven i hinanden.

gruppe1 Jeg forbarmede mig faktisk over den og lod 338’eren blive hjemme og tog den med på vildsvinejagt i Sverige hvor den effektivt og sikkert aflivede 2 vildsvin. Langsomt, men sikkert forsvandt min hadefulde skepsis over for denne patron og kom frem til, at 308 Winchester er en særdeles præcis, alsidig, økonomisk og effektiv standardpatron til jagt på på det meste Europæiske og nordamerikanske vildt.

gris

Det er der flere årsager til: Først og fremmest drejer riffeljagt sig om, at sætte skuddet perfekt.

Som en klog mand engang sagde – “Det vigtigste er hvor kuglen sidder, og ikke hvad den hedder” Men det at sætte kuglen perfekt er også svært nok i sig selv – og her kommer den milde rekyl fra denne patron ind i billedet.

Som riffelinstruktør, har jeg gennem årene set mange ny og ældre skytter fejle grelt på skydebanen hvor skudafgivelsen bære tydeligt præg af, at de er bange for våbnet. Ofte skyldes det en ubevidst frygt for rekylen – og mange af disse er startet ud med f.eks. kaliber 30-06.

Den milde rekyl fra 308 Winchester, kan næsten alle lære at skyde med – også kvindelige jægere. Personligt har jeg ikke noget imod at få nogle tæsk fra min 338 winchester Magnum, men den får altså også lov til at blive hjemme i skabet når jeg skal på banen. 5-8 skud så er jeg banket mør med 338’eren.

Med 308W kan du derimod nemt holde ud, at affyre 40-50 skud med 308’eren inden for kort tid, uden at blive skudtræt.

Præcisionen.
308 Winchester er så godt skruet sammen, at det bare er og bliver en af de mest præcise patroner i verden med kuglediam. større end 6mm.

Det er der bred enighed om blandt eksperter. Der er udviklet adskillige krudttyper kun til denne patron, som udnytter det relativt begrænsede krudtvolumen i hylstret – hvilket ikke gør patronen mindre alsidig.
Det at krudtet altid er pakket tæt i hylstret, er medvirkende til, at der opnås et ensartet tryk i kammeret ved hvert skud og dermed god præcision.

s202-gruppe-280814

Dræbeevnen
Til det meste europæiske vildt, er et godt konstrueret projektil på 10,5 – 13 gram, særdeles effektivt i kaliber 308W. Ladet op med en 10,7 grams (165 grains) jagtkugle, kan det opnå en udgangshastighed på omkring 850 m/s og dermed en anslagsenergi på 100 meter på omkring 3000 joule. Men vægt og hastighed er ikke det hele alene. Også den relativt store projektil diameter på 7,62mm laver en særdeles stor sårkanal ved ekspansionen. En tommelfinger regel siger at sårkanalens diameter er 2 – 2,5 gange projektilets diameter = ca 15-19 mm for denne patron.

444

Når diameteren af det ekspanderende projektil øges, så stiger også dræbevnen – det er vel meget logisk. Sammenlignet med 6,5×55 med en 10 grams kugle vil jeg mene at 308W har ca. den samme rekyl, men noget bedre dræbeevne. At vælge en 30-06 med en 11,7 grams kugle giver ikke større sårkanal, men blot noget mere rekyl og kun lidt bedre gennemtrængningsevne.

Ballistik
Der hvor 308’eren i nogens øjne kan have sine begrænsninger er på langt hold. Men da de fleste sjældent nedlægger vildt længere væk en 200 meter, finder jeg det irrellevant at fokusere på dette i valget af patron. Faktisk har jeg flere gange med succes, ligget og skudt på 600m med 308 winchester hvor ingen af mine andre rifler kan være med. Dette skyldes dels den gode præcision som patronen er født med og dels de gode balistiske egenskaber som projektiler i .308 naturligt har.

Til jagt har jeg indskudt mit våben på 100 meter og har lært mig sætningen:
5-15-30-50
Hvor 5cm er det kuglen falder på 150 meter, 15cm på 200meter, 30cm på 250 meter og 50cm på 300m. Så kan jeg til enhver tid meget hurtigt og instinktivt udregne hvor meget jeg skal korrigere hvor jeg sigter – og det har endnu ikke slået fejl. Forskellen på 308W og 30-06 viser sig først efter 200m, hvor de fleste jægere ikke evner at skyde præcist alligevel. 308-3006

Økonomi og udvalg
308 Winchester er en af de mest udbredte kaliber/patron i de våben der er på markedet. Herved har man altid tilgang til en god handel på våben med god gensalgsværdi og billig træningsammunition. Er man hjemmelader, er tilgangen til gratis hylstre enorm og udvalget af projektiler ligeledes meget stort. Man kan stort set skræddersy en patron til stort set alle formål.
Har du lige fået dig en 308Win og skal finde ammunition til der ikke koster en bondegård, er en æske 12 grams Lapua Mega et godt valg der klarer alt europæisk vildt og koster ikke en bondegård.

s202-synchro-xt-compact-800

Sauer 202 Synchro XT Compact – i kaliber 308 Winchester selvfølgelig

 

Omvendt!
Fra at være en af de skytter der altid kiggede misbilligende på denne patron, må jeg tilstå, at være blevet totalt omvendt. 308 Winchester er en genial patron i alle henseender: – Nem at skyde med – Super præcision – Billig øvelses ammunition – Kæmpe udvalg i våben – Stort udvalg af ammunition – God dræbeevne – Nem at sælge igen – god gensalgsværdi

Kort og godt – hvis du ligesom jeg gjorde, går og rynker lidt på næsen af denne korte, men ret geniale patron – så skulle du måske tage at prøve den alligevel hvis du går og kigger på ny riffel.
Den er en super alsidig patron som kan det meste!

Glad jæger med 308W – Vildsvin på 75 kg og kronhjort på 175 kilo – fuldt gennemskud på begge dyr med en Nosler 10,7 grams accubond…

DSC_0068 DSC_0006

Den korte lås gør hurtig repetering til en leg…

5 comments

  • Erik Meyhoff

    Tak for en fin artikel om kaliber .308. Jeg har det på samme måde mht til .308, som jeg indtil nu er gået udenom i mine valg af kaliber. Men som du beskriver det, lyder det jo som om det alligevel var et forsøg værd at prøve kaliberet. Jeg får dog også den tanke, at de fine grupperinger af skud også kunne skyldes det gedigne løb? Mine erfaringer siger, at der er forskel på trukne og koldhamrede løb.
    Knæk og bræk
    Erik Meyhoff

  • Max Caysey

    Hej… God anmeldes! Jeg tillader mig lige at komme med it opfølgende spørgsmål:

    Det drejer sig om, at jeg har et ønske om at få en allround riffel (kaliber), der gerne skulle kunne klare alt europæisk vildt. Jeg har forelsket mig i “Sako 85 Bavarian Carbine” og har forestillet mig, at det skulle være i 308W. Udfordringen ligger så i, tænker jeg, at denne riffel kun har et 20 tommer løb i forhold til mange andre rifler, der har mellem 22-24. Mit spørgsmål går på, om en 308W i en riffel, med 20 tommer løb, vil reducere udgangshastigheden og således anslagsenergien på 100-150m i en sådan grad, at man ikke kan bruge den til elge i Sverige, kronhjorte i Skotland eller vildsvin i Polen? Vil jeg da været nødsaget til at gå op i en 30.06 for at overholder lovgivningen og være på den helt sikre side?

  • Jan Dioso Besa Nielsen

    Hej Morten.
    Ser bestemt ud til, at jeg har noget at glæde mig til, når jeg imorgen får min første af to .308 win hjem og efterfølgende skal ud på skydebanen som nyjæger. Snakkede med en af de ældre herrer ude i jagtbutikken og fik det gode råd at prøve kaliberen .308 win, da det efter hans mening var en rigtig alsidig ammunition og kendt over hele verden, hvis man på et tidspunkt skulle udenlands på jagt. Glæder mig nu blot endnu mere til at komme på skydebanen i næste uge og se om den første, en Winchester model 88 leveraction kan sætte en fin “lille” samlet gruppe. Er der et godt råd jeg vil give til andre nyjægerer, så er det bestemt at få snakket lidt med de ældre jægerer og lade deres erfaring tale, da jeg tror jeg på denne måde er kommet godt igang med en god kaliber.
    Tak for den fine historie om .308 win og knæk og bræk ude på de vilde jagtmarker……

    Hilsen Jan Dioso Besa Nielsen.

  • Niels Riisfeldt

    Hej Morten..
    Det er bare så godt skrevet og lige efter min bog, jeg skød alt mit vildt med min egen 308W med Laupua 12G kugle i Sydafrika og den eneste som jeg ikke havde gennem skud på var kudu, men den sad lige inden for, så al energien blev i kroppen.

    De bedste jæger hilsner
    Niels

Skriv et svar til Niels Riisfeldt Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Skriv resultatet for at poste *