DERFOR ER JEG BUEJÆGER…

Hvorfor gå baglæns i den teknologiske udvikling og vælge et jagtredskab, en bue, der endegyldigt blev forældet for ca. 500 år siden?

Buen har ellers været jægerens trofaste følgesvend i årtusinder, men med krudtets og krudtvåbnenes opfindelse øgedes chancerne væsentligt for jægeren og buen blev lagt på hylden…
Selvom der har været en teknologisk udvikling med den moderne compoundbue, er buen stadig et jagtredskab, hvor jeg vil mene, at man siger farvel til 98% af alle de skudchancer man ellers ville have haft med en moderne jagtriffel.

Spørgsmålet er så hvorfor går nogle jægere så på buejagt?
Har jeg et Rambo/Macho kompleks eller en afvigende trang til at lege stenaldermenneske?
Det er ikke det første så måske lidt af det sidste…

Jeg tog buetegn i 1990 og har da også nedlagt en hel del med buen efterhånden, men inden man vælger denne jagtform skal man gøre op med sig selv, om man mest jager for at få jagtoplevelser, for at få skalpe på væggen eller for at vildtkød i fryseren.
Buejagt giver unægteligt et meget mindre trofæ/kød-udbytte end jagt med traditionelle krudtvåben.
Så er du udelukkende kødjæger eller trofæjæger, så fortsæt med at benytte riflen – for buen vil aldrig kunne give samme resultater.
Du skal dog ikke læse denne artikel som om jeg fortæller dig at riffeljagt ikke dur mere – for naturligvis er riffeljagt også stadig meget spændende og jeg holder selv meget af det – buejagt er bare noget andet.

Sagen er, at man med riflen i hånden ofte udnytter den første chance til skud – og det er der sandelig heller ikke noget forkert i.
Råbukken står f.eks. på 100 meters afstand og bang! – man går hen til dyret og tager det smukke dyr i besiddelse – så slutter riffeljagtoplevelsen jo egentlig der og det er stadig en fantastisk jagtoplevelse.
Buejagten tilføjer blot en anden dimension til jagten – det at komme rigtigt tæt på!  – og som om det ikke er svært nok i sig selv – så giver du bukken endnu en sidste chance for at opdage dig, nemlig når du på 15 meters afstand, skal lave en stor bevægelse og trække buen… mange bukke er undsluppet i sidste øjeblik når buen trækkes..

Buejagt begynder ofte der hvor riffeljagten slutter og der skal meget held og dygtighed til, for at skære afstanden til dyret ned fra 100 meter til under 20 meter – og de fleste gange lykkes det ikke.
Men ligesom at afstanden til vildtet skal formindskes med faktor 5 i forhold til riffeljagt, så stiger intensiteten, spændingen og glæden hvis det lykkes med bue også med mindst faktor 10!
Og er man først “ramt” af DIANA’s jagtpil, er det for nogle buejægere lidt svært at finde helt samme jagtglæde ved bukkejagt med jagtriflen igen.
Som buejæger bliver man dog fattig på nedlagt vildt, men tilsvarende rig på intense naturoplevelser.
Man kan naturligvis sagtens kombinere både bue- og riffeljagt – sådan skal det ikke forstås, men buejagt er for mig, ofte andre jagtformer overlegen på jagtoplevelsen.

BUEJAGT KRÆVER FORBEREDELSE OG TRÆNING
Buejagt er for mig i høj grad jagten på det enkelte dyr der tæller – og skal du pürsche helt tæt på skal alle mageligheder lægges væk.
Man bliver ret hurtigt feinschmecker med sit udstyr og beklædning. Har man overset noget, kan den mindste detalje være afgørende i sandhedens øjeblik – et snørebånd der knirker – en jakke der laver en rivelyd på barken eller en metallisk klik-lyd når buen trækkes – det hele smides på gulvet hvis ikke hver en sten er blevet vendt.
Derfor bliver mange buejægere også grejnørder, der hele tiden søger at minimere lyde og andre ting der kan alarmere vildtet.
En succesfuld buejæger er ikke noget man bliver på 2-3 sæsoner – det tager ofte flere år ar at forfine teknikken og grejet – så buejagt er i høj grad en tålmodighedshobby.

Mange gange har jeg jaget en bestemt råbuk, og det kan være lidt af en ørkenvandring hvis man ikke har forberedt sig godt nok.
Bukken kan man have vist sig mange gange og man kunne måske have skudt den flere gange med riflen. Men hver gang har der lige manglet det sidste for at lykkes.
For at få succes med buen, kræver det, at man lærer vildtets vaner og sit jagtterræn rigtigt godt at kende for at få en skudchance.
Nogle gange kan præcis placering af en stige være afgørende for om der opstår en chance eller ej. Ligeledes er det ekstra vigtigt at tage hensyn til vejret, vind, skygge og terræn.
Forleden flyttede jeg en stige blot 5 meter og var ekstremt heldig at skyde en buk dagen efter.

Også træning er en vigtig del af at blive en dygtig buejæger. Det hjælper ikke meget, at man er dygtig til at komme tæt på vildtet hvis man så ikke har fået trænet godt nok og ikke kan placere en dræbende pil når det endelig gælder.
Jeg har set flere jægere tage buetegnet fordi det lyder smart, men som efter første sæson har solgt buen igen, simpelt hen fordi buejagt er en ørkenvandring hvor man skal bruge meget tid på at forberede sig og får et lille vildtudbytte ud af det.

I 2014 har jeg her ved slutningen af maj måned haft det store privilegium at nedlægge hele 2 råbukke med bue og pil.
Men det er heller ikke sket ved nogen tilfældighed. Masser af timer i skoven og nøje overvågning af råvildtets færden gennem vinteren har været nødvendig for at skabe disse chancer.
Træning af afstandsbedømmelse og træning med buen har også været afgørende for succes.

Skoven egner sig særligt godt til buejagt og gerne hvor man har sit eget terræn som man kan bruge tid på.
I skoven kan man komme tættere på dyrene og det kan godt lade sig gøre at kortlægge deres ruter og vaner.
Det åbne land giver sjældent dækning nok til man kan holde sig skjult og komme tilstrækkeligt tæt på, men dermed ikke sagt at det ikke kan lade sig gøre.

BUEJAGT OG BUEJÆGERE
Buejægere har altid haft et særligt højt kodeks omkring etik og fællesskab.
Buejægere ved godt at de er en minoritet og værner derfor strengt om deres sport ved at sørge for, at være særligt omhyggelige med overholde de etiske principper for det at gå på jagt og dræbe levende væsener.
Buejægere er generelt også meget hjælpsomme overfor hinanden og sørger for, at hjælpe enhver der stiller et spørgsmål vedr. buejagt.
Samtidig er der også afregning ved kasse 1, hvis en ny buejæger overtræder det etiske grundlag eller foretager sig noget dumt.
Du kan derfor forvente en rigtig god vejledning fra andre buejægere så snart du spørger, men samtidig skal du regne med at få klar besked hvis du ikke kan opføre dig ordentligt. Og sådan skal det jo bare være.

Udover jagt, er der mange buejægerklubber som er samlet under FADB, foreningen af danske buejægere.
Der er masser af arrangementer i klubberne og de fleste har deres egne træningsbaner med dyrefigurer af skumplast som man kan øve sig på.
Ofte er det muligt også at tage familien med på buebanen og det er ofte set, at hele familien har buen og en madkurv med til en frisk gåtur på buebanen en søndag eftermiddag.
Hygge, grejsnak og fællesskab fylder også meget for mange buejægere.

MAN KOMMER I HØJESTE “JAGTMODE”
Jeg går på buejagt ene og alene pga. udfordringen, spændingen og glæden, som er kæmpestor når det endeligt lykkes, at placere en dræbende pil på det stykke vildt man har længe har efterstræbt.
Ved at tage buen med i stedet for riflen, tager man praktisk taget en ny bog ned fra reolen, som indeholder nye ukendte oplevelser, oplevelser man ikke ville have fået med riflen i hånden.
Allerede på “første side”, oplever man en helt anderledes intensitet og spænding.

Man kommer op i et meget højere “gear” med buen.
Man lytter mere intenst, udfører sine bevægelser mere bevidst og vælger ruten gennem terrænet mere taktisk – alle sanser kommer i højeste gear.
Man graver sig nærmest helt ned i skovens væsen og man er nok så tæt på man som moderne menneske kan komme i, at blive ét med naturen.
Man bliver for alvor et rovdyr og kommer i allerhøjeste “jagtmode” – en tilstand man aldrig helt kommer med riflen i hånden.
Man er simpelt hen meget mere “på” når buen er med – og deri ligger den største nydelse i jagt med bue og pil.
Buejagtens sjæl ligger nemlig gemt i den intense oplevelse, at komme så tæt på dyret at du både kan se, høre og fornemme hver eneste detalje hos dyret.

DERFOR ER JEG BUEJÆGER…
De største jagtoplevelser jeg derfor har haft, er med buen i hånden.
At jage og nedlægge en Råbuk med buen er som en rejse ned i bevidstheden – en rejse helt ned til nogle urgamle lag hvor man finder en tilstand af rendyrket, intens lykke som er meget simpel og uhyre stærk.

Når råbukken ligger der forendt efter en intens jagt og et godt skud, gribes man af lykke og taknemmelighed der overstråler enhver anden jagtoplevelse.
Det kommer helt naturligt, at takke dyrets sjæl, DIANA og Vorherre…
Man er stolt, glad og lykkelig i en grad man kun forstår hvis man har prøvet det…

Derfor er jeg buejæger…

1 Comment