Test af Härkila Stealth

Stealthxx

Jeg har gennem mange år afprøvet masser af sæt jagttøj med henblik på især pürschjagt (stalking) da jeg holder meget af denne form for jagt.
De sæt jeg har haft, har da virket nogenlunde efter hensigten, det vidner min trofæ samling om. Det der imidlertid er svært er, at finde et sæt der fungerer optimalt på alle punkter.
Jeg fik ideen til denne artikel efter flere i min omgangskreds ofte ringer til mig og spørger hvilket jagt tøj de skal vælge.
Igen – det er min personlige vurdering og anbefaling som jeg her giver udtryk for, men føler mig trods alt rimelig kompetent til at vurdere godt grej.

Da jeg begyndte at gå på jagt i midten af 1980’erne benyttede man ikke camouflage tøj og købte det første sæt i 1990. Det var et Realtree Fleece sæt til buejagt da jeg lige havde fået licens til jagt med bue og pil.
Herefter fik jeg efterhånden øjnene op for de muligheder der lå i, at camouflere sig og dermed øge chancerne for succes markant.
Faktisk var jeg så heldig på jagt de kommende år, at min omgangskreds begyndte at henvise mig til rytterstatuen på Esbjerg torv når jeg skulle tildeles en plads i bukkejagten – og det var aldrig årsbukkene jeg gik efter…
foto3

EGENSKABER – DETTE KIGGER JEG EFTER

Gennem tiderne har jeg haft mindst 2 håndfulde sæt camo-tøj, men de har alle haft en eller anden skavank:
– Camouflage mønstret er kun effektivt i bestemt terræn
– Slidstyrken er for ringe
– Det var for varmt om sommeren og efterår
– Membranen var som en plasticpose
– Sættets vægt minder meget om en ringbrynje fra middelalderen
– Stoffet er ikke rivefast – tråde trækkes ud
– Lynlåsene strejker på kort tid
– Styrke i syninger – syninger giver efter.
– Pasform – kan være frygtelig dårlig i armhuler og skridtet.
– Ingen lommer eller alt for mange lommer!
– Ingen steder at gøre af patroner uden de larmer
– Membran i tøjet der larmer som stanniol!

Ulemperne har været mange og jeg satte mig for, at teste flere sæt af de mest solgte mærker og er nu kommet frem til ét sæt som jeg er blevet rigtigt glad for, og som jeg ikke har kunnet finde nogen nævneværdige skavanker ved so far – kun fordele.
Inden for jagt beklædning hvor man slider hårdt på grejet, får man i særlig grad hvad man betaler for.
Billige sæt har ofte en eller flere af ovennævnte alvorlige skavanker.

Nu er jeg ikke hysterisk anlagt, men bruger mit tøj rigtigt meget hele året rundt og min erfaring er således, at det bedre kan betale sig at købe lidt dyrt én gang, end at få frustrationer gang på gang over billigere sæt.

MEMBRAN
Med ca. 170 regnvejrsdage om året i Danmark, er en effektiv membran meget vigtig for mig, da jeg ønsker at skulle bruge tøjet i al slags vejr.
Man møder i dag et hav af membraner der næsten alle ender på ”TEX” eller ”TEC” og jeg har nok afprøvet de første 6-7 membraner i både tøj og fodtøj. Gang på gang har jeg ladet mig friste til at købe et sæt billigt jagt tøj med en eller anden form for ”TEX” membran og er blevet slemt skuffet hver gang.
Jeg er ganske enkelt kommet frem til, at der pt. i min verden, kun findes en membran der virkelig kan transportere sved og damp væk fra kroppen – og det er Gore-TEX.
Man kommer heller ikke udenom, at Gore har brugt næsten 4 årtier og enorme summer og research på, at udvikle Gore-tex membranen til perfektion.
Membranen er kort sagt en art plast – strukket til det er ultra tyndt med bittesmå huller.

Gore-Tex

Ideen bag stoffet blev opfundet af NewZealænderen John W. Cropper i 1966 og består af stoffet polytetrafluoroethylen (PTFE), et polymert stof, som også anvendes til fremstilling af Teflon. Membranen er meget elastisk og modstandsdygtigt overfor flere kemikalier.

Wilbert Gore og sønnen Bob Gore eksperimenterede videre med ideen om at strække PTFE fibrene ved opvarmning og fandt ved et tilfælde frem til den rette temperatur og stræknings hastighed – resultatet var et ultra tyndt og elastisk stof af PTFE-fibre der var blevet strukket 800% og som indeholdt 70% luft. Stoffet havde dermed ensartede mikroporer hvor vand kunne trænge igennem på dampform, men ikke dråbeform – dermed var den ideelle membran til vandtæt og åndbar beklædning til mennesker opfundet.
Patentet blev godkendt i 1976.

st-jagt

SÆTTET DER HAR DET HELE – TEST AF HÄRKILA STEALTH
Nu har jeg simpelt hen ikke tid til at skrive masser af tests af diverse sæt, men har dog afprøvet mange mærker de seneste år.
Derfor har jeg valgt at beskrive ét sæt som jeg finder uhyre alsidigt og som opfylder alle de krav jeg kan komme i tanke om til et jagtsæt.
Jeg fik forhandlet mig frem til en rigtig god pris på et sæt Härkila Stealth, som efter anbefalinger fra jagt kammerater skulle være et er rigtigt godt sæt.
Sættet har jeg testet under jagter i al slags vejr i 2013 i Danmark og Sverige.

Gore-tex membran
Gore-tex membranen i Härkila Stealth sættet fungerer upåklageligt og fik svedtransport evnen effektivt afprøvet under en elgjagt i Sverige i oktober hvor jeg gik meget langt og hvor pulsen kom op og ned. På intet tidspunkt blev jeg våd og kold i pauserne selvom jeg havde svedt meget i de aktive perioder. Man skal dog altid huske at bruge sved transporterende undertøj.

IMG_0005 (2)

En af mine buejægerbekendte, Niels Baldur, der er en af Danmarks mest erfarne buejægere, har benyttet sættet i Rocky Mountains under ganske ekstreme vejr forhold.
Niels udtaler også om sættet:  Jeg har ikke haft et bedre sæt til jagt hvor det somme tider bliver dårligt vejr. Vi jagtede i snestorm, -18 grader, regn, blæst og ikke på noget tidspunkt blev jeg våd eller frøs. Det skal lige siges, at vi have ikke meget tøj på indenunder, da vi skulle kunne trække buen og bevæge os i terrænet. Det skal samtidig nævnes at vi red 3-4 timer pr. dag hvor der selvfølgelig ikke var bevægelse, men vi holdte varmen super”
Jeg selv har måttet ”nøjes” med at traske kilometer efter kilometer i hælene på en svensk hundefører på elgjagt i sættet. Selvom jeg til tider svedte som en hest, var jeg på intet tidspunkt kold og klam som jeg i særlig grad har prøvet det før med billige membraner.
Membran kan høres, men ikke nok til, at råvildt kan høre, at man trækker buen på 15m afstand – det er testet.

IMG_0095web (2)

Camouflage
Optifade EU mønstret har vist sig overlegent i at være meget alsidigt i brug. Det egner sig til rigtigt mange typer terræn og terræn mosaikker. Der kunne skrives side op og side ned om hvordan mønstret er blevet til, men kort fortalt har man kombineret mikro og makro mønster som gør, at man er utroligt godt camoufleret på både kort og lang afstand – en egenskab der er svær at opnå.

CIMG0917

Jægerens signatur er utrolig svær at afsløre – særligt hvis man sammenligner med konventionelt grønt jagttøj – læs mere om camouflage i artikel om camouflage.
Optifade mønstret er det mest effektive jeg endnu har prøvet – period!
På billedet nedenfor ses forskellen tydeligt når man sætter det op mod et sæt realtree apg mønster.
skygge

Tekstil / Stoffet
Stoffet virker meget slidstærkt og syninger er uhyre stærke. Det er som man kan forvente af et sæt tøj på omkring 7000 kr.
Under fotografering i terrænet, opdagede jeg noget jeg ikke lige havde tænkt på før. Stoffet og mønstret i kombination, ser ud til at absorbere lys. Det skal forstås på den måde, at det ikke reflekterer lys i samme grad som andre tekstiler benyttet til jagtbeklædning i andre mærker.

lysbillede
Det var ret tydeligt i skygge, men særligt i sollys, hvor et konkurrerende mærke i RealTree APG mønster, nærmest bliver selvlysende, set i forhold til Stealth sættet.
Härkila Stealth er et ”skal-sæt” dvs. uden foring. Man kan dermed selv vælge hvilke lag man vil have inden under. Dermed er sættet også brugbart hele året.
Masser af udluftning er afgørende

Når man virkeligt bruger sit jagttøj meget, opdager man virkelig om det har de features der gør det til et godt sæt. Somme tider jager man hårdt og vandrer meget i svært terræn, hvorefter man måske sidder stille en times tid bagefter.
I Sverige er jeg med i et stykke jagt ved Kalmar, og der skiftes vi til at gå igennem. Første såt vandres der typisk 3 km i svært terræn og der skal luftes maksimalt ud.
Både i jakken under armene og i siden af bukserne, kan man lyne helt op og få rigtig god udluftning.
udluft-arm

Andre gode funktioner
Hætter er normalt noget jeg hader. De er som regel altid for store, falder ned over øjnene eller kan ikke justeres godt nok. Så det ender altid med at de bliver lynet af og smidt i skabet. Forleden ryddede jeg op i jagtskabet og fandt 5 hætter hvor jakken for længst er smidt ud…

haette
Hætten på Härkila Stealth sættet er dog anderledes. Her har man virkelig sat sig ned og tænkt sig godt om. Den kan justeres på hele 3 forskellige måder og er helt ærligt den første brugbare hætte jeg har kunnet bruge. Desuden er den aftagelig.
Alle lynlåse er YKK låse der har ry for at holde. Desuden er de forseglet og laminerede så de forbliver vandtætte i hårdt vejr.

IMG_7147
Lommer er der tilstrækkeligt af og de er syet indad, dvs. at de ikke sidder uden på tøjet og dermed generer til f.eks. buejagt.
Lommen i låret har desuden et elastik bånd så man kan sætte patronerne fast – det er en fed ting når man pürscher og man undgår den der klirrende lyd.
Desuden er lår-lommen super nem at komme til – hvem har ikke prøvet at fumle efter patroner dybt nede i en lomme der er svær at komme til.!

patronlomme

lommmm
Inderforet er i mesh og transporterer sveddampe hurtigt væk fra det svedtransporterende undertøj.
Der er en god stor inderlomme med lynlås.

mesh

Bukserne kan i bunden af benene snøres ind med et godt lukke system med stropper der IKKE kan blive væk.

IMG_7156

 

Der er udluftning i begge bukseben og knapper til seler og gode brede bælte stropper samt en ring til f.eks. fuglegalge.
Bunden af jakken kan snøres ind så man undgår en kuldebro.

opti3
Kraven er dejlig stor og er den første jakke jeg har kunnet knappe helt til uden at føle mig som offer for boston kvæleren.
I venstre overarm af jakken er en lille lomme med et orange refleksbånd der er syet fast i stoffet så heller ikke dette kan blive væk eller tabes.

IMG_7171

Pasformen er super god og man har utrolig stor bevægelsesfrihed i sættet.

For enden af ærmerne er Härkilas velkendte spænde system i gummi – nemt og hurtig indsnøring af ærmerne så man ikke får vand ind.
IMG_7150

Til sættet findes både cap, beanie (hue), handsker og ansigtssløring og det har jeg naturligvis også anskaffet mig. Ansigtssløringen er effektiv, men måtte forlænge stropperne en smule med løs velcro for at min tud ikke blev helt mast. Løs velcro kan fås i ruller til ca. 10 kr.

Prisen er høj, men er alle pengene værd. Sættet er et “performance” sæt hvor der IKKE er blevet gået på kompromis med kvaliteten.
Det skal kunne yde maksimalt under alle forhold – og det gør det også.
Vejledende udsalg er 3999,- for jakken og 2999,- for buks.
Nu har jeg sjældent prøvet at give fuld pris for noget og fik da også forhandlet mig til en god rabat på sættet.
Jeg er utrolig begejstret for Härkila Stealth sættet og står 100% inde for kvalitet og funktionalitet.
Det er desuden langt det letteste sæt jeg har haft og absolut det mest alsidige pürschsæt jeg endnu har prøvet – Jeg elsker simpelt hen dette jagtsæt!

5 ud af 5 stjerner fra GoHunting

Man kan læse mere på Härkilas hjemmeside her

stealthjakke buks

1 Comment

  • Svenne

    Hej,
    Jeg synes din gennemgang er meget nøgtern omgmeget konkret. Valget af beklædning er meget individuel. I særdeleshed af valget mellem camouflage og grønt et meget ømtåleligt enme at debattere.
    Personligt købte jeg, da jeg for år tilbage tog mit jagttegn, et camouflagesæt tøj, dog fra Deerhunter, det har jeg aldrig fortrudt.
    Det fungerer bare for mig, både varme/kulde men også hvor moder natur rusker.
    Jeg har i længere tid gået og søgt efter et nyt sæt jagtbeklædning, jeg er faktisk blevet lidt hooked på et sæt jagttøj fra Häkkilä, jeg er overbevist om, at Stealthsættet bliver mit næste køb.
    Det er meget behageligt, spændende camouflage, mange funktionaliteter osv. Helt klart min næste favourit

Skriv et svar til Svenne Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Skriv resultatet for at poste *