Test – Bear Anarchy

Min første bue, for godt 23 år siden var en Bear “Black Bear” på 60#, – en compoundbue der til nød kunne snige sig op på 198 fps med en 30 grams Easton 2216 alu-pil. Den var forsynet med runde små cam hjul på str. med tape-rulle. Jeg var derfor meget spændt på at teste en Bear bue igen – denne gang en Bear Anarchy 2012 – et kvantespring fra de første compund buer.

Da Bear Archery lancerede deres Anarchy, var salgsargumenterne – vi har lyttet til kunderne!
Bear gik med denne bue mod strømmen i USA, hvor jagtbuer har en tendens til at blive kortere, hurtigere og lettere.
Bear påstod ved lanceringen, at kunderne havde forespurgt en længere og mere stabil bue men som stadig var hurtig, nem at trække samt præcis og ikke for tung.
Kulminationen på denne opfordring fra kunderne blev til buen “Bear Anarchy”.

Anarchy afløser Bears 2011-topmodel  “Carnage” (sikke navne!)  som var blevet modtaget rigtigt godt af buejægere over hele verden.
Anarchy er af typen single cam, med et camhjul nederst og et rundt hjul øverst.
Single-cam buer – eller solo-cam som det hedder hos Mathews (bue-producent) har den fordel, at de skulle være blødere at trække og holder trim.

CAM-system
Anarchy er forsynet med et nyt Flat Top Cam-system, og split “past-parallelle” Max pre-load Quad bueben, en let håndsektion, 4×4 Roller Guard, Dual Arc Offset strengedæmpere og buen er forsynet med Bears egne Contra-Band HP strenge og kabler.

Det nye Flat Top Cam er opkaldt efter den flade del af camhjulet. Formen skulle efter sigende medvirke til at øge mængden af oplagret energi ved at ændre hældningen på forsiden af træk-kurven. Under udviklingen af dette cam-hjul, opdagede ingeniørerne foruden en forøget mængde oplagret energi, at de også fik en forbedret “nock-travel” (pilegang) og end bedre føling med buen i træk-fasen.

Camhjulet er forsynet med en tungsten carbid vægt som er beregnet til at afbalancere akslen for øget effektivitet og færre vibrationer.

Camhjulet er også konstrueret således, at træklængden kan ændres meget simpelt og uden brug af bue presse. Man udskifte blot et modul og flytter stopklodsen (draw-stop). Dette giver mulighed for træklængder fra 25″ til 31 1/2″ tommer i halvtomme’s trin. (vist med 29″ modul) – Nye moduler kan erhverves for ca. 150 dkk.
Let-off er opgivet til 80 procent. Draw-stop’et giver en fin solid “backwall”

BUEBEN
Bear’s “Max Pre-Load Quad” bueben er motoren på Anarchy. Ingeniørerne har benyttet avancerede computermodeller der gav dem mulighed for at “se” og fjerne eventuelle svage “hot spots”. Buebens-profilerne er optimeret til at lagre og frigive energien effektivt.

Splitlimb-systemet bestående af 4 bueben i stedet for 2, skal sikre ensartethed og konsistens. Buebenene er fæstnet i en to-delt aluminiumslomme øverst på håndsektionen som har et fremspring, der passer ind i en hak i benet og medfører et solidt fæste.
En vibrationsdæmpende fod monteret på indersiden af lommen omslutter hvert bueben-stykke. Ved justering af trækvægten skal de 2 skruer på foden løsnes inden justering af vægten på den store umbraco bolt.

HÅNDSEKTION (Riser)
Bear Anarchy har flydende former og linier, afrundede kanter og er næsten helt ret i formen. Håndsektionen er skåret i åbent format med store udskæringer, og er blevet lettere end Bear’s tidligere designs. Buen er forsynet med en “4×4 Roller Guard” som også er lettere end tidl. modeller.

Alt i alt giver dette en bue på kun 1,7 kilo (3.8 pounds) hvilket gør den let at bære rundt i terrænet.

Grebet giver dig 2 muligheder. Fra fabrikken er der monteret et udmærket gummigreb som er behageligt i koldt vejr. Grebet forhindrer dog i nogen grad, hånden i at glide naturligt “på plads” på buen. Piller man gummigrebet af, får man et noget bedre greb og hånden falder mere naturligt på plads for et ensartet greb i hvert skud. I den kolde tid er gummigrebet dog at foretrække.

STRENGEDÆMPERE
BEAR har på Anarchy, ligesom på mange andre Bear buer, forsynet buen med 2 strengedæmpere kaldet “Dual Arc Offset String Suppressors” der i 2012 er fastgjort til håndsektionen med 2 umbraco skruer.  Bear har brugt high-speed fotografering til at fastsætte den bedste position på strengen for maksimal dæmpende effekt.


Gummi-enderne som stopper strengen er dog lavet af ret blødt gummi som stille og roligt bliver savet igennem af strengen – Bear anser disse dampers som en forbrugsvare og skal nok skiftes ved hver 1500 skud. Ligeledes er strengedæmperen hård ved beviklinger på strengen.

 

DESIGN OG BRUGSOPLEVELSE

Buen er simpelt hen velskydende og har en rigtig fin balance der gør den nem at holde meget roligt hvilket bl.a. skyldes den relativt langer håndsektion på 35.25 tommer ATA (aksel til aksel) Med 7.25 tommer i strengehøjde er den også meget tilgivende overfor småfejl som skytten laver. Navnlig opleves dette ved skydning fra forskellige skydestillinger på f.eks. 3D anlæg. Man rammer som regel rimeligt ensartet uanset skydestilling og småfejl.
Jeg vil vove den påstand at denne bue er næsten lige så tilgivende som ens egen mor er det…
Buens vægt er også hel perfekt med sine kun 3.8 pund er det lykkedes for BEAR Archery, at frembringe en utrolig harmonisk og velskydende bue som man ikke får lange lemmer af når den skal slæbes rundt på 3D banen eller på jagt.
Balancen er ret perfekt og uden stabilisator falder buen kun en anelse bagover. Rekyl er knapt mærkbar.

Optrækket er meget behageligt og jævnt og smidigt og der er ingen ubehagelige toppe der skal overvindes. Det er en bue du kan trække igen og igen uden at blive træt.

Creep (krybning) – den korte distance der er fra fuldt optræk til strengen begynder at ville fremad, hvis du ikke holder trækket – er relativt lang på denne bue – på op til ca. 1 – 1,5 cm.
Dette gør at buen ikke “rykker din arm og skulder halvt af” hvis du kryber for meget – du bliver advaret i rimelig tid, hvilket jeg sætter stor pris på! – Jeg har meget svært ved at vænne mig til buer med ultra kort “creep” tolerance. Det er enormt ubehageligt at opleve en speed bue med “overdrive-cams” og nul-tolerance på kryb. Første gang man har fået flået skulderen halvt af led, får man svært ved at stole på buen i de næste mange skud… Dette opleves aldrig med en Anarchy!
De jægere der skyder fra hochstand eller tree-stand ved, at nå man læner sig fremad og nedad, kan man ufrivilligt nemt komme til at krybe en smule – og så er det ikke ret smart hvis buestrengen får for tidlig …afgang 🙂

Støj
De 2 Dual Arc strengedæmpere gør et fint arbejde og buen er meget lydløs at skyde med. Anarchy’en  er absolut en af de mere lydløse i klassen – selv uden lyddæmpende foranstaltninger!

Hastighed
Spændt op på 68 pund, 29″ træk og en pil på 398 grains (25,8 gram) har jeg målt buen til 289 fps og 301 fps med en 358 grains pil – ikke vanvittigt hurtigt, men stadig rimeligt fin hastighed til al 3D skydning og anslagsenergi (J) nok til de fleste vildt mindre end en elefant!
IBO rating (hastighedsstandard) var af BEAR, til at begynde med – og i hele salgs-sæsonen, opgivet til 340 FPS .
Jeg har hele tiden haft vanskeligt ved at opnå hastigheder der bare kom i nærheden af dette – nærmere pænt langt fra…
Det virker også meget usandsynligt at en single-cam bue med 7.25 strengehøjde kan opnå en hastighed over 340 fps når alle andre Single Cam bueproducenter ikke kan få dem over 330!

Efter at Bear nu har lanceret 5 nye buer i deres 2013 program, er IBO hastigheden for Anarchy, officielt, pludseligt faldet til 330 fps! – hmm… endnu et argument for at man ikke skal købe bue efter IBO-penisforlængelses-hysteriet i USA!!!
Desuden er der sikkert ikke 2 bueproducenter der sætter buerne ens op til IBO test. Nogle benytter fx. strenge og kabler med kun 16 tråde til IBO rating hvor en konventionel streng har ca 22 tråde osv osv.

Hvis jeg lægger mine data ind i en IBO Calculator der kan udregne teoretisk hastighed – rammer min bue 323 fps – hvilket jo stadig er fint…

Finish
Designet og linierne er harmoniske og det er en flot bue. finish er også ok og buen fås i Realtree APG Camo og Shadow sort.

Stabilitet
Efter 1000 skud og efter at have skruet buen op og ned i vægt mange gange, er der ikke noget nævneværdigt cam-lean eller trimnings-issues at observere.
Denne bue bare skyder og skyder – meget stabilt.

Problemer / ulemper
Ifølge mange har buen svært ved at opnå de opgivede IBO hastigheder. Der skulle forekomme relativt store udsving i hvad buerne maxer ud på i pund. Den jeg har max’er ud på 68 pund og andre max’er ud på 72#
Strengedæmper gummi slides ret hurtigt op.
Har oplevet at bueben skrider i lommerne.
Måtte ret hurtigt skifte strenge
Længde: Buen er relativt lang og kan i visse tilfælde være vanskelig at benytte i bevoksning og treestand.

Pris
Rå bue fås fra omkring 6200 kr i DK

Generel skydeoplevelse
Denne bue er en utrolig letskudt og i min optik, et godt valg for både helt nye og mere erfarne bueskytter – en bue for alle!
Af de 3 buer jeg foreløbig! har testet i 2012 er denne bue klart den mest behagelige bue at skyde med. Man bliver lynhurtig fortrolig med den og kan man “leve” med en hastighed omkring  290 fps – er den et rigtigt godt valg til buejagt.

T&S derude!

Næste artikel omhandler Bowtech Insanity CPX – når jeg får tid og lyst til at grifle lidt for Jer buenørder 🙂
Husk at dele på FB og abonnér gerne på denne Blog – tak 🙂

GOHUNTING RATING: 0-5 STJERNER

4star – Design
3star – Finish
4star – Forgiveness
3star – Hastighed/Speed
3star – Tuningsmulighed/lethed
3star – Skydeegenskaber
4star – Trækkurve lethed
4star – Creep-tilgivelse
4star – takedown lethed
3star – Backwall
3star – Vibration
4star – Lavt støjniveau
4star – Vægt
4star –  Balance
4star – Justering af træklgd. (Der skal IKKE bruges presse – moduler købes)
2star – Fabriksstrenge kvalitet (Giver sig en del)
2star – Byggekvalitet, opfattet
2star – Robusthed (Tage den med i vildmarken på en USD 50.000 jagt?)
3star – Egnethed som begynderbue
3star – Value for money

TOTAL: 66 Stjerner af 100

TEST – VIDEO – OUTDOOR PRODUCTREVIEW

1 Comment

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Skriv resultatet for at poste *