Test – Bowtech Insanity CPXL

Bowtech lancerede samtidigt Insanity CPX og Insanity CPXL i januar 2012
Eneste forskelle er ATA længden på hhv 32″ for CPX’en og 35″ for CPXL’en, samt strengehøjde på hhv 6″ og 7″
Jeg har testet CPX’eren i en tidligere artikel og den bue var bestemt for specialister og ikke nogen begynderbue – især ved pundvægte omkring 70+.
CPXL skulle vise sig at være en helt anden og meget behagelig bue at skyde med!

Jeg var således spændt på at teste CPXL’eren der efter sigende skulle være en mere tilgivende bue. Jeg har altid været glad for at skyde med lidt længere buer, da de har tendens til at være mere rolige og med en bedre balance og i kombination med en opgivet IBO speed på 340 fps var forventningerne store til denne bue.

 

FINISH
Buen fås i flere varianter hvad angår farver og finish. Den som de danske forhandlere har taget hjem er i overvejende grad Mossy Oak treestand camo.
Bowtech har tidligere haft problemer med afskalning af maling, især på buebenene. Det har denne bue desværre også.
Håndsektionen er i en finish kaldet Anorock der benyttes på target buer. Denne finish formodes at være lidt mere holdbar og kan modstå lidt mere slitage.
Buen fås i flere varianter. BlackOps finish er en helt sort riser med sorte bueben. For skytter som ønsker et camo mønster, er der flere muligheder til rådighed; Mossy Oak Infinity, Mossy Oak Treestand, og Realtree APG HD.
Nogle skal dog bestilles specielt hjem fra USA.
OBS! – den eneste udførelse med camo ben er Mossy-oak treestand.

HÅNDSEKTIONEN
Buens håndsektion er designet til styrke og stabilitet. I toppen sidder BOWTECH’s center pivot buebens-lommer. Specielt er det også, at håndsektionen har samme længde som ATA; “aksel til aksel” længden. Dette gør buen meget nøjagtig og stabil. Der findes flere monteringsmuligheder med bolthuller så man kan påmontere det udstyr man vil. Øverst ved buebenene findes et inspektionshul, så man kan kontrollere, at buebenene ikke skrues for langt ud af håndsektionen ved justering til lavere trækvægt.

Bag på håndsektionen, under grebet, sidder et effektivt strengestop/dæmper i carbon. Selve hovedet på dæmperener lavet i hårdt gummi der i modsætning til andre mærker, tåler rigtigt mange tæsk uden at blive skåret igennem af strengen. Umiddelbart foran på håndsektionen er der et bolthul til en front-monteret stabilisator.
Buen er forsynet med Bowtechs patenterede FLX Guard som bøjer med kablernes vandring når buen trækkes. Også denne har dæmper forsynet.

Dæmperen er længere på CPXL’eren ift.CPX og er ikke i vejen ved montage af fx. QAD og andre dropaway pilehylder.
Håndsektionen er lang, 35″, og giver en super god balance og det er meget nemt at holde buen stille. Vægten er relativt høj – 4,4 pund.

GREBET
BOWTECH har på Insanity’erne, bibeholdt grebet fra forgængeren, Invasion da det var meget populært. Grebet er smalt og buen falder meget naturligt på plads hver gang der trækkes. Det er det rigtige design for stabilt og ensartet greb som er nødvendigt i ensartet skydning – især på lange hold. Jeg har anskaffet mig et IQ bowsight sigte som i den grad afslører grebsfejl. Med bowtech’en var grebet bare nøjagtigt ens hver gang.

BUEBENENE
Tilbage i 2010 introducerede BOWTECH deres Hardcore 7-lags bueben. Hvert lag er fremstillet af lidt forskellige materialer der sammen skal tilvejebringe ekstrem holdbarhed, styrke og hastighed. BOWTECH hævder at netop denne konstruktion får hele buebenet til at oplagre energi og ikke kun ydersiden af benet. Dermed spredes belastningerne af buebenene og forlænger disses levetid. Inderst i benet findes en Carbon kerne som skulle tilføje en smule mere styrke og gøre buebenene lettere. Buebenene fås i 10-punds intervaller med maksimalvægte på 50, 60, 70 og hele 80#.

Bowtech Insanity benytter Bowtechs ”Pivot Extreme (CPX) teknologi. Kort fortalt drejer begrebet sig om, at flytte omdrejningspunktet for buen så langt bagud som muligt, således buen ikke forsøger at “vende sig” – begrebet er meget godt illustreret i denne video. Dette gør buen helt rolig og stabil når man holder buen trukket.

OVERDRIVE BINARY CAM SYSTEM
Camhjulene er i kombination med de avancerede bueben, en afgørende faktor i den uhyggelige kraft som denne bue besidder!
Det excentriske ”Overdrive Binary CAM-system” består af 2 store og meget aggressive cam-hjul, fremstillet i en let alu-legering. Der kan fås moduler til indstilling af træklængder fra 27,5 til 32 inches i halve tommers intervaller. Der kræves dog en buepresse til skift af træklængden og det anbefales at man lader en fagmand gøre det.
80% let-off gør buen nem at holde ved fuldt træk.

 

FLEX-GUARD
Roller-guard’en der har som funktion, at holde kablerne væk fra strengens bane så pilen uhindret kan flyve fremad, er den største synder til dårlig præcision på en compoundbue i min optik. Jeg henviser til anden artikel om dette emne, men bowtech har med deres flex-guard – en roller-guard der kan bøje i trækket, minimeret den kraft som  påvirker buen sideværts i skuddet. Jeg er helt overbevist om, at flex-guard’en er en af de afgørende foranstaltninger på denne bue, der gør den så uhyre præcis og ensartet skydende.

TRÆKKURVE & SKYDEOPLEVELSE
Selvom Insanity’en CPXL også er en speed-bue med 7 tommer strengehøjde, er den utrolig velskydende. Træk-cyklussen på CPXL er meget mere jævn og behagelig hele vejen igennem ift. CPX. Overgangen til dalen er mærkbar, men behagelig. Bagvæggen er solid pga. strengestop på hvert camhjul. Bagvæggen er meget solid, og buen ligger solidt i dalen. Der kan krybes noget mere på CPXL’eren ift. CPX’eren og personligt skyder jeg bedre med denne bue end med min CPX’er da jeg føler mig mere tryg ved den.
Er man dog først krøbet for langt frem er den svær, men ikke umulig at stoppe.
Den overordnede skydeoplevelse er fantastisk. Den er behagelig at trække, nem at holde og den har en rigtig god balance.

DÆMPENDE FORANSTALTNINGER
Bowtech Insanity CPXL er en meget rolig og kraftfuld bue og er forsynet med flere vibrationsdæmpende foranstaltninger. Strenge og kabler er bowtechs egne af mærket Octane og leveres med flere gummi dæmpere fastgjort til kablerne. Strengedæmper og FLX kabel-guard ’en er også medvirkende til effektiv dæmpning. Det er dog svært at dæmpe lyden på en så hurtig bue og det er ikke en lydløs bue. Til jagtbrug bør man forsyne den med yderlige ting til lyddæmpning.

HASTIGHED
Bowtech har opgivet CPXL til 340 FPS IBO og er dermed en af de hurtigste buer på markedet med 7″ strengehøjde.
Før test i Chronografen blev buen (60-70) skruet helt i bund og vægten viste 69,9 pund.
Pil 1. – 356 grains (23 gram) Easton flatline, træklængde 29″: chronografen viste 310 fps
Pil 2. – 416 grains (27 gram) Beman ICS Hunter: 290 fps

Med lidt omregninger betyder dette at knapt holder de lovede 340 fps IBO – og er nærmere 332-335 fps.

TUNING – TUNINGS-VENLIGHED
Når jeg tester buer, indstiller jeg altid pilehylden til centershot med en EZE laser tool for at sikre et 100% centershot. Dernæst fjerner jeg det cam lean der måtte være fra fabrikken hvis der er noget og chekker, at camtiming og synkronisering er i orden. Nockhøjden sættes korrekt og går derefter i gang med papir test med skafter uden faner på 5-10-15 meter.

De fleste buer skal have nogen justering for at lave et “bullet-hole” i papiret, men der er meget stor forskel på, hvor nemme de foskellige buer er at tune ind til perfekt pilegang og nock-travel.  Nocktravel og pilehyldens indstilling tester jeg med et højhastighedskamera:

Insanity CPX og CPXL med overdrive Binary-cam er de nemmeste buer jeg til dato har justeret og tunet ind. Har man fx. en “venstre-riv” (nock tv. og spids th.) på papiret, presses buen i pressen og giver venstre yoke (Y-delen i kablerne ved camhjulet) en enkelt omgang foroven og forneden.

På kun 15 minutter var CPXL’eren tunet perfekt ind og lavede bulletholes på 5-10-15 meter med faneløse skafter.
Herefter tester jeg gerne om træfpunktet på 20 meter er ens for pile med faner, uden faner og med faner og 3-bladet broadhead.
CPXL’eren satte alle 3 pile inden for en 5 krone på 20 meter.

DESIGN
CPXL er i min optik en meget harmonisk og flot designet bue.

BRUGSOMRÅDER
Bowtech insanity CPXL er en fantastisk jagtbue der producerer en overflod af energi og hastighed og kan bruges til store vildtarter med tunge pile. Det jævne optræk, problemfrit release og den massive bagvæg, gør den til en god jagtbue, men som også vil gøre det godt til 3D skydning. Nogle vil dog fide den en anelse lang på jagt

FIELDTEST
Efter en halv dag på 3D-banen i Vejen den 30. december 2012 i hagl og blæst, viste buen sit fulde potentiale til jagtbrug. Meget få gange var længden på 35″ et problem og ikke større end man kunne flytte sig en smule. Påklædt i tyk jakke havde jeg faktisk ikke et eneste skud der ramte jakken eller armen. Dagen bød på masser af sjov træning med buen og det var en fornøjelse at se pilen flyve som trukket på en snor, hele vejen til målet – hver gang! – ingen slinger i valsen.
Min kammersjuk var ved at blive vanvittig og bad mig klappe i, da jeg for 25 gang udbrød “Hold kæft det er fed fed bue”!!! – for jeg var lidt overrasket over hvor utroligt velskydende buen var! Total problemløs skydefornøjelse = Bowtech Insantity CPXL!

cpxl-gruppe

RESUMÉ
Bowtech Insanity CPXL er en fantastisk bue, og er uden sammenligning den mest velskydende og præcise jagt-buer af de 5 kvalitets-buer jeg har testet i 2012.
Kombineret med høj hastighed, god balance og at den er uhyre nem at tune ind, gør den i min optik til én af de bedste jagtbuer på markedet inden for et prisleje på 6500-7500.

Da den ligesom CPX’eren er forsynet med det meget aggressive Overdrive Binary Cam system, er det med denne bue særligt vigtigt at man ikke stiller buen på for mange pund.
Overdrive Binary Cam systemet kan virke skræmmende og voldsomt ved for høj trækvægt.
Jeg har selv en CPXL 60-70 punds version som er brugt til denne test og har den stående på 66 pund – det er hvad jeg kan magte. Til sammenligning kan jeg sagtens magte en 71# Hoyt Spyder Turbo, men her er cams’ene heller ikke nær så agressive.
Træklængden skal naturligvis også passe 100%.

Ulemper:
Malingen skaller STADIG meget nemt af buebenene ved små stød og det trækker ned.
CPXL på 35″ kan virke lang for nogle jægere der ønsker en kort bue til jagt i treestand eller hochstand/sitz.
Buen virker meget hård spændt op i kabler, ben og strenge. Erfaringer fra USA viser a tørskud vil forårsage stor skade.

DATA:
Strengehøjde: 7”
Ata Længde: 35”
Træklgd.: 27,5-32″
Trækvægte 40-80#
IBO Speed 340 fps
Vægt 4,4 pund
Let-Off 80%
PRISER

Prisen på en rå bue ligger vejledende på ca. 7295,-

GOHUNTING RATING: 0-5 STJERNER

5star – Design
3star – Finish (Issue med lakering på ben)
4star – Forgiveness
4star – Hastighed/Speed
5star – Tuningsmulighed/lethed
5star – Skydeegenskaber
4star – Trækkurve lethed
3star – Creep-tilgivelse
4star – takedown lethed
5star – Backwall
4star – Vibration
4star – Lavt støjniveau
2star – Vægt
4star –  Balance
3star – Justering af træklgd.
3star – Fabriksstrenge kvalitet (små issues med beviklinger)
3star – Byggekvalitet, opfattet
2star – Robusthed (Tage den med i vildmarken på en USD 50.000 jagt?)
4star – Egnethed som begynderbue
5star – Value for money

TOTAL: 77 stjerner ud af 100

 

1 Comment

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Skriv resultatet for at poste *