Pürschstrategier 2 – Camouflage…

snecamo1

 

Ideen til denne artikel fremkom efter at have været på udkig efter noget nyt camo tøj.
Markedet og jagtforretningerne BUGNER i dag af camouflage tøj – hvad skal man vælge? – ofte aner personalet i butuikkerne ikke ret meget om camo.
Så her er et bud på hvad der findes, hvordan det virker og skulle gerne gøre det en smule nemmere for dig at vælge tøj, næste gang du skal i jagtbutikken.

—-

Ordet camouflage er af fransk oprindelse og betyder, at et fysisk objekt falder sammen med omgivelserne ved synsbedrag.

Camouflage er for de fleste af naturens dyr, fugle og fisk et spørgsmål om liv og død og har været en afgørende overlevelses teknik siden tidernes morgen.
Både rovdyr og byttedyr benytter sig af forskellige camouflageteknikker for at holde sig skjult.
Ofte er camouflagen sirligt tilpasset omgivelserne, fjenderne og habitatet. Camouflagen er formet gennem evolution der har stået på i millioner af år, hvor de individer med den bedste camouflage, har overlevet. Dermed har de disse individer ført arten videre.
Det er derfor ikke tilfældigt, at skovsneppen eller tigeren ser ud som de gør og at man ofte finder geografiske variationer i camouflagen inden for hver art.

tiger2

Camouflage som findes i naturen fungerer på forskellig vis med forskelligt ”design” alt efter om det er et byttedyr, der bruger camouflage til at overleve ved at ligge stille og falde i med omgivelserne eller et rovdyr der er tvunget til at bevæge sig ind på et bytte og forblive uset.

Camouflage til jagtbrug har sikkert været brugt allerede blandt stenalderjægere, men i nyere tid, er tekstiler med camouflage blevet almindelig, og første gang brugt under 2. verdenskrig af amerikanske marinesoldater i Stillehavskrigen. I dag er camouflagetøj en megaindustri der omsætter milliarder af dollars årligt.

Der hersker ofte diskussion om nødvendigheden af camouflage i jægerkredse, men sikkert er dog, at en velovervejet camouflage kan medvirke til at holde jægeren skjult indtil vildtet er på skudhold – ikke mindst på pürschjagt.

opti9

Ofte har jeg selv oplevet følgende scenarie – jeg laver en “farelyd” ved at træde på en kvist – dyret stopper op og prøvet at lokalisere hvor lyden kom fra og dernæst bestemme hvad det var der lavede lyden – hvor er det og hvad er det.

Lyde får sjældent dyret til at tage flugten. Derimod er det enten synet eller lugtesansen der afgør sagen. Man oplever ofte at vinden er slået om og at dyret faktisk skal have ret store “doser” menneskefært hvis det skal tage flugten alene på grund af fært. Dyret prøver ofte at cirkulere området for at få et glimt af det farlige. Derimod er man omgående afsløret hvis man bliver set – din signatur/omrids er blevet genkendt.
Netop sløring af jægerens signatur er det essentielle i camouflage til jagt. Ved brug af effektiv camouflage kan man faktisk opleve at blive set, uden at det alarmerer vildtet – man er nemlig ikke blevet genkendt som noget “farligt”

Dette stiller jo i sig selv ret store krav til den camouflage man vælger og der er derfor god logik i, at tage stilling til hvilke egenskaber man ønsker fremhævet. Der er desuden de senere år kommet tekstiler på markedet, der udover at skjule jægeren for dyrenes syn, også kan tilbageholde eller nedtone jægerens egen lugt til en vis grænse. Dette vil jeg dog ikke komme ind på i denne artikel.

Camouflagestrategier i Naturen

Der findes der en lang række af camouflage strategier i naturen hvor den vigtigste i jagtøjemed her forklares:

Kryptisk Camouflage

Med kryptisk camouflage, gør man sig usynlig på ved at bruge mønstre og farver som matcher baggrunden.
Langt den overvejende del af camouflage som findes i naturen er kryptisk og benytter sig af en række forskellige taktikker.

Farve

Mange dyr der camouflerer sig har samme farve som omgivelserne. En parakit i regnskoven er grøn, en løve sandfarvet der matcher græsset på savannen.
lion

Sammensat mønster

Mange dyr camouflerer sig in sammensatte mønstre der udvisker omridset/signaturen af dyret. Natravnen er et enestående eksempel på kryptysk camouflage med sammensat mønster.
Sammensatte mønstre kan have meget forskelligt design.
I sammensatte mønstre kan f.eks. indgå striber og pletter som hos tiger og leoparder.

nightjar

Modskygge

Mange dyr, fugle, insekter og fisk er lysere på bugen end på ryggen. Dette skyldes, at ensfarvede objekter ser lysere ud på den side der bliver ramt af sollyset og mørkere på det som er skjult for solstrålerne.
Modskygge eliminerer forskellen i den opfattede farve. Ses også på løvinden ovenfor.

Camouflage – en givtig del af pürschstrategien

En velvalgt camouflage kan, hvis den bruges rigtigt, få jægeren tættere på vildtet. Camouflage alene er dog langt fra tilstrækkeligt til at forblive skjult, da bevægelser, lyd og lugt er mindst lige så afgørende faktorer. Man skal derfor ikke regne med, at man bare kan shoppe rundt i jagt butikkerne det ene minut og derefter være usynlig i skoven det næste.
Ved forsvaret lærer man f.eks. om de 4 b’er: Belysning, bevoksning, baggrund og bevægelse som en del af teknikken at holde sig skjult og dette, kombineret med effektiv camouflage kan få dig rigtigt tæt på vildtet.
I denne artikel er det dog kun camouflage der er fokus på.

Realtree APS - Härkila Kiruna

Vintercamo er effektivt – find jægeren! – Härkila Kiruna snecamo i realtree APS

Teknisk set skal camouflage opfylde disse krav for at være en effektiv hjælp for jægeren:
1. få jægeren til at falde sammen med omgivelserne
2. sløre jægerens bevægelser
3. Nedbryde jægerens “signatur” (omridset af et menneske)

Hvis jægeren skal falde sammen med omgivelserne, kræver det en camo-type i mønster i farver og mosaik der matcher omgivelserne.
Hvis jægerens bevægelser skal sløres, må tekstilet ikke reflektere lys, men helst absorbere lys og gerne bestå af store kontraster mellem lyst og mørkt – gerne med lodrette striber i f.eks. skov.

opti3

Bevægelse er det sværeste at sløre og det som vildtet ofte er bedst til at se. Men hvordan skal man så komme tæt på vildtet hvis man ikke må bevæge sig?
Såfremt an benytter et rigtigt godt mønster er det faktisk indlysende. I naturen benytter jægere lige fra guldsmede til løver teknikken – De gør sig så små som muligt og bevæger sig direkte mod byttet!
Det forudsætter naturligvis, at man falder sammen med omgivelserne samtidig. Men gør man det, vil byttedyret ikke opdage jægeren, da man ikke foretager nogle store bevægelser, men blot langsomt og umærkeligt bliver større og større – skjult af sin camouflage – og det virker!

Jægerens signatur er meget vigtig at få sløret. Er signaturen synlig er alt andet stort set ligemeget.  En menneskes signatur er et “blueprint” på en alvorlig fare for f.eks. et stykke hjortevildt der omgående fortolker signaturen som farlig. Hvis man så samtidig bevæger sig er det helt umuligt.

Signaturen - omridset af et menneske afhænger af camoflagen

Signaturen/omridset af et menneske – tydeligheden afhænger af camoflagen

Er din signatur ikke genkendelig er det faktisk også muligt at blive set af dyret uden at det flygter, da det blot opfatter dig som baggrundsstøj.
Signaturen eller dele af din signatur er ofte det der endeligt får dyret til at tage flugten når dyret benytter synet til at afsløre jægeren.

Valg af mønster

Når man skal vælge mønster handler det kort og godt om at vælge et mønster der passer til:

– det terræn man jager i
– den vildtart man jager
– den jagtform man driver

Der er nemlig stor forskel på hvordan de forskellige mønstre og farver fungerer og ses af byttedyrene.
Dermed er det også sagt, at der pr. dags dato, ikke findes ét camo-mønster der dur til al slags jagt, da omgivelserne, vejret, jagtformen og byttedyrene varierer.

Mønstre i jagtbeklædning – 5 typer

Stort set alt camotøj der findes på markedet er af den kryptiske type, men er alligevel meget forskellige og findes i mange mønstre og farver til mange formål.
Overordnet set, har jeg valgt at opdele camouflage mønstre i 5 grupper hvoraf nogle også ses i naturen:

Mikro mønster

Et fint mønster der får camouflanten/jægeren til at falde i med omgivelserne når man sidder stille – typisk mønster er sirlige mønstre af små prikker og linier.
I naturen er det ofte byttedyr, særligt fugle (ofte hunner) der har dette mønster. På rovdyrsiden har vi leoparden der ligger skjult i sin plettede mikrocamouflage parat til et overraskelsesangreb.
Mikro mønstre er generelt fantastiske på kort afstand hvor ”camouflanten” fuldstændigt forsvinder ind i omgivelserne. Rugende fugle er et godt eksempel herpå. Men lige så snart at mønstret betragtes på lidt større afstande, flyder mønstret ofte sammen til en mere eller mindre grå/brun solid masse hvorved signaturen/omridset afsløres nemt.
De mest kendte mønstre hvor mikro mønster indgår er f.eks. GORE OptiFade™ og Kryptek™ der dog begge kombinerer mikro og makro mønstre.

kryptek1

Mikromønster – kryptek camo indeholder mikro mønstre

Makro mønster

Er et groft mønster med store ensartede områder eller striber. Makro mønstret udmærker sig ved, at være eminent til at forvrænge signaturen/omridset af jægeren. Et eksempel fra naturen er tigeren. De  brede lodrette striber nedbryder signaturen effektivt. Tigeren jager ved bevægelse, og ved at snige sig tæt på dyret og indhente det i en slutspurt.
Jægere i naturen der bevæger sig under jagten men samtidig skal holde sig skjult har ofte striber eller store pletter.
Makro mønstre er meget effektive på mellem og lang afstand. På kort hold er de ikke specielt gode.
Eksempler på kommercielle camomønstre i makro mønster er f.eks. ASAT™ og Kuiu™

kuiu-vias1

Makro camo mønster – kuiu vias

Efterligningsmønster (mimicry)

Er en bred gruppe af populære mønstre/former der imiterer elementer i omgivelserne så man ikke afviger fra disse. Kendes fra naturen fra sommerfugle og insekter der i farver og mønster efterligner omgivelserne. Mimicry mønstre er ofte opbygget af flere mikromønstre og/eller makromønstre i en bestemt kombination så det falder helt sammen med omgivelserne. Mimicry er generelt bedst på korte afstande og hvis man sidder stille.
Mønstrene er da også udviklet til jægere der benytter treestands til jagt på whitetail i USA.
Eksempler på kommercielle mærker af mimicry er: RealTree™, Mossy Oak™

realtree-harkila

Mimicry mønster – Härkila / Seeland Realtree

Kombinationsmønstre

Er nye og moderne kommercielle mønstre der kombinerer mikro og makro mønstre og har ofte et ”digitalt look” i form af meget små eller større skarpt afgrænsede firkanter. Mønstret og teknikken ses ikke i naturen, men er fremkommet ved vedvarende forskning inden for militær teknik. Det unikke er, at kombinationsmønstre ofte er gode på både korte og lange afstande, da mikro og makromønster er kombineret.
Eksempler på kommercielle mærker er Gore OptiFade™
I rigtigt mange tests der er udført de senere år, har disse mønstre vist sig at være de andre typer mønstre overlegne.

harkila_optifade-stealth

Moderne kombinations mønster – Gore Optifade EU – Härkila Stealth

 3-dimensionel camoflage

Skiller sig ud fra de andre typer ved at give en ægte dybdevirkning og dermed eminent til at bryde konturer/signaturen – dog forudsat at grundmønstret og farverne falder sammen med omgivelserne.
Rigtigt mange producenter af mimicry mønstre tilbyder også deres camo i 3D.
Også de såkaldte ”Ghillie suits” som fås mange steder er af 3D typen.
Fælles for 3D camo beklædning er dog, at det kan være møgbesværligt at færdes rundt i terrænet med da grene, kviste og brombærranker har nemt ved at gribe fat i overfladen.
Ligeledes kan det være meget tungt og varmt at gå med – særligt ghillie suits der mest af alt er beregnet til at sidde stille med.

Tredimensionel camo er effektiv - især hvis base layer er i makro mønster!

Tredimensionel camo er effektiv – især hvis basis er i makro mønster!

VALG AF CAMO – OMGIVELSERNE

Effektiv camouflage kræver at man afkoder terrænnets strukturer, farver og kontraster. Det er rigtigt vigtigt, ellers opnår man ikke den ønskede effekt endog den modsatte effekt.

Terrænmosaik

Når man vælger et camomønster, er noget af det første man bør gøre, at vurdere mosaikken som dominerer terrænnet.
Terrænmosaik kan f.eks. bestå i store eller små objekter, store eller små områder med skygge eller lys. Linierne i terrænet kan være hovedsageligt lodrette, vandrette eller en kombination af begge.
Korrekt valg af camo der matcher mosaikken er et godt skridt på vejen.

Skygge og lys

Som udgangspunkt bør man placere sig i eller bevæge sig i skyggerne uanset hvilken camouflage man anvender. Dette er desuden afgørende i næsten alle pürsch- eller anstands-situationer. Ofte er det en fordel, at den camouflage der anvendes er en smule mørkere end omgivelserne. Der hvor det bliver rigtigt vanskeligt er, når man er tvunget ud i lyset eller solpletter i ellers mørke omgivelser, f.eks. i en løvskov med huller i bladtaget eller i åbent terræn.
Der vil man for alvor opdage hvor forskelligt mønstrene syner for den der observerer. Nogle mønstre har den fordel, at de absorberer refleksioner selvom man benytter dem i fuld belysning og man vil stadig have svært ved at genkende en bestemt signatur og omrids selvom man kan fornemme noget.

Andre mønstre vil være decideret dårlige og reflekterer lyset meget kraftigt og dermed omgående afsløre jægeren. Er man nu engang tvunget ud i lyset, bør man bevæge sig meget langsomt og i så lav en stilling som muligt.
Mønstre som f.eks. GORE OptiFade er designet til at kunne minimere refleksioner.

Bjerge

I bjerge findes mange større objekter i form af sten, klippeblokke, afsatser i et ofte stejlt terræn der kaster relativt store skygger. Vegetationen er lav og sparsom og der findes ofte kun spredte træer og buske.
Linierne i terrænnet kan være både vandrette, lodrette og sågar runde. Farverne er relativt afdæmpede, men kontrasterne er som regel store med mange lyse og mørke nuancer.sitkaopencountry
Mange bjergjægere vælger derfor camouflage i makromønster pga. af de mange store objekter og store kontraster. Makromønstre er ikke specielt gode på tæt hold, men derimod helt overlegne på længere hold som jo ofte er tilfældet på bjergjagter. Et mikro-mønster i bjerge vil på lang afstand blot vil syne som en grå masse og meget nemt afsløre jægerens signatur.
Populære mønstre til bjergjagt er derfor GORE OptiFade Open Country og Kuiu Vias/Verde.kuiu-vias4
Kuiu Vias er et ægte makro mønster og Optifade OpenCountry kombinerer makro og mikro i ”2 lag”.

Skov

Generelt foretrækker de fleste lidt mørkere camo i skovområder og det er der også god logik i. Der er ofte en mindre mængde lys under tætte trækroner og en camouflage bør være en anelse mørkere end omgivelserne fremfor for lyse. Rendyrkede makro mønstre en knapt så effektive, men ofte er en kombination af mikro/makro at foretrække da disse typer virker både på kort og lang afstand. harkila-stealth-optifade

GORE Optifade har desuden lavet et mønster der hedder FOREST hvor linierne i mønstret tillige er lodrette for bedre at falde sammen med de mange lodrette træstammer.
GORE Optifade EU, er særligt designet til Europæisk jagt og findes i de fleste jagtforretninger i mærker som Härkila mfl.
Lidt afhængig af skovtypen, bør der dog altid være mikrocamo eller mimicry mønster i beklædningen.

Græsarealer – åbent land

De færreste jægere befinder sig på åben mark og vil søge ind i levende hegn eller til enkeltestående træer for bedre skjul.
Ikke desto mindre findes der rundt om på kloden flere områder med store ensartede græsarealer som kræver en særlig form for camouflage. Særligt jagt på Pronghorn i USA’s midwest stater er terrænnet meget fladt og ensartet med græs og salviebuske som stort set er de eneste vækster. Flere steder i Afrika oplever man også, at skulle jage i åbent terræn eller i den træløse tundra op den nordlige halvkugle. Lyse mikro mønstre er meget populære i Afrika og USA, mens lidt mørkere mikromønstre dominerer valget i tundraen. Da vi mangler denne salgs terræn i DK, findes der dog ikke meget på hylderne af denne slags.
Eksempler på komercielle mønstre er Realtree Max-1 og GORE OptiFade Open Country.

Sne og vinter

Se særskilt artikel om snecamo.

VALG AF CAMO – JAGTFORM

Pürsch eller anstand – hvad skal man vælge?

Personligt vælger jeg camouflage alt efter hvilken vildtart der jages, hvilken jagtteknik jeg benytter og de omgivelser jeg færdes i.
Ud fra de forskellige camouflagemønstres egenskaber, kan jeg ret hurtigt beslutte hvilken camo der skal benyttes.

max4

Til anstandsjagt fungerer meget populære mimicry mønstre alá Realtree og Mossy Oak fint. De er ofte bygget op ved at afbillede blade, grene og træstammer med en vis dybde virkning ved en diffus baggrund. Der kan endog være en vis Makro effekt over nogle af mønstrene, f.eks. Realtree MAX-4 og Realtree APG.
Men stadigvæk – blade,  grene og træstammer som er afbildedet i mønstrene har som regel for vane at stå stille i skoven og ikke bevæge sig fra A til B!
Jeg er derfor stadig af den overbevisning, at Optifade mønstret slører jægerens signatur bedst på pürschjagt.

3D camouflage er ligeledes meget effektivt, men de mønstre og farver der ofte findes på markedet er ofte for mørke og det er relativt nemt at afsløre bevægelser da signaturen bliver tydelig mod en lys baggrund. De fleste producenter har taget deres vanlige mønster og lavet det til 3D, men grundet de mange skygger som stoffet frembringer pga. 3D effekten, syner det mørkere i virkeligheden – for mørkt i mange tilfælde.

Faktisk havde jeg også succes med Realtree Max-4 mønstret til bukkepürsch i maj måned.  Da det egentligt er et “andejagtsmønster” der afbilleder siv, var der flere der undrede sig, men forklaringen er simpel  – det er meget makro effekt over det og jeg kunne ofte pürsche ret tæt på bukkene da det effektivt udviskede min signatur.IMG_5718

Hvis jeg skal pürsch, vælger jeg helst en digital mønster der kombinerer makro- og mikro-mønster.

Makro udmærker sig ved at sløre min signatur og er bedre end  mikro-mønster til at sløre bevægelser.
Mikro-lag sørger for, at jeg falder ind i omgivelserne når jeg sidder stille.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg har haft mærkbart bedre resultater med OptiFade EU mønstret, der kombinerer makro og mikro, end med nogen af de andre typer camo til pürschjagt på råvildt. Mønstret der er bygget op i små kvadrater, er simpelt hen utroligt svært at få øje på.
De helt små kvadrater af snyder på en eller anden måde øjet til at opfatte det som ren “støj” – eller baggrundsstøj. Mange spørger hvorfor det er bygget op i firkanter og forklaringen er, at mønstre bygget op af små firkanter giver en bedre kontrast og det bliver utroligt svært at fokusere på – eller for hjernen at danne et sammenhængende billede der kan fortolkes til noget kendt.
Med andre ord bliver man bare til “støj” når man har det på – og det ignorerer vildtet ofte.

I efteråret 2013 har jeg flere gange pürschet mig uhyre tæt på råvildt iført Optifade EU mønstret – og faktisk nedlagt 2 stykker råvildt med bue og pil på hhv. 10 og 15m afstand.

Gore Optifade
Mønstret er blevet til gennem avanceret forskning af specialister fra bl.a. den amerikanske hær og dermed ikke bare tegnet på en eftermiddag.
Vi tog en eftermiddag ud af kalenderen og lavede forskellige tests med forskellige baggrunde og der var ingen tvivl om at OptiFade mønstret var det der passede bedst ind i alle typer omgivelser.

st6

Härkila Stealth i OptiFade EU – super stærkt sæt til al slags jagt kloden rundt!

Jeg er dog helt overbevist om, at moderne digitale mønstre ála Optifade der kombinerer mikro og makro, har en fordel fremfor de konventionelle mønstre der sælges meget af.
Og i nogle tilfælde kan denne forskel være afgørende og det skal jægerne nok finde ud af med tiden – vi skal bare lige vænne os til at gå i tøj med mønster i små firkanter… 🙂
Du kan finde en komplet camo oversigt på dette link

Fremtiden? – usynligt stof? – måske ikke så langt væk!

hyperstealthbiotec

Quantum Stealth Invisibility – tæppe/kåbe

Rigtig god camojagt til Jer – og husk at abonnere på bloggen 🙂

Til artiklen er der brugt følgende tøj:

Realtree Max4- camo – ukendt mærke

Realtree APG – Härkila Vision Fleece- mere info her
Optifade EU – Härkila Stealth – mere info her
Optifade EU – Härkila Q-fleece – mere info her
Realtree APS (sne) – Härkila Kiruna – mere info her

For de som vil læse mere om OptiFade, findes der et helt website om det HER

Notabene:

MODE OG BLÅ KANSAS HABIT!
Det er dog langt fra altid det mest effektive camouflage der købes af forbrugerne, da mode, design og hårdtslående markedsføring spiller en betydende rolle for hvilke produkter forbrugerne i sidste ende tager med ud af jagtforretningen.
I 90’erne indførtes de moderne ”digitale” mønstre i visse enheder af den amerikanske hær. Selvom man kunne bevise, at disse nye måder at designe camouflage på var mere effektive end de gamle, så mødte disse nye mønstre alligevel stor modstand blandt soldaterne og sågar også overordnede officerer.
Det var der én grund til – man synes ikke det var ret pænt!!

Således udsættes man som jæger også for massiv markedsføring af beklædningsindustrien inden for jagttøj og helt ærligt er det da fedt nok at se smart ud samtidig med at man forsøger at holde sig skjult for vildtet.

Man kan også sagtens få held til at sidde på anstand iført blå Kansas habit og få fine skudchancer – ikke desto mindre er camo en stor fordel på pürschjagt…

 

 

1 Comment

  • Simon

    Hey,

    Først og fremmest må jeg sige at dette er en yderst grundig og fyldestgørende beskrivelse af kamoflage og sløring ved jagt.

    Jeg har kigget meget på forskellige typer af sløring, og jeg synes instil videre bedst om optifade eller Kryptek, men kan ikke blive helt klog på hvad der er bedst..
    Hvad er din anbefaling til generel riffel jagt her i Danmark?
    Det vil være både stilstående og jagt i bevægelse, så vil gerne høre hvad din erfaring siger dig.

    Synes at Optifade er vildt dyrt i se mærker der laver det, men til gengæld er Kryptek, ud fra hvad jeg kan se, ikke så udbredt her i Europa.

    Håber du kan hjælpe mig lidt på vej.. På forhånd tak!

Skriv et svar til Simon Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Skriv resultatet for at poste *