De 3 Bukkebruse på Bukkebakken

Endelig oprandt dagen – den 16. maj!

Med lidt hårdt arbejde med fordring og et par vildtkameraer, havde jeg fået et godt overblik over bestanden af rådyr på reviret.
En decideret “hitliste” blev skrevet ned så bukkejagten, udover at være trofæjagt, også bliver en mulighed for at fjerne de svage dyr som man ønsker ud af bestanden inden brunsten.

“Splejsen” var en af de helt oplagte emner til afskydning.
Råen havde forladt ham ret tidligt sidste sommer og han havde i efteråret slået pjalterne sammen med forskellige dyr som nu gad have ham på slæb.
Ofte så jeg ham på kameraerne ved fodertruget med en yngre buk indtil vinteren satte ind – derefter kom han mest alene.
Han var nem at kende, for han blev angrebet af pelslus ret tidligt på vinteren og blev kun værre gennem foråret.
Bagpartiet var pelsløst og i marts forsvandt så de fleste hår på halsen – han var et sølle dyr at se på.
Kropsvægten har næppe passeret 13-14 kg..
Jo, han var en af bukkene på hitlisten og han holdt til på “Bukkebakken”

“Bukkebakken” blev navngivet af min datter på 9, sidste år da hun var med på en pürsch hvor vi så hele 4 forskellige bukke samme aften.
Terrænet skråner meget mod syd og er dækket af nordmannsgraner, plantet i 1995 og som i dag fungere som klippegrøntkultur.
Råvildtet ynder at sætte sig på den tørre bakke hvor der næsten altid er lidt vind der holder de værste sværme af myg væk. Derfor er det også et yndet territorium for bukkene og der bor altid en god buk på bukkebakken.

Samtidig forsøger yngre bukke altid at stjæle et hjørne på den eftertragtede bakke og det er hårdt arbejde at holde den fri for rivaler.
Jeg har gentagne gange filmet råbukke under stigen helt inde på få meter, og filmede “bukkebakkebukken” i 2013 der fejede opsatsen på selve stigen – mens jeg sad i den!

Da jeg kender råvildtet ret godt, har jeg den uvane at navngive bukkene, da det gør det hele lettere:
Den Store, Bukkebakkebukken, Krøllebukken, Enhjørningen, Spøgelsesbukken, Halte-fanden, Nordbukken, Søbukken og så videre.
Bukkene kan dog godt skifte navn fra år til år.

“Den store” som naboen desværre skød i 2013 – sølvmedalje…

Den 18. maj 2014, satte jeg mig til rette i bukkebakke-stigen kl 0500, med buen klar.
Bukkenbakken var allerede i marts blevet indtaget af en flot seksender, som naboen dog (igen i år) fik skudt allerede den 16. maj om morgenen.
Så nu var slaget om bukkenbakken åbent for yngre bukke igen.
Mit bedste bud på en arvtager var bukkebakkebukken der i en kort periode sidste år havde sat sig på tronen men fortrængt af seksenderen.

Jeg havde dårligt fået sat mig til rette i stigen og var ved at afmontere pilekoggeret, da “Splejsen” dukkede op på sporet ca. 40-50 meter ude.
Den luntede lidt frem og tilbage på sporet, men forsvandt til sidst ind i normannsgranerne.
Jeg overvejede at gå ned ad stigen og pürsche, men skød tanken fra mig – nu ville jeg lige vente og se hvad der skete – jeg var jo lige ankommet.

Efter en stille halv time trådte Bukkebakkebukken ud på sporet ca. 70 meter ude.
“Bukkebakkebukken”, en en god 3 års buk. I år mangler han igen forsprossen på højre stang men med meget stort udlæg og stærkere horn end sidste år. Han er ret aggressiv og et fint stærkt dyr (ham der fejede på stigen i 2013).
I næsten samme øjeblik sprang Splejsen ud på samme spor og løb op mod mig i fuld fart!
Da han kun var 10 meter væk trak jeg buen hurtigt og bukken opdagede bevægelsen og vendte 180 grader og løb ned mod bukkebakkebukken, men stoppede 20 meter ude med bredsiden til. Skiftevis kiggede han i min retning og ned mod bukkebakkebukken, der var ved at lade sine aggressioner gå ud over en hyldebusk.
G5 sigtet fandt skulderbladet og jeg lod pilen gå. Lysnocken afslørede en fin placeret pil der smækkede gennem begge skulderplade med et højt smæld!
Bukken styrtede til jorden og kun lysnocken var synlig, begravet i dyrets pjuskede rester af lusebidt vinterpels.

Bukken lå og sparkede lidt – så blev der stille – G5 T3 jagtspidsen havde igen gjort et perfekt stykke arbejde.
Mens jeg betragtede bukken, så jeg, at bukkebakkebukken hoppede ind i granerne – han havde ikke ænset dramaet, kun 50 meter længere fremme.
Da hørte jeg skrabelyde bag mig! – hva’ hulen var nu det.?

Derinde bag mig, på sporet ind til ahornbevoksningen, stod “krøllebukken” og mishandlede en lille Eg, der møgsommeligt havde kæmpet sig op gennem græsset..
Afstanden var 12 meter! – Jeg trak buen for anden gang denne morgen og fandt bladet – NEJ! – dette her er for meget – 2 bukke inden for 5 minutter var for meget af det gode – jeg tog ned igen og betragtede den fine 2-3 årsbuk med de buede horn.

1 buk var nok!
Ca. 10 sekunder efter rettede jeg jeg atter blikket mod “splejsen” og så til min store overraskelse at, bukkebakkebukken stod midt i sporet, kun 14 meter væk!
Jeg trak buen for 3. gang og fandt bladet… forestillede mig pilen suse gennem luften …. og tog ned igen…
Bukken stod et kort øjeblik og stirrede på den forendte buk, kun 6 meter borte og rettede nu opmærksomheden mod krøllebukken, der larmende var ved at udgrave rodnettet på endnu et lille egetræ.
De stod begge og nedstirrede hinanden et kort øjeblik – begge bukke var ikke længere borte en ca. 14 meter – Det var helt uvirkeligt dette her!!
Bukkebakkebukken satte med et kort fnys i gang efter indtrængeren, og de forsvandt begge larmene og for fuld fart ind i nordmannsgranerne…

Beruset af oplevelsen, lænede jeg mig tilbage mod ryglænet i stigen og lukkede øjnene – trak den friske, fugtige morgenluft dybt ned i lungerne og pustede langsomt ud – sikke en skøn oplevelse – sikke en morgen!

Jooo.. “Slaget om bukkebakken” var sandelig sat i gang med manér – af de “3 bukkebruse”

Det er skønt at være jæger…

——–

2 comments