Bliv bedre med riflen – minikursus

Ofte når jeg er på riffelbanen, møder jeg riffelskytter som med små korrektioner sagtens kan forbedre deres skydning markant.
Det kan også være du gerne vil være bedre forberedt til riffelprøven?

Derfor har jeg sammensat et individuelt kursus på 2-3 timer, hvor vi først gennemgår våbnet, laver våbenkontrol, kontrol af montage, kikkert og får en snak om ammunition samt grundlæggende teori omkring våben, projektiler og skydning.
Der øves skydeteknik, aftræksteknik, skydestillinger mm.
Skytten skal selv medbringe våben, ammunition (ca. 30-40 stk) og relevante jagtremedier – skydestok og høreværn mv.

Jeg kan garantere, at du får fuldt udbytte af dette minikursus!

Pris for 1 person i 2 timer er kr. 950kr.
Baneleje pr. time kr. 80,- tilkommer.

Der kan også laves arrangement for op til 2-4 personer – 3 timer.

pris pr. person ved 2 personer 800kr.
pris pr. person ved 3 personer 700kr
pris pr. person ved 4 personer 600 kr.
Baneleje pr. bane er 80kr/time (man kan f.eks. godt deles 2 personer om en bane)

Arrangementerne kan foregå på hverdagsaftener fra mandag til torsdag fra kl 17-21 eller lørdage fra kl 10-14.
Booking sker efter aftale og ved forudbetaling via mobilepay eller bankoverførsel efter nærmere aftale.

Arrangementet foregår på VestFyn, tæt på motorvej E20.

Ja tak – jeg vil gerne kontaktes vedr. individuelt riffelkursus – brug denne formular:

Hvem står bag Gohunting? – læs mere…

Efter skovens konge…

Det glatragede hoved, de stålgrå, smalle øjne og den markante ansigtsprofil afslørede at her var en mand med karaktér.
Manden var omkring 50,  og så ud til at være i god fysisk form.

“Jurek is your hunter and guide” sagde Joanna, der var tolk på reviret.

Jurek, der lignede Telly Savalas, aka “Kojak”, havde et stålsat blik og stirrede mig direkte i øjnene uden at fortrække en mine.
Jeg gengældte blikket og rakte hånden frem og stak ham næven og lagde med vilje et godt fast tryk i den urgamle håndhilsen.

Det faste greb blev gengældt og en næsten usynlig trækning løb hen over mandens ansigt, der langsomt tøede op, da han mærkede styrken i mit håndtryk. En vag trækning i mundvigene udtrykte tilfredshed med situationen.
Jeg var accepteret – so far so good…

Et fast blik og et godt fast håndtryk siger ofte mere end tusind ord – vi var enige om alvoren i de forestående dages jagt på skovens konger
– det ville blive svært, spændende og krævede samarbejde, fælles forståelse, beslutsomhed og god skydning for at opnå et godt resultat.

Nu kunne 4 dages jagteventyr på de majestætiske kronhjorte begynde…  ….

FORBEREDELSEN
I månederne op til jagtrejsen til Polen, havde jeg gennemsøgt markedet for jagtrejser på kronhjort blandt flere udbydere.
Jeg var ikke specielt fokuseret på prisen, da man også inden for jagtrejser, som regel får hvad man betaler for.
Derimod betyder det mere for mig, at arrangøren har en stor viden om de revirer de tilbyder, da de derved kan foreslå det rigtige revir til de krav jeg stiller til jagtformen, guiden, indkvartering mv.
Min gode jagtkammerat Heine skulle med og debutere som hjortejæger og det var vigtigt for mig at han ville få en rigtig god oplevelse.
Valget faldt på et revir i det vestlige Polen nær Kalisz Pomorski hvor jagtretten tilbydes af Gamekeeper Hunting Tours som drives af de 2 passionerede og meget erfarne jægere, Henrik Mortensen og Kenneth Banke og deres hustruer.

Nu rejser jeg med gerne med flere bureauer, da de alle har deres spidskompetencer, men til denne tur kunne jeg mærke, at der blev lyttet særligt til mine ønsker, og de forslag der kom på bordet, stemte overens med de krav jeg umiddelbart havde stillet:
– brug af bil, kun til transport til reviret,
– primært jagt som pürsch til fods
– anstand i hochstand kun når pürsch ikke var mulig
– en god bestand af pæne hjorte
– mulighed for en stor hjort
– gerne brunstjagt mens det er lyst

Et hurtigt check på referencer var tilfredsstillende og turen blev booket hos Gamekeeper.

Nu er jeg ikke nogen novice med en riffel, ej heller med hjortejagt, men uanset hvor meget erfaring man har med det ene og det andet, er grundig forberedelse altid med til at gøre turen bedre i alle henseender.

Jeg havde foreberedt mig godt på denne tur og trænet flittigt med riflen, trænet skydestillinger, brug af skydestok og hurtige skud og testet forskellige ladninger til 7mm’eren og 338’eren.

En kronhjort i brunst, fyldt med hormoner og masser af kampiver, kan tåle et “gedigent pulver” og stiller derfor visse krav til kaliber og ammunition for at sikre et hurtigt og humant drab. Kronhjort kan sagtens nedlægges med f.eks. kal. 6,5×55 med en god kugle, men er man uheldig med et dårligt skud, er det også ensbetydende med en lang eftersøgning og ødelagte jagtdage og nattesøvn.
Valget af våben faldt derfor på min norske Kongsberg riffel i kaliber 338 Winchester Magnum der kan sende en 13 grams Nosler Accubond ud med ca. 900 m/s og én af de mest dødbringende patroner jeg har brugt til hjortestort vildt. Jeg medbragte desuden min Svenske Varberger 7mm Remington Magnum som også yder stor slagkraft til hjortene med en 10,4 grams Nosler kugle. 7mm’eren er noget lettere og foretrukket til længere pürsch i mere åbent terræn med længere skudafstande.

En backupriffel tager jeg altid med på kortere og ukomplicerede ture som f.eks. til Skotland, England Polen, Tyskland og Sverige hvor jeg selv kan køre til.
Sker der noget med den ene riffel, er turen ofte reddet og har prøvet det et par gange gennem tiden.

Alt grej blev chekket og afprøvet inden afrejse og den 18. september 2014 drog vi afsted.

ANKOMST
Efter ca. 8 timers kørsel, ankom vi til reviret i det skovrige Kalisz Pomorski område i det nordvestlige Polen.
Vejen derned gennem Nordtyskland, på nyanlagte og nærmest tomme motorveje, gik legende let og vi var ikke specielt trætte ved ankomsten. Vi blev godt modtaget på det lille pensionat og fik anvist til vore værelser, hvor vi lige kunne nå at pakke ud og få en time på øjet inden briefing med jagtguiderne og tolken kl 16.

Pensionatet er smukt beliggende ned til en stor sø og værelserne var fine og rummelige med eget bad og toilet.
Jeg fik pakket ud, lagt grejet parat og lagde mig på sengen, trak vejret dybt og faldt hurtigt i en let søvn…
Kl. 1530 ringede vækkeuret og jeg hoppede hurtigt i tøjet og gik ned for at spise den obligatoriske tomatsuppe med ris efterfulgt af en meget stor snitzel med tilbehør.

Værtsparret var venlige og lod os spise i fred og ro – det var nu ikke megen appetit man havde – der var sommerfugle i maven og tankerne kredsede om den forestående aftens jagt.

Kl. 16.00 ankom guider og tolk og vi fik sagt pænt goddag og fik en god information omkring jagten og terrænnet.
Ligeledes fik vi udtrykt vore ønsker til hvordan jagten skulle foregå og hvilke størrelser trofæer vi ønskede at nedlægge.
Tolken Joanna, en yngre kvinde ansat ved det lokale skovvæsen, viste tydeligt stor entusiasme inden for jagt og vildtpleje og havde studeret vildtbiologi ved universitet og var nu i færd med at videreføre sin viden ud i praksis, iført gummirøjsere og slidte jeans.
Hun fortalte om området, skoven og vildtbestanden, samt hvorledes forholdene nu var på dette distrikt, der i alt dækker ca. 8.000 ha med 2.000 ha skov.
Der skulle gerne nedlægges 14-15 hjorte samt 115 vildsvin i denne sæson.

Med en afmålt autoritet, forklarede hun vore jagtguider hvorledes vi ønskede jagten skulle foregå – jeg ville gerne skyde en så stor hjort som muligt og Heine en hjort på 5-6 kg trofævægt, hvilket skule være chancer for på dette terræn.
Med til introduktionen, fik vi også forklaret, at der de seneste uger var faldet rigtigt meget regn og at der derfor var ekstremt mange svampe i skoven. Og når der er mange svampe, er der også mange svampeplukkere – og dem hader kronvildtet desværre også.
Vi måtte derfor forberede os på, at hjortene først ville begynde at brøle lige omkring solnedgang og at jagten ville blive lidt mere udfordrende i denne formidable svampesæson.

FØRSTE AFTEN

Guiden Jurek og jeg fik lagt grejet ind i den lille firhjulstrækker, og trillede afsted ud ad de små asfaltveje inden vi drejede ind ad den første skovvej.
Jeg kunne genkende det meste af ruten fra mine studier på google street view. Google havde været forbi året før, og kørt ad de fleste veje i området. Dette var kun med til at øge glæden, i og med man hjemmefra kunne danne sig et indtryk af landskabet, skovene og terrænnet. Jeg havde desuden studeret satellit fotos af jagtområdet og det gjorde bare det hele mere spændende og føltes rart, at være rigtigt godt forberedt.
Sammen med de mange timer på skydebanen følte jeg mig særdeles klar til mødet med kronhjortene – og nu var jeg afsted – vildt!

Vi parkerede bilen i en skovkant og lukkede dørene stille. Daypack rygsækken blev fyldt med lidt sodavand og et par underberger samt myggebalsam og en plade chokolade. Jurek talte kun polsk, men når man er på jagt behøver man ikke ret meget snak alligevel og kan nemt gøre sig forståeligt – jagt er jagt og kræver som regel ikke det store ordforråd mellem jægersmænd.
Jurek tog min skydestok og gik forrest ind i fyrreskoven.

Solen stod stadig 8 fingerbredder over horisonten og vidnede om, at der stadig manglede 2 timer inden den ville blive opslugt af trækronernes takkede horisont.
Det var stadig lunt og fluerne svirrede i den stille skovluft der duftede af den udsivende harpiks fra de gamle fyrrestammer. Næsten ingen vind og næsten ingen lyde – hvert skridt i den tørre skovbund kunne høres mere end man brød sig om.

En sortspætte brød i ny og næ stilheden med sit skrig, mens vi langsomt og stille gled gennem skoven. Jurek stoppede ind i mellem og vi stod og lyttede – men der var ganske stille.
Vi passerede en lille lysning og fik med det samme den ramme stank af brunst i næseborene. Brunstlugten er en skarp lugt som man ikke tager fejl af og i bunden af lysningen lå en søleplads som tydeligt var i brug.

Der var kun 3 fingerbredder tilbage inden solen ville nå horisonten, da det første brunstbrøl gennemskar den klare stilhed i skoven.
Et langt “ruuuuuoooaarrr” efterfulgt af nogle meget dybe stødvise grynt afslørede, at hjorten blot var nogle hundrede meter borte.
Jurek stivnede og jeg ligeså – “Grosser hirsch” hviskede han – årrhhh det var næsten ikke til at holde ud. Lyden som jeg havde glædet mig til at høre i månedsvis gjaldede nu gennem skoven for fuld udblæsning.
Lyden får de små nakkehår til at rejse sig, lyden der får alle dine muskelfibre til at fylde sig med iltrigt blod mens hjertet begynder at hamre løs i brystet.
Lyden som er urgammel og som bare vækker noget helt specielt i enhver jæger der hører det – særligt den første gang.

Jeg vred lidt med kæben og fik et par propper ud af ørene og undlod at blinke i et minuts tid tid for at få øjnene til at løbe i vand og skylle dagens støv ud.
Jeg chekkede forsigtigt og lydløst riflen og stillede forstørrelsen ned på 3 – jeg var i jagtmode!

Skoven var tæt her, med høje gamle skovfyr og tæt opvækst af unge fyrretræer nedenunder. Jurek gestikulerede, at hjorten nok stadig sad med sine hinder inde i den tætte underskov. Vi drejede skarpt til højre for at komme i lidt bedre vind, men jeg var klar over at en pürsch til en siddende hjort med mange hinder nok ville blive nærmest umulig i den tætte underskov.
Vi listede tættere på, men et par opmærksomme hinder fik åbenbart fornemmelsen af os. Vi nåede kun lige at se et glimt af hjorten da han sammen med 10 hinder, passerede skovvejen et par hundrede meter borte. Det var en stærk 12-ender med stort udlæg og tyk manke – klart en god hjort.
Jurek tog en beslutning og vi gik gennem skoven parallelt med dyrene, mens vi holdt en pæn afstand.

Efter en halv time kom vi ud til en stor eng omkranset af skov på alle sider. Jurek forklarede så godt han kunne, at hjorten nok ville komme herud senere for at markere sig og forsøge at samle flere hinder. Der var flere hochstande i skovkanten og vi kravlede op i en af dem og fik sat os til rette.

Der var et kvarter til solnedgang da hjorten igen gav lyd fra sig nogle hundrede meter bag os.
En anden hjort stemte i længere borte og inden der var gået 10 minutter kunne vi høre mindst 6-7 hjorte brøle.
Alene brøle-koncerten ville have været rigeligt for mig den første aften – det var en fantastisk følelse og oplevelse i sig selv og gav spændingen et ekstra løft.

En yngre hjort og 2 hinder trådte ud på engen i den sidste aftensol ca. 200 meter borte. Han stirrede ind i skoven hvor “min” hjort endnu engang brølede – han kom nærmere! – de dybe brøl blev mere og mere tydelige og spændingen steg og steg i den lille hochstand.
Jeg holdte min iphone op foran sigtekikkerten og fik taget et billede af den unge nervøse hjort.

Den unge hjort forsvandt ud over engen mens hjortene stadig brølede løs inde i de tætte fyrretræer.
Det var som om at den store eng tiltrak hjorte fra alle retninger – denne  eng var åbenbart brunstplads for mange af de elskovs- og kamplystne kronhjorte.

Solen var gået ned da den første hind trådte ud på engen på vores venstre side. Efter den fulgte endnu en hind og endnu et par stykker. Langsomt bevægede de sig ud på engen mens de ivrigt græssede de friske skud i sig. Jeg kunne se på Jurek, at han holdt meget øje med skovbrynet og gjorde mig langsomt klar. Mon min hjort ville følge efter disse hinder?
Efter 15 minutter stod der 12 hinder ude på engen og der var ikke kommet flere dyr ud i et stykke tid.
Da vendte en af hinderne sig og spejdede ind mod skovkanten – så vidste både Jurek og jeg at der måtte komme et dyr mere, men hvilket?

Det var ved at mørkne og farverne begyndte langsomt at tone over i grå nuancer. Jeg tændte lyset i leupold’en og chekkede at forstørrelsen stod på ca. 7 hvor den ville tage maksimalt lys ind på største forstørrelse. Med 50mm linse ville en forstørrelse på 7 give en udtrædelsespupil på ca. 7mm som er det maksimale øjet kan udnytte lys ved. Hinderne stod ca. 130 meter ude og spejdede nu alle ind mod skovbrynet.

Pludselig lød et øresønderivende brøl fra skovbrynet og hjorten gled langsomt ud på engen.
Jurek chekkede hjorten i kikkerten og kiggede spørgende på mig. “OK?” hviskede han spørgende – jeg lagde riflen op på gelænderet og tog hjorten i øjesyn gennem sigtekikkerten, “Alter hirsch – ALT” hviskede Jurek – jo, det var den hjort vi havde set tidligere – en flot stærk 12-ender med stor tyk manke.
Jeg ville bestemt gerne nedlægge denne hjort og nikkede til Jurek “OK!” og Jurek nikkede og hviskede “Ja, gute hirsch – sehr ALT – Schiessen!”

Jeg afsikrede 7mm’eren lydløst og lod hjorten glide lidt længere ud på engen, hvor den langsom gik op ad en bakke mod hinderne ca. 130 meter borte.
Den stoppede og drejede det store gevir rundt og brølede atter på fuld kraft, så det gjaldede ud over engen.
Da den var færdig med brølet fandt den svagt lysende prik i trådkorset, skulderbladet på hjorten og jeg lod kuglen gå! -Whoom!
Skuddet rullede ud over engen og hjorten sank øjeblikkeligt sammen på stedet.
Jeg repeterede omgående og kunne høre det tomme hylster ramme træværket i bunden af hochstanden.
Vi holdt øje med hjorten der stadig lå på stedet. Pludselig gjorde den et afsæt med bagbenene fik sig rejst halvt op igen.
Jeg skød øjeblikkeligt og traf igen skulderbladet der slog hjorten omkuld. Denne gang blev han liggende og der blev hurtigt stille.

Jurek drejede hovedet og hans ansigt lyste op i et stort smil “Jaaa, guter hirsch – guter schuss!” og den mådeholdne lidt afmålte mine han havde startet dagen med, var nu afløst af stor glæde, mens han overøste mig med lykønskninger og tilfredse fraser på polsk, så det var en sand fornøjelse.
Han sendte et tilfreds blik i retning af hvor Heine og den anden polske jæger var på jagt, mumlede noget på polsk efterfulgt af et lille grin – de to guider havde åbenbart et eller andet væddemål i gang.

Vi blev siddende lidt i hochstanden og ventede ca. 15 minutter før vi pakkede grejet sammen oppe i tårnet.
Manner, hvor havde det været en vild start på jagten og de følgende 15 minutters venten, var det jeg havde brug for, for at få alle indtrykkene til at bundfælde sig i den rigtige rækkefølge.
I mine unge jagtdage kunne det næsten ikke gå hurtigt nok med at komme ned til det nedlagte vildt, men gennem årene har jeg lært at sætte pris på de gyldne øjeblikke efter skuddet, og sidde og nyde den store oplevelse. Indtrykkene skal nå at bundfælde sig og jeg husker at sige tak til de højere magter og tak til guiden.

Langsomt kravlede vi ned af tårnet og gik op mod hjorten – i samme nu drønede et skud en kilometer borte. Heine måtte også have haft heldet med sig!
Så atter et skud! – bare det nu var gået godt…

Der blev stille og vi nåede op til hjorten – og sikke en flot hjort – et fantastisk og imponerende dyr lå foran mine fødder!
Begge skud sad perfekt på bladet.

Jurek omfavnede mig endnu engang og ønskede tillykke og rakte mig med venstre hånd en kvist fra en spidsløn han havde smurt ind i hjortens schweiss og rakte mig næven – “Darz bór” – jeg tog imod kvisten med venstre hånd og trykkede ham i næven. Han pegede i retning mod bilen og sagde, at han ville hente bilen og at jeg bare skulle blive ved hjorten.
Det havde jeg ikke det fjerneste imod – jeg trængte til at sidde i fred og ro og nyde oplevelsen helt til bunds.
Sikke en første aften – masser af action, skønt jagtvejr, super jagt og toppet med en fantastisk jagtoplevelse og et flot stykke vildt.

Da Jurek var gået, lagde jeg mig ned i græsset ved siden af hjorten, og med et blik op i den stjerneklare september himmel, kunne jeg lade alle dagens store indtryk bundfælde sig alt imens hjortene på ny, begyndte at brøle rundt omkring mig…

Jeg var i jagtparadis…

Jagtrejsearrangør: Gamekeeper Hunting Tours
Gear & grej:
Beklædning: Härkila Stealth sæt, Härkila Q-fleece sæt, Härkila Lynx støvler
Kikkertrem og rygsæk: Badlands og Tenzing
Våben: Kongsberg 393 cal. 338WM, Varberger 717 cal 7mm Rem. Mag.
Ammo: Håndladet med Norma komponenter og Nosler Accubond projektiler
Optik: Leupold VX-R 3-9×50 sigtekikkert og swarovski håndkikkert
Skydestok: 2-benet primos

.308 Winchester – elsket og hadet (mest elsket)

Efter privat at have ejet 75 (!) forskellige jagtrifler over 36 år, i 30 kalibre fra 223 Remington til 375 H&H, endte jeg alligevel undervejs op med at købe en riffel med den patron jeg altid havde undgået – 308 Winchester!
Riflen jeg havde forelsket mig i, havde en særdeles flot skæfte – men men men! – desværre i kaliber 308Winchester! – men jeg måtte eje det flotte skæfte – og så var der jo ingen vej uden om…

Hvorfor havde jeg undgået 308 Winchester? Som genlader synes jeg der var alt for lidt hylstervolumen til så stort et projektil, der kun med nød og næppe kunne sende et 11,7 grams projektil afsted lige omkring 800 m/s.
I Norge kaldes patronen for “automatdværgen” – et øgenavn den har fået for at have begrænset krudtvolumen ift. projektildiameteren og oprindeligt konstrueret til automatvåben.

Nu var jeg tvunget til at afprøve denne ellers meget udbredte patron og havde ikke de store forventninger – men jeg blev hurtigt klogere!

—

Udviklingen af 308 Winchester startede kort efter Første Verdenskrig som en militær bestræbelse på at erstatte den noget større 30-06 springfield (7,62×63).

Først omkring slutningen af Anden Verdenskrig blev udviklingen endelig færdiggjort. Med tilpasning af kaliber 300 Savage fremkom våbeningeniørerne med den såkaldte T-65 patron. T-65’eren kunne opnå en ydelse tæt på 30-06, men i en mindre udgave, som kunne benyttes i våben med kortere lås.
Endelig, med en del småjusteringer, blev T-65 standardiseret som kaliber 7.62 NATO i begyndelsen af 1950’erne.
I forbindelse med introduktionen fremkom denne nye patron i bl.a. i M60 maskingeværet og M14 stormgeværet.

Våben og ammunitionsfabrikanten Winchester så muligheder i patronen og i 1952 og lanceredes  patronen på det civile marked som .308 Winchester i den populære Model 70 riffel.

Er 7,62 NATO og 308 Winchester nøjagtig den samme patron? – Nej, der er faktisk meget små forskelle i hylsterspecifikationerne (indvendigt) og der er mange holdninger til, om militær 7,62 NATO ammunition bør benyttes i våben i kal. 308W og omvendt – men for at gøre det nemt – så benyt den ammunition dit våben er konstrueret til!

—

Jeg erhvervede mig i 2011 den omtalte riffel – en Kongsberg 393 i kaliber 308W – og som nævnt, KUN fordi den havde et super flot skæfte.
Planen var så, at skæftet så skulle flyttes over på den 6,5×55 jeg ejede i forvejen. Herefter skulle 308’eren sælges – “jeg skulle da ikke eje en riffel i dette værdiløse og svage dværgkaliber!
Jeg bryggede dog alligevel nogle skud til den og tog den med på skydebanen.

Første tur på skydebanen gik særdeles godt. Jeg havde lavet lidt forskellige ladninger og projektiler, men næsten uanset hvad jeg puttede i våbnet, lavede den skudgrupper der sad uhyre tæt.
Rekylen var meget mere behagelig end de 30-06’ere jeg har ejet og udganghastigheden kun marginalt mindre – 20-30 m/s

Jeg fattede interesse for patronen og måtte konstatere, at næsten ligegyldigt hvad jeg hældte i af krudt og projektiler – ligegyldigt om piben var brandvarm eller kold – så skød den mere eller mindre bare hul i hul hver gang – også selvom piben ikke var passet særligt godt og fyldt med krudslam og kobberaflejringer – ja så blev den bare ved med at sætte skuddene oven i hinanden.

Jeg forbarmede mig faktisk over den og lod 338’eren blive hjemme og tog den med på vildsvinejagt i Sverige hvor den effektivt og sikkert aflivede 2 vildsvin. Langsomt, men sikkert forsvandt min hadefulde skepsis over for denne patron og kom frem til, at 308 Winchester er en særdeles præcis, alsidig, økonomisk og effektiv standardpatron til jagt på på det meste Europæiske og nordamerikanske vildt.

Det er der flere årsager til: Først og fremmest drejer riffeljagt sig om, at sætte skuddet perfekt.

Som en klog mand engang sagde – “Det vigtigste er hvor kuglen sidder, og ikke hvad den hedder” Men det at sætte kuglen perfekt er også svært nok i sig selv – og her kommer den milde rekyl fra denne patron ind i billedet.

Som riffelinstruktør, har jeg gennem årene set mange ny og ældre skytter fejle grelt på skydebanen hvor skudafgivelsen bære tydeligt præg af, at de er bange for våbnet. Ofte skyldes det en ubevidst frygt for rekylen – og mange af disse er startet ud med f.eks. kaliber 30-06.

Den milde rekyl fra 308 Winchester, bør alle kunne lære at skyde med. Den er også velegnet til kvindelige skytter, som alt andet lige har en mindre kropsmasse til at optage rekyl med, end de fleste mænd. Personligt har jeg ikke noget imod at få nogle tæsk fra min 338 Winchester Magnum, men den får altså også lov til at blive hjemme i skabet når jeg skal på banen. Efter 5-8 skud er jeg banket mør med 338’eren.
Med 308’eren kan du derimod nemt holde ud, at affyre 20-30 skud inden for kortere tid, uden at blive skudtræt.

Genladning af 308 Winchester 
308 Winchester er så godt skruet sammen, at det bare er og bliver en af de mest præcise medium bore patroner i verden.

Patronen er så udbredt, at alle krudtfabrikanter med respekt for sig selv, har udviklet en særlig krudttype designet til 308 winchester. Udnyttelsen af det relativt begrænsede krudtvolumen i hylstret gør at specialdesignede krudttyper giver maksimal udnyttelse af det lille hylster. Af typer kan nævnes Norma 202, Vihtavuori N135, Hodgdon BLC-2 ReloadSwiss RS50 med flere.

Det korte hylster gør, at man når man genlader 308win, altid får en fyldningsgrad tæt på 100% – herved pakker krudtet meget ens fra patron til patron og giver meget ens skudbilleder, tryk og skudgrupper.
Det korte hylster gør også at man nemt får lavet hylstret helt lige og koncentrisk – modsat andre lange hylstre som f.eks. 30-06, 7×64 mv. hvor man skal gøre sig lidt mere umage med kalibreringen.
Tilgangen til tomme hylstre er enorm og man kan altid finde brugte hylstre på mange af landets skydebaner.
Projektiler fås fra 7,1 gram (110 grains) til 14,3 gram (220 grains), hvor man oftest når grænsen for hvad der giver acceptabel ydelse i 308 win ved 11,7 gram(180grains)
308 Winchester er derfor en af de nemmeste patroner at genlade.

Blyfri til 308 winchester
Efter blyforbudets indførelse i 2024,  er den maksimale projektilvægt der kan anbefalesr 10,7 gram (165grains) og de fleste rifler skyder bedst med 9,7 grams (150 grains) blyfrie projektiler.
Det har egentlig ikke så meget med vægten at gøre, men derimod længden af projektilet. Da kobber er noget lettere end bly, vil blyfrie projektiler i samme vægt som en blyholdige, være meget længere.
Plejer man at benytte 11,7 grams blyholdige skal man gå et trin ned til 10,7 grams eller måske 9,7 gram.

Kort pibe og lyddæmper?
Ofte tilbydes 308win rifler med kort pibe som er velegnet til f.eks. lyddæmper. Selvom der traditionelt sættes en 56-57cm pibe på jagtrifler, er hastighedstabet ikke særligt stort ved 308win med en 51cm pibe  på grund af optimeringen af krudt og krudttyper i det lille hylster.
Man skal derfor ikke være ked af at få afkortet en lang pibe på f.eks. 56-57cm  til 48-51cm så der er plads til lyddæmperen.
Standard stigning i piben er 1:11.

Dræbeevnen
Til det meste europæiske vildt, er et godt konstrueret projektil på 10,5 – 13 gram, særdeles effektivt i kaliber 308W. Ladet op med en 10,7 grams (165 grains) jagtkugle, kan det opnå en udgangshastighed på omkring 850 m/s og dermed en anslagsenergi på 100 meter på omkring 3000 joule. Men vægt og hastighed er ikke det hele alene. Også den relativt store projektil diameter på 7,62mm laver en ganske god sårkanal ved ekspansion. En tommelfinger regel siger at sårkanalens diameter er 2 – 2,5 gange projektilets diameter = ca 15-19 mm for denne patron.

Når diameteren af det ekspanderende projektil øges, så stiger også dræbevnen – det er vel meget logisk. Sammenlignet med 6,5×55 med en 10 grams kugle vil jeg mene at 308W har ca. den samme rekyl, men en lidt bedre dræbeevne pga. den større sårkanal. At vælge en 30-06 med en 11,7 grams kugle giver ikke større sårkanal, men blot noget mere rekyl og kun lidt bedre gennemtrængningsevne.

Ballistik
Der hvor 308’eren i nogens øjne kan have sine begrænsninger er på langt hold. Men da de fleste sjældent nedlægger vildt længere væk en 200 meter, finder jeg det irrellevant at fokusere på dette i valget af patron. Faktisk har jeg flere gange med succes, ligget og skudt på 600m med 308 winchester hvor ingen af mine andre rifler kan være med. Dette skyldes dels den gode præcision som patronen er født med og dels de gode balistiske egenskaber som projektiler i .308 naturligt har.

Til jagt har jeg indskudt min 308’er på 100 meter og lært mig sætningen:
5-15-30-50
Hvor 5cm er det kuglen falder på 150 meter, 15cm på 200meter, 30cm på 250 meter og 50cm på 300m. Så kan jeg til enhver tid meget hurtigt og instinktivt udregne hvor meget jeg skal korrigere hvor jeg sigter – og det har endnu ikke slået fejl. Forskellen på 308W og 30-06 viser sig først efter 200m, hvor de fleste jægere afholder sig fra at afgive skud til vildt.

Økonomi og udvalg
308 Winchester er nok den mest udbredte jagtpatron i verden. Herved har man altid tilgang til en god handel på våben med god gensalgsværdi og billig træningsammunition. Er man hjemmelader, er tilgangen til gratis hylstre enorm og udvalget af projektiler ligeledes meget stort. Man kan stort set skræddersy en patron til stort set alle formål.
Har du lige fået dig en 308Win og skal finde ammunition er der masser at vælge mellem.
På det seneste er der kommet en del amerikanske mærker på det danske marked efter at man skal benytte blyfri ammunition. F.eks. kan det anbefales at teste Hornady CX, Federal Power-shock, Nosler E-tip som alle kan købes til acceptable priser. De nordiske og Europæiske mærker byder på f.eks.  Norma Ecostrike, Lapua Naturalis, Sako Powerhead blade og RWS Evo green er også god ammunition der dog ofte er en kende dyrere.

Sauer 202 Synchro XT Compact – i kaliber 308 Winchester – én af de mange 308win rifler jeg har haft.

Omvendt!
Fra at være en af de skytter der altid kiggede misbilligende på denne patron, må jeg tilstå, at være blevet totalt omvendt. 308 Winchester er en genial patron i alle henseender: – Nem at skyde med,  behagelig rekyl, super præcision, billig øvelses ammunition, kæmpe udvalg i våben, stort udvalg af ammunition,  god dræbeevne, kan bruges til alle mellemstore vildtarter i verden, nem at sælge igen og god gensalgsværdi.

Kort og godt – hvis du ligesom jeg gjorde, går og rynker lidt på næsen af denne korte, men ret geniale patron – så skulle du måske tage at prøve en 308 Winchester alligevel hvis du går og kigger på ny riffel.

Glad jæger med 308W – Vildsvin på 75 kg og kronhjort på 175 kilo – fuldt gennemskud på begge dyr med en Nosler 10,7 grams accubond…
—

Den korte lås gør hurtig repetering til en leg…

Pürschstrategier 2 – Camouflage…

Ideen til denne artikel fremkom efter at have været på udkig efter noget nyt camo tøj.
Markedet og jagtforretningerne BUGNER i dag af camouflage tøj – hvad skal man vælge? – ofte aner personalet i butuikkerne ikke ret meget om camo.
Så her er et bud på hvad der findes, hvordan det virker og skulle gerne gøre det en smule nemmere for dig at vælge tøj, næste gang du skal i jagtbutikken.

—-

Ordet camouflage er af fransk oprindelse og betyder, at et fysisk objekt falder sammen med omgivelserne ved synsbedrag.

Camouflage er for de fleste af naturens dyr, fugle og fisk et spørgsmål om liv og død og har været en afgørende overlevelses teknik siden tidernes morgen.
Både rovdyr og byttedyr benytter sig af forskellige camouflageteknikker for at holde sig skjult.
Ofte er camouflagen sirligt tilpasset omgivelserne, fjenderne og habitatet. Camouflagen er formet gennem evolution der har stået på i millioner af år, hvor de individer med den bedste camouflage, har overlevet. Dermed har de disse individer ført arten videre.
Det er derfor ikke tilfældigt, at skovsneppen eller tigeren ser ud som de gør og at man ofte finder geografiske variationer i camouflagen inden for hver art.

Camouflage som findes i naturen fungerer på forskellig vis med forskelligt ”design” alt efter om det er et byttedyr, der bruger camouflage til at overleve ved at ligge stille og falde i med omgivelserne eller et rovdyr der er tvunget til at bevæge sig ind på et bytte og forblive uset.

Camouflage til jagtbrug har sikkert været brugt allerede blandt stenalderjægere, men i nyere tid, er tekstiler med camouflage blevet almindelig, og første gang brugt under 2. verdenskrig af amerikanske marinesoldater i Stillehavskrigen. I dag er camouflagetøj en megaindustri der omsætter milliarder af dollars årligt.

Der hersker ofte diskussion om nødvendigheden af camouflage i jægerkredse, men sikkert er dog, at en velovervejet camouflage kan medvirke til at holde jægeren skjult indtil vildtet er på skudhold – ikke mindst på pürschjagt.

Ofte har jeg selv oplevet følgende scenarie – jeg laver en “farelyd” ved at træde på en kvist – dyret stopper op og prøvet at lokalisere hvor lyden kom fra og dernæst bestemme hvad det var der lavede lyden – hvor er det og hvad er det.

Lyde får sjældent dyret til at tage flugten. Derimod er det enten synet eller lugtesansen der afgør sagen. Man oplever ofte at vinden er slået om og at dyret faktisk skal have ret store “doser” menneskefært hvis det skal tage flugten alene på grund af fært. Dyret prøver ofte at cirkulere området for at få et glimt af det farlige. Derimod er man omgående afsløret hvis man bliver set – din signatur/omrids er blevet genkendt.
Netop sløring af jægerens signatur er det essentielle i camouflage til jagt. Ved brug af effektiv camouflage kan man faktisk opleve at blive set, uden at det alarmerer vildtet – man er nemlig ikke blevet genkendt som noget “farligt”

Dette stiller jo i sig selv ret store krav til den camouflage man vælger og der er derfor god logik i, at tage stilling til hvilke egenskaber man ønsker fremhævet. Der er desuden de senere år kommet tekstiler på markedet, der udover at skjule jægeren for dyrenes syn, også kan tilbageholde eller nedtone jægerens egen lugt til en vis grænse. Dette vil jeg dog ikke komme ind på i denne artikel.

Camouflagestrategier i Naturen

Der findes der en lang række af camouflage strategier i naturen hvor den vigtigste i jagtøjemed her forklares:

Kryptisk Camouflage

Med kryptisk camouflage, gør man sig usynlig på ved at bruge mønstre og farver som matcher baggrunden.
Langt den overvejende del af camouflage som findes i naturen er kryptisk og benytter sig af en række forskellige taktikker.

Farve

Mange dyr der camouflerer sig har samme farve som omgivelserne. En parakit i regnskoven er grøn, en løve sandfarvet der matcher græsset på savannen.

Sammensat mønster

Mange dyr camouflerer sig in sammensatte mønstre der udvisker omridset/signaturen af dyret. Natravnen er et enestående eksempel på kryptysk camouflage med sammensat mønster.
Sammensatte mønstre kan have meget forskelligt design.
I sammensatte mønstre kan f.eks. indgå striber og pletter som hos tiger og leoparder.

Modskygge

Mange dyr, fugle, insekter og fisk er lysere på bugen end på ryggen. Dette skyldes, at ensfarvede objekter ser lysere ud på den side der bliver ramt af sollyset og mørkere på det som er skjult for solstrålerne.
Modskygge eliminerer forskellen i den opfattede farve. Ses også på løvinden ovenfor.

Camouflage – en givtig del af pürschstrategien

En velvalgt camouflage kan, hvis den bruges rigtigt, få jægeren tættere på vildtet. Camouflage alene er dog langt fra tilstrækkeligt til at forblive skjult, da bevægelser, lyd og lugt er mindst lige så afgørende faktorer. Man skal derfor ikke regne med, at man bare kan shoppe rundt i jagt butikkerne det ene minut og derefter være usynlig i skoven det næste.
Ved forsvaret lærer man f.eks. om de 4 b’er: Belysning, bevoksning, baggrund og bevægelse som en del af teknikken at holde sig skjult og dette, kombineret med effektiv camouflage kan få dig rigtigt tæt på vildtet.
I denne artikel er det dog kun camouflage der er fokus på.

Vintercamo er effektivt – find jægeren! – Härkila Kiruna snecamo i realtree APS

Teknisk set skal camouflage opfylde disse krav for at være en effektiv hjælp for jægeren:
1. få jægeren til at falde sammen med omgivelserne
2. sløre jægerens bevægelser
3. Nedbryde jægerens “signatur” (omridset af et menneske)

Hvis jægeren skal falde sammen med omgivelserne, kræver det en camo-type i mønster i farver og mosaik der matcher omgivelserne.
Hvis jægerens bevægelser skal sløres, må tekstilet ikke reflektere lys, men helst absorbere lys og gerne bestå af store kontraster mellem lyst og mørkt – gerne med lodrette striber i f.eks. skov.

Bevægelse er det sværeste at sløre og det som vildtet ofte er bedst til at se. Men hvordan skal man så komme tæt på vildtet hvis man ikke må bevæge sig?
Såfremt an benytter et rigtigt godt mønster er det faktisk indlysende. I naturen benytter jægere lige fra guldsmede til løver teknikken – De gør sig så små som muligt og bevæger sig direkte mod byttet!
Det forudsætter naturligvis, at man falder sammen med omgivelserne samtidig. Men gør man det, vil byttedyret ikke opdage jægeren, da man ikke foretager nogle store bevægelser, men blot langsomt og umærkeligt bliver større og større – skjult af sin camouflage – og det virker!

Jægerens signatur er meget vigtig at få sløret. Er signaturen synlig er alt andet stort set ligemeget.  En menneskes signatur er et “blueprint” på en alvorlig fare for f.eks. et stykke hjortevildt der omgående fortolker signaturen som farlig. Hvis man så samtidig bevæger sig er det helt umuligt.

Signaturen/omridset af et menneske – tydeligheden afhænger af camoflagen

Er din signatur ikke genkendelig er det faktisk også muligt at blive set af dyret uden at det flygter, da det blot opfatter dig som baggrundsstøj.
Signaturen eller dele af din signatur er ofte det der endeligt får dyret til at tage flugten når dyret benytter synet til at afsløre jægeren.

Valg af mønster

Når man skal vælge mønster handler det kort og godt om at vælge et mønster der passer til:

– det terræn man jager i
– den vildtart man jager
– den jagtform man driver

Der er nemlig stor forskel på hvordan de forskellige mønstre og farver fungerer og ses af byttedyrene.
Dermed er det også sagt, at der pr. dags dato, ikke findes ét camo-mønster der dur til al slags jagt, da omgivelserne, vejret, jagtformen og byttedyrene varierer.

Mønstre i jagtbeklædning – 5 typer

Stort set alt camotøj der findes på markedet er af den kryptiske type, men er alligevel meget forskellige og findes i mange mønstre og farver til mange formål.
Overordnet set, har jeg valgt at opdele camouflage mønstre i 5 grupper hvoraf nogle også ses i naturen:

Mikro mønster

Et fint mønster der får camouflanten/jægeren til at falde i med omgivelserne når man sidder stille – typisk mønster er sirlige mønstre af små prikker og linier.
I naturen er det ofte byttedyr, særligt fugle (ofte hunner) der har dette mønster. På rovdyrsiden har vi leoparden der ligger skjult i sin plettede mikrocamouflage parat til et overraskelsesangreb.
Mikro mønstre er generelt fantastiske på kort afstand hvor ”camouflanten” fuldstændigt forsvinder ind i omgivelserne. Rugende fugle er et godt eksempel herpå. Men lige så snart at mønstret betragtes på lidt større afstande, flyder mønstret ofte sammen til en mere eller mindre grå/brun solid masse hvorved signaturen/omridset afsløres nemt.
De mest kendte mønstre hvor mikro mønster indgår er f.eks. GORE OptiFade™ og Kryptek™ der dog begge kombinerer mikro og makro mønstre.

Mikromønster – kryptek camo indeholder mikro mønstre

Makro mønster

Er et groft mønster med store ensartede områder eller striber. Makro mønstret udmærker sig ved, at være eminent til at forvrænge signaturen/omridset af jægeren. Et eksempel fra naturen er tigeren. De  brede lodrette striber nedbryder signaturen effektivt. Tigeren jager ved bevægelse, og ved at snige sig tæt på dyret og indhente det i en slutspurt.
Jægere i naturen der bevæger sig under jagten men samtidig skal holde sig skjult har ofte striber eller store pletter.
Makro mønstre er meget effektive på mellem og lang afstand. På kort hold er de ikke specielt gode.
Eksempler på kommercielle camomønstre i makro mønster er f.eks. ASAT™ og Kuiu™

Makro camo mønster – kuiu vias

Efterligningsmønster (mimicry)

Er en bred gruppe af populære mønstre/former der imiterer elementer i omgivelserne så man ikke afviger fra disse. Kendes fra naturen fra sommerfugle og insekter der i farver og mønster efterligner omgivelserne. Mimicry mønstre er ofte opbygget af flere mikromønstre og/eller makromønstre i en bestemt kombination så det falder helt sammen med omgivelserne. Mimicry er generelt bedst på korte afstande og hvis man sidder stille.
Mønstrene er da også udviklet til jægere der benytter treestands til jagt på whitetail i USA.
Eksempler på kommercielle mærker af mimicry er: RealTree™, Mossy Oak™

Mimicry mønster – Härkila / Seeland Realtree

Kombinationsmønstre

Er nye og moderne kommercielle mønstre der kombinerer mikro og makro mønstre og har ofte et ”digitalt look” i form af meget små eller større skarpt afgrænsede firkanter. Mønstret og teknikken ses ikke i naturen, men er fremkommet ved vedvarende forskning inden for militær teknik. Det unikke er, at kombinationsmønstre ofte er gode på både korte og lange afstande, da mikro og makromønster er kombineret.
Eksempler på kommercielle mærker er Gore OptiFade™
I rigtigt mange tests der er udført de senere år, har disse mønstre vist sig at være de andre typer mønstre overlegne.

Moderne kombinations mønster – Gore Optifade EU – Härkila Stealth

 3-dimensionel camoflage

Skiller sig ud fra de andre typer ved at give en ægte dybdevirkning og dermed eminent til at bryde konturer/signaturen – dog forudsat at grundmønstret og farverne falder sammen med omgivelserne.
Rigtigt mange producenter af mimicry mønstre tilbyder også deres camo i 3D.
Også de såkaldte ”Ghillie suits” som fås mange steder er af 3D typen.
Fælles for 3D camo beklædning er dog, at det kan være møgbesværligt at færdes rundt i terrænet med da grene, kviste og brombærranker har nemt ved at gribe fat i overfladen.
Ligeledes kan det være meget tungt og varmt at gå med – særligt ghillie suits der mest af alt er beregnet til at sidde stille med.

Tredimensionel camo er effektiv – især hvis basis er i makro mønster!

VALG AF CAMO – OMGIVELSERNE

Effektiv camouflage kræver at man afkoder terrænnets strukturer, farver og kontraster. Det er rigtigt vigtigt, ellers opnår man ikke den ønskede effekt endog den modsatte effekt.

Terrænmosaik

Når man vælger et camomønster, er noget af det første man bør gøre, at vurdere mosaikken som dominerer terrænnet.
Terrænmosaik kan f.eks. bestå i store eller små objekter, store eller små områder med skygge eller lys. Linierne i terrænet kan være hovedsageligt lodrette, vandrette eller en kombination af begge.
Korrekt valg af camo der matcher mosaikken er et godt skridt på vejen.

Skygge og lys

Som udgangspunkt bør man placere sig i eller bevæge sig i skyggerne uanset hvilken camouflage man anvender. Dette er desuden afgørende i næsten alle pürsch- eller anstands-situationer. Ofte er det en fordel, at den camouflage der anvendes er en smule mørkere end omgivelserne. Der hvor det bliver rigtigt vanskeligt er, når man er tvunget ud i lyset eller solpletter i ellers mørke omgivelser, f.eks. i en løvskov med huller i bladtaget eller i åbent terræn.
Der vil man for alvor opdage hvor forskelligt mønstrene syner for den der observerer. Nogle mønstre har den fordel, at de absorberer refleksioner selvom man benytter dem i fuld belysning og man vil stadig have svært ved at genkende en bestemt signatur og omrids selvom man kan fornemme noget.

Andre mønstre vil være decideret dårlige og reflekterer lyset meget kraftigt og dermed omgående afsløre jægeren. Er man nu engang tvunget ud i lyset, bør man bevæge sig meget langsomt og i så lav en stilling som muligt.
Mønstre som f.eks. GORE OptiFade er designet til at kunne minimere refleksioner.

Bjerge

I bjerge findes mange større objekter i form af sten, klippeblokke, afsatser i et ofte stejlt terræn der kaster relativt store skygger. Vegetationen er lav og sparsom og der findes ofte kun spredte træer og buske.
Linierne i terrænnet kan være både vandrette, lodrette og sågar runde. Farverne er relativt afdæmpede, men kontrasterne er som regel store med mange lyse og mørke nuancer.
Mange bjergjægere vælger derfor camouflage i makromønster pga. af de mange store objekter og store kontraster. Makromønstre er ikke specielt gode på tæt hold, men derimod helt overlegne på længere hold som jo ofte er tilfældet på bjergjagter. Et mikro-mønster i bjerge vil på lang afstand blot vil syne som en grå masse og meget nemt afsløre jægerens signatur.
Populære mønstre til bjergjagt er derfor GORE OptiFade Open Country og Kuiu Vias/Verde.
Kuiu Vias er et ægte makro mønster og Optifade OpenCountry kombinerer makro og mikro i ”2 lag”.

Skov

Generelt foretrækker de fleste lidt mørkere camo i skovområder og det er der også god logik i. Der er ofte en mindre mængde lys under tætte trækroner og en camouflage bør være en anelse mørkere end omgivelserne fremfor for lyse. Rendyrkede makro mønstre en knapt så effektive, men ofte er en kombination af mikro/makro at foretrække da disse typer virker både på kort og lang afstand.

GORE Optifade har desuden lavet et mønster der hedder FOREST hvor linierne i mønstret tillige er lodrette for bedre at falde sammen med de mange lodrette træstammer.
GORE Optifade EU, er særligt designet til Europæisk jagt og findes i de fleste jagtforretninger i mærker som Härkila mfl.
Lidt afhængig af skovtypen, bør der dog altid være mikrocamo eller mimicry mønster i beklædningen.

Græsarealer – åbent land

De færreste jægere befinder sig på åben mark og vil søge ind i levende hegn eller til enkeltestående træer for bedre skjul.
Ikke desto mindre findes der rundt om på kloden flere områder med store ensartede græsarealer som kræver en særlig form for camouflage. Særligt jagt på Pronghorn i USA’s midwest stater er terrænnet meget fladt og ensartet med græs og salviebuske som stort set er de eneste vækster. Flere steder i Afrika oplever man også, at skulle jage i åbent terræn eller i den træløse tundra op den nordlige halvkugle. Lyse mikro mønstre er meget populære i Afrika og USA, mens lidt mørkere mikromønstre dominerer valget i tundraen. Da vi mangler denne salgs terræn i DK, findes der dog ikke meget på hylderne af denne slags.
Eksempler på komercielle mønstre er Realtree Max-1 og GORE OptiFade Open Country.

Sne og vinter

Se særskilt artikel om snecamo.

VALG AF CAMO – JAGTFORM

Pürsch eller anstand – hvad skal man vælge?

Personligt vælger jeg camouflage alt efter hvilken vildtart der jages, hvilken jagtteknik jeg benytter og de omgivelser jeg færdes i.
Ud fra de forskellige camouflagemønstres egenskaber, kan jeg ret hurtigt beslutte hvilken camo der skal benyttes.

Til anstandsjagt fungerer meget populære mimicry mønstre alá Realtree og Mossy Oak fint. De er ofte bygget op ved at afbillede blade, grene og træstammer med en vis dybde virkning ved en diffus baggrund. Der kan endog være en vis Makro effekt over nogle af mønstrene, f.eks. Realtree MAX-4 og Realtree APG.
Men stadigvæk – blade,  grene og træstammer som er afbildedet i mønstrene har som regel for vane at stå stille i skoven og ikke bevæge sig fra A til B!
Jeg er derfor stadig af den overbevisning, at Optifade mønstret slører jægerens signatur bedst på pürschjagt.

3D camouflage er ligeledes meget effektivt, men de mønstre og farver der ofte findes på markedet er ofte for mørke og det er relativt nemt at afsløre bevægelser da signaturen bliver tydelig mod en lys baggrund. De fleste producenter har taget deres vanlige mønster og lavet det til 3D, men grundet de mange skygger som stoffet frembringer pga. 3D effekten, syner det mørkere i virkeligheden – for mørkt i mange tilfælde.

Faktisk havde jeg også succes med Realtree Max-4 mønstret til bukkepürsch i maj måned.  Da det egentligt er et “andejagtsmønster” der afbilleder siv, var der flere der undrede sig, men forklaringen er simpel  – det er meget makro effekt over det og jeg kunne ofte pürsche ret tæt på bukkene da det effektivt udviskede min signatur.

Hvis jeg skal pürsch, vælger jeg helst en digital mønster der kombinerer makro- og mikro-mønster.

Makro udmærker sig ved at sløre min signatur og er bedre end  mikro-mønster til at sløre bevægelser.
Mikro-lag sørger for, at jeg falder ind i omgivelserne når jeg sidder stille.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg har haft mærkbart bedre resultater med OptiFade EU mønstret, der kombinerer makro og mikro, end med nogen af de andre typer camo til pürschjagt på råvildt. Mønstret der er bygget op i små kvadrater, er simpelt hen utroligt svært at få øje på.
De helt små kvadrater af snyder på en eller anden måde øjet til at opfatte det som ren “støj” – eller baggrundsstøj. Mange spørger hvorfor det er bygget op i firkanter og forklaringen er, at mønstre bygget op af små firkanter giver en bedre kontrast og det bliver utroligt svært at fokusere på – eller for hjernen at danne et sammenhængende billede der kan fortolkes til noget kendt.
Med andre ord bliver man bare til “støj” når man har det på – og det ignorerer vildtet ofte.

I efteråret 2013 har jeg flere gange pürschet mig uhyre tæt på råvildt iført Optifade EU mønstret – og faktisk nedlagt 2 stykker råvildt med bue og pil på hhv. 10 og 15m afstand.

Mønstret er blevet til gennem avanceret forskning af specialister fra bl.a. den amerikanske hær og dermed ikke bare tegnet på en eftermiddag.
Vi tog en eftermiddag ud af kalenderen og lavede forskellige tests med forskellige baggrunde og der var ingen tvivl om at OptiFade mønstret var det der passede bedst ind i alle typer omgivelser.

Härkila Stealth i OptiFade EU – super stærkt sæt til al slags jagt kloden rundt!

Jeg er dog helt overbevist om, at moderne digitale mønstre ála Optifade der kombinerer mikro og makro, har en fordel fremfor de konventionelle mønstre der sælges meget af.
Og i nogle tilfælde kan denne forskel være afgørende og det skal jægerne nok finde ud af med tiden – vi skal bare lige vænne os til at gå i tøj med mønster i små firkanter… 🙂
Du kan finde en komplet camo oversigt på dette link

Fremtiden? – usynligt stof? – måske ikke så langt væk!

Quantum Stealth Invisibility – tæppe/kåbe

Rigtig god camojagt til Jer – og husk at abonnere på bloggen 🙂

Til artiklen er der brugt følgende tøj:

Realtree Max4- camo – ukendt mærke

Realtree APG – Härkila Vision Fleece- mere info her
Optifade EU – Härkila Stealth – mere info her
Optifade EU – Härkila Q-fleece – mere info her
Realtree APS (sne) – Härkila Kiruna – mere info her

For de som vil læse mere om OptiFade, findes der et helt website om det HER

Notabene:

MODE OG BLÅ KANSAS HABIT!
Det er dog langt fra altid det mest effektive camouflage der købes af forbrugerne, da mode, design og hårdtslående markedsføring spiller en betydende rolle for hvilke produkter forbrugerne i sidste ende tager med ud af jagtforretningen.
I 90’erne indførtes de moderne ”digitale” mønstre i visse enheder af den amerikanske hær. Selvom man kunne bevise, at disse nye måder at designe camouflage på var mere effektive end de gamle, så mødte disse nye mønstre alligevel stor modstand blandt soldaterne og sågar også overordnede officerer.
Det var der én grund til – man synes ikke det var ret pænt!!

Således udsættes man som jæger også for massiv markedsføring af beklædningsindustrien inden for jagttøj og helt ærligt er det da fedt nok at se smart ud samtidig med at man forsøger at holde sig skjult for vildtet.

Man kan også sagtens få held til at sidde på anstand iført blå Kansas habit og få fine skudchancer – ikke desto mindre er camo en stor fordel på pürschjagt…

Pürschstrategier 1 – Syn hos hjortevildt

De fleste pürschjægere har prøvet det – at det stykke råvildt opdager dig fra stor afstand gennem tykt krat. Hvorfor? Du havde ellers forsigtigt pürchet dig frem og flittigt brugt kikkerten. Var det din lugt, støjen du lavede, dine bevægelser, eller måske din beklædning?

SYNET HOS HJORTEVILDTET
Som første del af pürschstrategier til buejagt (og for den sags skyld også riffeljagt) kommer denne artikel ind på hjortevildtets syn som en grundlæggende viden.

Fabelagtigt gode til at opdage bevægelser!
Hvis man skal pege på den vigtigste ting som hjortevildtet benytter til at opdage fjender, er det evnen til at opdage bevægelser.
Forklaringen på, at hjortevildt er så dygtige til at opdage bevægelser, skyldes den måde tapcellerne (dagsyn/farvesynceller) er placeret på nethinden.
Hos mennesker er disse synsceller placeret i en cirkel. Derved kan vi fokusere meget skarpt på f.eks. et bogstav, men hvor alt andet rundt omkring bogstavet er ude af fokus og sløret.
Hos hjortevildtet derimod, er tapcellerne placeret på et langt horisontalt bånd i hele nethindens bredde. Dermed har de et helt biograflærred med wide-screen i fokus konstant – ca. 300 grader rundt! – så er der ikke noget at sige til, at de opdager dig før du opdager dem!

Jeg har altid troet, at når de har hovedet nede mens de esser, så kunne jeg bevæge mig nogenlunde uset. Faktum er, at selvom dyret har hovedet nede, og du befinder dig i en vinkel på 90 grader fra dyret – ja så stirrer den rent faktisk lige på dig – i fuld fokus! – dyret skal faktisk vende hovedet 180 grader væk fra dig for at den ikke stirrer på dig – tankevækkende!
Da jeg dyrker buejagt, har jeg lært mig den regel – at kan jeg se øjnene på dyret, kan jeg IKKE bevæge mig.

Linsen i øjet hos mennesker kan vi ændre formen på og derved både fokusere på objekter tæt på og langt væk. Hjortevildtet kan ikke ændre linsens form og er konsekvent langsynet og kan ikke fokusere ret godt på objekter tæt på. Paradoksalt nok, oplever man derfor som jæger, at har man først fået vildtet helt tæt på, kan de nærmest gå ind i én før de aner uråd.

Hjortevildtet kan ydermere se i en vinkel på ca. 270-300 grader og med blot små bevægelser af hovedet, se alle 360 grader rundt – med det hele i fokus!.
Særligt pürschjagt med bue og pil er derfor særdeles vanskelig, da man jo skal helt tæt på og kræver den helt rette pürschstrategi og den rette camouflage.

Ligeledes har hjortevildtet et udmærket nattesyn og kan registerere lys i øjets celler op til 1000 gange bedre end mennesker.

Evnen til at opdage bevægelser må således være en af de største udfordringer for jægeren.

Farvesyn og UV-syn
Lad os se nærmere på den anden del af hjortevildtets syn – hvilke farver de ser og om de kan se Ultraviolet (UV) lys.

Debatten om hjortevildtets syn er ikke ny og er især i USA, blevet intensiveret de seneste år da man i flere stater har krævet, at jægere skal iføre sig skrigende orange farver under jagtudøvelsen. Mange jægere er derfor bekymret for, at dette formindsker deres chancer for succes.

Dette har også intensiveret debatten om camouflage tøj. I det seneste årti har der været en enorm stigning i antallet og variationer af camouflage mønstre for jægere. Dette er sket på trods af sparsom viden om, hvad vildtet rent faktisk kan se, men flotte er mønstrene da og jeg vil endda hævde at mange mønstre, handler mere om mode end om reel funktion.

Et af de nye spørgsmål der er dukket op om hjortevildtet, eller klovdyr/hovdyr i det hele taget, er om de kan se ultraviolet lys (UV).
UV-lys er den type lys, der forårsager at dit tøj lyser op når du står tæt på insektfælder med uv-lys eller det smarte “sorte” lys på diskotekerne.

Set i jagtøjemed, begår mange måske den fejl, at det meste vaskepulver indeholder fosfor og optisk hvidt samt andre stoffer til imprægnering og fremstilling af jagtbeklædning.
Tøj der der indeholder disse stoffer virker lysere og mere klart for det menneskelige øje og dermed mere attraktivt. Faktisk mener nogle, at en jæger iført UV behandlet tøj, udsender en “glød” som hjortevildtet kan se tydeligt, især under dårlige lysforhold.

For nylig er der foretaget indgående undersøgelser af hjortevildtets syn i USA, som har stedt mange teorier om hjortesyn til hvile. Ligeledes er en ny tilgang til camouflage mønstre naturligvis opstået.
Denne undersøgelse viste mange hidtil ukendte fakta om hjortevildtets syn

Hvad består synet af?
Inden jeg vil komme ind på resultaterne af undersøgelsen, er det vigtigt at forstå nogle grundlæggende principper omkring øjet og synet.
Først og fremmest, hvad er synet?
Synet opstår, når lyset kommer ind i øjet og absorberes af specialiserede celler placeret på nethinden i den bageste del af øjet. Disse celler reagerer på lys og sender signal til hjernen, der oversætter lysets karakteristika til billeder – synet.
Farver opfattes af hjernen og er afhængig af lysest bølgelængdes.
Med andre ord har objekter ikke nogen farve i sig selv, men det reflekterer lys i en bestemt bølgelængde og derefter opfatter vores hjerne det som en farve. Spektret af farver spænder fra ultraviolet med meget kort bølgelængde til infrarød med meget lang bølgelængde. Menneskets farveopfattelse dækker alt i mellem de to yderpunkter undtagen begge yderpunkter – vi kan hverken se ultraviolet eller infrarødt lys.

MENNESKEØJE

Forståelse af den almindelige opbygning af øjet er også vigtig. Hos alle pattedyr, består nethinden, der er placeret på bagsiden af øjet, af to typer af lysfølsomme celler kaldet stave og tappe. Nethinden kan populært forklares som  “lærredet” i biografen.  Stavene, også kaldet stavceller, fungerer i fravær, eller i næsten fravær af lys og giver syn i mørke. Tappene, også kaldet tapceller, fungerer i fuldt lys og giver i dagtimerne farvesyn. Mennesker kan se en bred vifte af farver, fordi vi har tre typer af tappe på nethinden. En type er følsom over for kortbølget lys (blå), en anden type er følsom over for lys i det midterste spektrum af bølgelængder (grøn) og den tredje type tappe er følsom over for langbølget lys (rød). Dette 3-farve syn eller trikromatiske syn er det mest avancerede kendte farvesyn.
Når det bliver mørkt overtager stavene og vi kan derfor ikke se farver i skumringen og om natten – kun nuancer af gråt og sort og hvidt.
Da vi mennesker har et avanceret farvesyn, er der naturligvis overvægt af tappe på vores nethinde og da pladsen er trang, koster det derfor på mængden af stave og vi har derfor et ret ringe nattesyn.

Forskellene mellem “hjortesyn” og “menneskesyn”
Forud for den omtalte undersøgelse på University of Minnesota, gennemgik videnskabsfolkene den eksisterende viden om hjortesyn med nogle interessante resultater. Først og fremmest har hjorte en meget højere koncentration af stave (natsyn-celler) end mennesker, men en lavere koncentration af tappe (dagtime/farve celler). Derfor har hjortevildt et meget bedre nattesyn end mennesker, men et dårligere dag/farvesyn.

For det andet kan hjortevildtets pupil åbne sig meget mere end menneskers – faktisk næsten i hele øjets bredde. Nethinden kan derved samle meget mere lys under dårlige lysforhold. En tredje ting hos hjortevildet er, at de har en reflekterende hinde i øjet kaldet tapetum, der bla. får deres øjne til at skinne natten hvis man lyser på dem. Rigtigt mange pattedyr har tapetum i øjet.
Tapetum fungerer som et spejl og reflekterer det lys som ikke absorberes af en stavcelle når det kommer ind i øjet første gang. Herefter reflekteres det tilbage mod stavcellerne og får “en ny chance” for at blive opfanget. Med andre ord kan hjortevildtet udnytte lyset to gange, mens mennesker kun kan bruge det een gang.

En fjerde forskel mellem en hjortevildtets øje og et menneskeøje er evnen til at registrere UV-lys. Det menneskelige øje er beskyttet af et filter i linsen, der blokerer omkring 99 procent af UV-lyset der kommer ind i øjet. Dette filter beskytter vores øjne som et par solbriller. Det giver os også mulighed for at fokusere mere skarpt på fine detaljer. Prisen for at have dette filter er et alvorligt tab af følsomhed over for lys af meget kort bølgelængde, det blå spektrum og især dem i UV-spektret.

Hjortevildtet har ikke dette UV-filter. Derfor kan de se meget bedre i UV-spektret, men mangler evnen til at se fine detaljer. Dette forklarer, hvorfor råvildt ofte bevæger hovedet fra side til side, når de støder på en jæger. Da hjortevildt mangler dette filter og har UV-syn, bør de kunne se stor forskel på f.eks. UV-behandlede tekstiler og tekstiler der ikke er, meget bedre end mennesker!

UNDERSØGELSERNE
For år tilbage samledes en gruppe af førende hjortevildt forskere og syns-forskere for at gennemføre en skelsættende undersøgelse. Denne undersøgelse blev muliggjort af udviklingen af et meget avanceret edb-system. Dette system er baseret på princippet om, at en elektrisk respons opstår når lyset kommer ind i øjet. Computeren fortolker disse reaktioner og oversætter dem til et “videnskabeligt bedste gæt” på, hvad hjortevildt faktisk kan se.

RESULTATER
Resultaterne af undersøgelserne bekræftede, at hjorte besidder to (snarere end tre som hos mennesker) typer tapceller som giver et begrænset farvesyn. tapcellerne som hjortevildt mangler er de som kan se røde farver, eller de som er følsomme over for langbølget lys som rød og orange. Dette betyder dog ikke, at disse farver er usynlige for hjortevildt, men snarere at de opfattes forskelligt.

Hjortevildt er hovedsagelig rød-grøn farveblinde ligesom nogle mennesker.
Deres farve syn er begrænset til de korte bølgelængder(blå) og nogle af de midterste bølgelængder (gul) og naturligvis sort, hvid og grå farver.
Som følge heraf kan de sandsynligvis skelne blå fra rød, men ikke grøn fra rød eller orange fra rød. Derfor må det antages, at jægere bør være iført beklædning i farverne grøn, rød eller orange, men ikke blåt og gult – så hvis du beder en hjort om at vælge et flot flag, blev det nok det svenske :).

Resultaterne vedrørende UV-kapaciteten hos hjortevildtet var også meget fascinerende.
Resultaterne bekræftede, at hjortevildt mangler et UV-filter i deres øjne, og at deres syn i de kortere bølgelængder var meget bedre end menneskers.
Det blev også påvist at de har høj følsomhed (godt syn) i de korte bølgelængder, hvor f.eks. UV blegemidler og farvestoffer er aktive.
Selvom det ikke er helt entydigt, tyder dette fund på, at hjortevildt er i stand til at se noget UV-lys, og at stoffer, der indeholder UV-farvestoffer og optisk hvidt kan være endog meget mere synlige for hjortevildt end for mennesker.

Konsekvenser for jægere?

Hvad betyder resultaterne af denne undersøgelse for jægere?
Skal man nu smide hele garderoben i brændeovnen?
Bestemt ikke. Det er vigtigt se resultaterne af denne undersøgelse i et større perspektiv. Der er ingen tvivl om, at duft og bevægelse er langt vigtigere end farven på dit tøj eller om det ikke indeholder UV blegemidler.

Da vi i Danmark kun jager i dagslys er hjortevildtets farvesyn temmelig gennemsnitligt. Faktisk er den faktiske farve af stoffet mindre vigtig så længe mønstret blander sig med dine omgivelser. Derfor kan camouflage tøj stadig anbefales. Derimod kan ensfarvede og ubrudte mønstre, især af lyse farver, ikke anbefales.
Ligeledes kan tøj lavet af vinyl eller plast advare hjortevildt da det reflekterer lys.
Det bedste af begge verdener ville være et produkt, der giver både camouflage for at skjule og skrigende orange for sikkerhed. Sådanne camouflage findes og kaldes “blaze orange” og er obligatorisk for riffeljægere i mange stater i USA – og vinder mere og mere indpas Danmark og EU.

Problemet med Blaze orange er, at stoffet er smask fyldt med stoffer der for det menneskelige øje får det til at stå meget klart – og de er naturligvis UV reflekterende i allerhøjeste grad. Hjortevildtet ser således ikke en skrigende orange vest, men en skrigende blå vest i stedet.

Skal du som jæger nu være bekymret over om du måske er en omvandrende lygtepæl af UV-lys i en mørk granplantage det sidste kvarter inden solnedgang? – Måske.
Husk, at dette kun ville være problem under dårlige lysforhold såsom tidlig morgen og sen aften. Men dette er jo også tidspunktet hvor hjortevildtet er mest aktivt. En mulighed er at stoppe med at vaske dit jagttøj med vaskemidler der indholder fosfater og blegemidler. Det kan vise sig, at være vanskeligt, da de fleste vaskemidler der findes på markedet, indeholder disse stoffer. Men der findes derfor midler i USA, der kan fjerne UV-lys fra tøj – om det virker eller bare er et smart salgstrick er uvist.

Camotrøje købt i jagtforretning og belyst med lampe der afslører reflektion af uv-lys

Hvis du selv vil chekke om dit jagttøj udsender UV-lys, kan man ved at belyse det med en lille uv-lampe, se om det lyser op.

Jægere har haft succes med at nedlægge hjortevildt i århundreder uden hjælp af sådanne produkter. Men bevæbnet med vores nyeste viden er det fortsat muligt, endda sandsynligt, at et sådant produkt der kan fjerne uv-lys fra tøjet, kan hjælpe. På den anden side kan det i hvert tilfælde ikke skade.
Men det varer nok ikke mange år, før vi på tøjmærkaterne kan se et lille skilt “UV-frit”
En ting er sikkert – jeg putter nok en lille UV-lampe i lommen inden jeg næste gang skal i jagtbutikken og handle pürschtøj 🙂

SUMMASUMMARUM:
Skal man sige det kort, er man mindst synlig for hjortevildtet hvis man undgår unødig bevægelse, ikke vælger blåt tøj eller tøj med UV-brightner…

Næste artikel omhandler valg af camo, mønstre og farver.

(Husk gerne at dele på FB og abonnere på denne blog – øverst tv over menuen)

.338 Federal – en “hemmelig” genistreg!

Det er sjældent man render ind i noget særligt som får en til at spærre øjenene op – når man har nørdet i rifler i over 30 år.
338 Federal er en af de patroner der virkelig får en til at spærre øjnene op – fordi den kombinerer næsten alle de egenskaber man har på ønskelisten til den perfekte riffel til mellemstort vildt som hjort, elg og vildsvin.
…
I december 2005 annoncerede Federal Cartridge Company lanceringen af deres første patron – .338 Federal
Patronen er baseret på en 308 Winchester der er udvidet til kaliber 338 (8,6mm)
Federal erklærede, at dette var en ikke-magnum patron der kunne præstere magnum energi, et storvildtkaliber med acceptabel rekyl i letvægtsrifler med kort lås.

Federal markedsfører patronen til at have mere energi ved mundingen end en 30-06 og præsterer op til 60 ms mere end 308Win. med samme projektilvægt.
Der findes nok ikke meget mere end en håndfuld 338 federal rifler i DK og er pt. nok lidt af en hemmelighed for danske jægere – men det håber jeg kommer til at ændre sig i de kommende år – for det er en genial patron.

338 Federal blev lanceret i samarbejde med Sako i Finland og man kan være heldig at finde en til salg i ny og næ.

Siden indførelsen af ​​308 Winchester i 1950’erne, har denne lille og effektive patron været udvidet og presset ned i mindre kalibre talrige gange.
Eksempler kan nævnes f.eks. 243 Winchester, 260 Remington, 7mm-08, 358 Winchester

260 Rem. og 7mm-08 Remington har været uhyre vellykkede patroner. Mindre almindelige er de såkaldte wildcats som f.eks. 25-08 og 338-08.
I øjeblikket har 338 Federal en meget beskeden popularitet, men ikke desto mindre er det en meget lovende patron der skulle kunne give storartet præcision og stor slagkraft.

Nosler med flere opgiver ladedata på deres hjemmeside og det ser ud til blandt ejerne af denne patron, at foretrække f.eks. en 13 grams Nosler Accubond der kan sendes afsted med omkring 800 m/s og en anslagsenergi V0 på hele 4100 Joule og 3440J på 100m – samme energi som en 7mm Rem. Mag!
Også kobberkuglernes relativt lettere vægt bør kunne benyttes med stor effekt i denne patron.

Ballistisk ser den fin ud ud til 200m. Ved indskydning på 150m med et overslag på 100m på 3,5cm og et fald på lige under 9 cm på 200m må den siges at være fin til det meste jagt.
Først efter 200m kan man se fordelene ved en 7mm Rem. mag som den “lille” 338’er deler anslagsenergi med.
Faktisk har den bedre ballistik end flere 30-06 patroner over 200m – den røde linie er 338’eren – nedenfor

Da der findes masser af 338 projektiler på hjemmelader markedet, kunne den blive populær de kommende år – også fordi man meget nemt kan omforme et 308win hylster til denne patron. Lapua hylstre skulle egne sig bedst til formålet.

Sako havde patronen med som mulighed i flere af deres A7 modeller i 2016 kataloget, men det ser desværre ud til at være forsvundet i 2017 .
Alternativt kan man få en våbensmed til at forsyne riflen med en ny pibe til i omegnen af 4-5000 kr.

Flere danske våbenforhandlere lagerfører fabriksammunition i dette kaliber – f.eks. Federal Fusion 13 gram.

En anden fordel ved 338 Federal, skulle efter sigende være, at det korte hylster og dermed brug af hurtigere krudt, ikke gør det tvingende nødvendigt med en lang riffel pibe, men kan fint udnytte krudtets energi i kortere piber ned til f.eks. 50cm. Dette er en stor fordel hvis man benytter dæmper.

Større sårkanal på f.eks, vildsvin og stadig moderat rekyl, bør være ideelt til denne vildtart og for skytten.

En spådom kunne blive at denne patron kunne blive uhyre populær til f.eks. vildsvinejagt – både driv- og anstandsjagt og jagt på kortere afstande.

Ved projektilvalg mener de fleste, at den performer bedst med en 13 grams kugle der ikke er for hård. Den moderate udgangshastighed på 785-817 ms vil hårde projektiler ekspandere lidt for dårligt og så vil resultatet også udeblive. Derimod egner patronen sig godt til at få det bedste ud af lidt blødere typer projektiler som f.x Hornady STT, Sierra GameKing, Speer HotCor, Nosler Accubond, mens man nok bør gå udenom de tunge Swift Aframe/Scirocco og mono/ kobber kugler der ikke ekspanderer noget mindre – Lettere kobberkugler som fx. 160 0g 185 gr Barnes TTSX / 185 gr Hornady GMX, bør kunne arbejde godt i vildtet og ekspandere tilstrækkeligt .

338 FEDERAL er i min bog en intet mindre end genial patron til større vildt – Masser af power, mild rekyl, super præcision og fin ballistik ud til 200m, moderat hastighed/kødødelæggelse – Kan man ønske sig meget mere?

Min egen 338 federal
Jeg fik fingre i en brugt Tikka T3 i 243win til en god pris og bestilte en pibe hos HG Firearms.
Valget af pibe faldt på en Lothar Walter match pibe med en stigning på 1:10 og i jagtudførelse med ø 16mm diameter ved minding og forsynet med M14x1 gevind til bremse eller dæmper.
Derefter fandt jeg et CTRx skæfte og bundmetal og havde nu en lækker 10 skuds vildsvinekanon!
Riflen blev klar i September 2017 og tilskød piben efter de anbefalinger der udstikkes.
Jeg havde forberedt en række ladninger og den skød allerbedst med en 13 grams Nosler Accubond og Norma 203B krudt.
Faktisk skød den ikke bare godt, men faktisk ganske fantastisk med skudgrupper helt nede på 5mm i en 3-skudsgruppe!

Udgangshastigheden var 775 ms med Norma 203B krudt og dermed en anslagsenergi på +3900 Joule ved mundingen.
Jeg havde monteret en bremse fra German Gun Stock – punisher som jeg tidligere har brugt på 308Win mfl. – en yderst effektiv bremse.
Den største overraskelse udover en fantastisk precision var den meget milde rekyl fra våbnet der ikke føles ret meget anderledes end rekylen fra en 6,5×55.
Så skal du ud og lede efter en riffel til større vildt og er du ikke fan af rekyl, kan jeg meget varmt anbefale dig at vælge en 338 Federal.

338 Federal i Tikka T3 – med CTRx skæfte, punisher mundingsbremse, Steiner Nighthunter kikkert

338 Federal i Tikka T3 – med German Gun Stock predator skæfte, punisher mundingsbremse, 10skuds magasin fra riflemags.co.uk, Steiner Nighthunter kikkert.

De første vildsvin
I maj 2018 nedlagde jeg de første vildsvin med denne patron og effekten var ikke til at tage fejl af.
Stor sårkanal – masser af Schweiss fra den bliver ramt – begrænset kødødelæggelse.
3 vildsvin gik fra 0-35 meter. 2 faldt i knaldet og en gik 35m med et meget kraftigt schweiss spor.
Bemærk på billederne nedenfor, hvor meget schweiss der er kommet ud af hullet.
Gennemskud på alle grise fra 40m til 150m afstande.
Ammunition: 200 gr. federal Fusion fabriksammunition.

Genladning til 338 Federal

Da der ikke findes mange jagtforretninger endnu, der lagerfører ammunition, er man desværre henvist til at lade selv.
Jeg gik straks i gang med at teste ladninger og målet var en hastighed på 800 m/s og god præcision.

Processen har taget et års tid, og var gået lidt i stå ved 775 ms. Jeg havde ikke tilgang til krudt der fyldte lidt nok til det lille hylster som ikke gav overtryk.
Norma 201, 202 gav hurtigt for højt tryk og Norma 203B og Viht. N140 var der simpelt hen ikke plads nok til i hylstret og toppede ved 775 ms.

Jeg fik da pludseligt fingre i 2 æsker fabriksladet Federal Fusion patroner ved Vapex i Sverige, der til min overraskelse, sendte en 200 grains kugle ud med 813 ms uden tryktegn. Jeg skilte patronen ad og så at der var 47.6 grains sfærisk krudt i – en krudt med store og små korn. Efter lidt research kom jeg frem til at det måtte være noget Hodgdon H335 agtigt der var brugt og fandt H335 og Hodgdon LVR ved skyttebutikken.

Blandingskrudt-typerne har den fordel at trykket holdes oppe i længere tid og giver mere accelleration – trykkurven er mere flad og lang i toppen. De er til gengæld noget bøvlede at arbejde med og hver ladning er tricklet – krudtet hænger fast i alt – tragt, krudtdoseringsmaskine osv.

Så kom der igen gang i testladningerne igen og fik hurtigt farten op til 812 ms uden tryktegn.
Det endte med en 200 grains Nosler Accubond der har udgangshastighed på 801 m/s og en egenpredning i omegnen af 13mm. Det var det bedste kompromis mellem præcision og hastighed og tryk.
Krudtet er Hodgdon Leverevolution, også kaldet LVR, som fås ved skyttebutikken og den helt rigtige krudt til kugler fra 200 grains og opad med hastigheder helt op til 817 m/s.
Også Hodgdon H335 viste gode resultater, men havde en gedigen mundingsflamme når der kom fart på.

Hylstermæssigt afprøvede jeg RWS og Norma, men norma hylstrene flækkede i halsen flere gange. Originale Federal blev også brugt, men de er ret bløde og holder ikke til mere end 2 genladninger – så holder de ikke fænghætten fast mere. Mangler at teste Lapua der godt kunne virke.
Men er tilfreds med RWS der er ret stærke hylstre!

– Så nu bliver jeg ikke mere klar til grisene på gården – det er en fantastisk patron – billig at lade – behagelig rekyl god fart og kæmpe sårkanal på vildsvinene = masser af schweiss
Mission complete

Bukkejagt – Double trouble!

Dagen før havde vi rejst i små 11 timer og jeg havde været utrolig heldig og nedlægge en stor speciel buk – allerede den første aften. Det blev behørigt fejret ved hjemkomsten med et godt glas venezuelansk Diplomático rom.

Derfor var dynen særdeles tung da vækkeuret ringede klokken 02.55!
Men jeg kom i tøjet og fik vasket det værste søvn ud af øjnene og gjorde mig klar.
Janne, min jagtfører er en punktlig herre, og han var der præcis kl 03.30 og samlede mig op.
Vi kørte kun på asfaltvej denne morgen og vi skulle tilsyneladende køre langt. De 18.000 ha strækker sig 35 km nordpå og efter 3 kvarter var vi i et for mig ukendt område, og nord for byen Kamien Krajenski.

Vi var ude og chekke nogle enge og markområder, men her var tilsyneladende noget mindre råvildt, eller vildt end i de vante omgivelser omkring jagtindkvarteringen, hvor landbruget er mere ekstensivt med enge, moser og græsarealer. Landbruget her lignede det vi har i Danmark med enorme store monotone hvede- og rugmarker der ikke levner vildtet megen føde.

Vi kom kørende på en lille skovvej og nåede ud i en kuperet lysning hvor vi så et stykke råvildt på modsatte skrænt.
Det var en buk! – en god en endda! – opsatsen var meget høj og vil skyde på 26-28 cm.
Vi gjorde klar og måtte i en bue rundt om bukken der tilsyneladende havde lidt halv-travlt. Vi gik venstre om en bakke hvor der på toppen voksede nogle små fyrretræer som bukken havde haft retning imod.

Da vi havde rundet bakken og var i god vind gik vi opad. Halvvejs oppe så vi et glimt af bukken mellem de små fyrretræer og Janne satte skydestokken op, men der var ingen chancer for skud, bukken var i bevægelse og der var intet kuglefang. Bukken forsvandt ind i fyrrene. Vi listede højere op på bakken og nåede næsten toppen, da vi nede til venstre, for foden af bakken så bukken komme travende ud af fyrretræerne kun 50m væk.
Janne satte igen stokken op, den havde set os og stoppede – nu skulle det gå stærkt!
Hurtigt fandt jeg bladet og skød – bukken gik ned i knaldet – sådan!
Jeg skulle lige til at sige noget da Janne rev mig i skulderen “BOCK!” jeg vendte mig om og opdagede til min store overraskelse, at endnu en buk var kommet ud af fyrretræerne! – der første buk havde åbenbart været derinde hele tiden og den høje buk ville jage den på porten. For den buk der nu stod og stirrede på os var den høje buk! – Janne kiggede på mig og nikkede ivrigt! – han ville have jeg skulle skyde igen…

Jeg vendte tanken et nanosekund, var det for grådigt? – at skyde 2 pæne bukke inde for et par korte øjeblikke? – nej, jeg måtte hellere se at få skudt, nu hvor jeg blev bedt om det – Janne havde styr på sit vildt og denne buk var jo temmelig unik, og hvem ved – de næste dage kunne jo byde på uvejr og dårligt jagtheld – så jeg fandt bladet og lod kuglen gå..
Bukken tegnede og sprang ind i skoven.
Pulsen var kommet godt op – vi kiggede lidt på hinanden i vantro over det der var sket så hurtigt – sikke en jagt!
Janne smilede over hele fjæset “Zwei bocks! – sehr gut!”
Jeg lagde skydestokken og vi gik ind i skoven for at lede efter bukken.
Der var tydelig hjerteschweiss og bukken lå også kun 25m inde i skoven.
Vi fik slæbt bukkene op på bakken og stod et øjeblik og prøvede at få de seneste minutters oplevelser til at falde på plads.
“Auto” sagde Janne, hvilket betød han ville hente bilen.
Jeg nikkede og satte mig ned ved de 2 smukke dyr og røg en smøg med et lille stik i hjertet over at have skudt 2 bukke på så kort tid på samme sted.

Den første buk var en stærk gammel buk hvor den ene topsprosse manglede, så han har sikkert haft sit at gøre med at holde sin lille bakketop for sig selv.
Den høje buk var også en stærkt dyr der sikkert ville udfordre den anden og overtage bakken.
Janne kom tilbage i bilen og kørte elegant hen over min viper-flex skydestok – der dog på mirakuløs vis overlevede med at par skrammer.
Vi fik brækket bukkene og lagt dem på bilen – nu skulle vi hjem – mæt af endnu en begivenhedsrig pürsch i det polske.
Jeg havde skudt 2 flotte bukke inden for et kort øjeblik, spændende, men jeg gør det nok ikke igen…

Rådyrbøffer på grill – dejligt og nemt!

Nu spiser vi ret meget vildt hjemme hos os og en dyrekølle kan blive lidt kedelig i længden og det er bestemt ikke hverdagsmad, da det tager for lang tid at tilberede.

Derfor har jeg fået for vane, at udbene køllen og skære den ud i bøffer, marinere dem og derefter på grillen – og det smager himmelsk.

VIGTIGT!
Et ung dyr egner sig bedst til denne fremgangsmåde da grill fremhæver den til tider lidt harske lugt/smag som gamle dyr kan have.
Jeg plejer at kunne lugte mig frem til om kødet egner sig bedre til røget kølle eller til hak.

Køllen udbenes i de sædvanlige stykker – jeg har lært det ved at se denne udmærkede video af Arvid Jacobsen der filmer “Søren Slagter”

Herefter skæres ca. 2 cm tykke bøffer ud.
Bøfferne lægges en ad gangen i en frysepose og der lægges en skærebræt ovenpå hvorefter man giver skærebrættet et par på kassen indtil bøfferne er godt flade.

Herefter blandes en marinade – det er egentlig op til folks egen fantasi, men jeg plejer at bruge olie, hvidløg, timian, lidt estragon og godt med salt og peber.
Bøfferne behøver ikke ligge så længe i marinaden – en halv time er tilstrækkeligt – har man bedre tid – et par timer.

Derefter skal de på en god varm grill.
Kunsten er at stege dem lige præcis tilpas og ikke for meget.

Når du ser at saften piblen frem på oversiden, vendes de straks og tages af når der igen pibler saft op.
Man må aldrig vende bøfferne 2 gange – kun 1!

Nem og hurtig jagtmad til hverdag som hele familien kan lide.

Tilbehør – salat og groft brød – mums og velbekomme!

Bukkejagt – “Enhjørningen”

Efter 11 timers rejse, et kort hvil, aftensmad og kontrolskydning af riflen – afsted på jagt!

Det var nu 2. gang vi skulle til Lutowko og forventningerne var høje.

Reviret er 18.000 ha. og jeg havde fået en af de gamle garvede jagtguider der kendte reviret som sin egen bukselomme, men desværre ikke meget til tysk eller engelsk – men det skulle jo nok gå…

Vi kørte lidt rundt og parkerede og pürschede os ud til en del lysninger, men varmen var stadig tung og dyrene sad stadig i det høje græs uden for synsvidde.

Vi kom kørende op til et T-kryds og svingede til venstre og i et lille hul i bevoksningen på højre side fik jeg et glimt af noget rødt i det høje græs og bad min jæger bakke tilbage til hullet. 2 råer gik i den store græs-eng men næsten skjult af det høje græs. Vi betragtede dem et par minutter og den polske guide satte stille i gang igen, da jeg så en sprosse i græsset.

Jeg bad ham bakke tilbage igen, mens han slog ud med armene og sagde “mama”!

Men han bakkede alligevel tilbage og vi kiggede igen – intet var at se!

Jeg fornemmede hans irritation og han ville til at sætte igang da bukken rejste sig!

– og hvilken buk! – jeg rev ham i armen og hviskede “Rogaszs”!

Nu så han også bukken og vi kørte et par hundrede meter frem og luskede stille ud af bilen. Vi pürschede ned ad en lille skovvej for at komme i god vind. Vi nåede ud til engen, og spejdede efter bukken – og dér var han! – ca 170m ude i det høje græs sammen med 100.000 myg som vi hurtigt stiftede bekendtskab med! – min jagtkasket lå i bilen og myggene kastede sig lystigt over min lyserøde badehætte!!

Jeg stillede viper-flex’en op, lagde riflen til rette og skruede Swarovskien op på 30x forstørrelse. Wow en stærk buk! Jeg målte afstanden med min Kahles RF til 166m og stillede kliktårnet og parallelaksen ind – men der var ikke frit skud. Masser af sejt svingelgræs dækkede bukken så kun hoved og lidt hals var synligt. Ventetid!

Bukken skulle bevæge sig ud af det høje græs til en plet længere fremme hvor græsset var lavere…

Bukken havde ikke travlt men langsomt bevægede han sig hen mod pletten… efter 15 lange minutter var han fremme og blottede bringen og derefter bladet – jeg chekkede afstanden igen til 164m… trådkorset fandt bladet og lod Tikka’en gøre resten.

Han tegnede for skuddet og hoppede ind i det høje græs og forsvandt.
Den polske guide nikkede anerkendende, og vi begav os ud i engen for at finde bukken.
Vi ledte og ledte, sammen og hver for sig, men fandt intet…
Desperationen og tvivlen begyndte at gnave og efter at have ledt et kvarter, så min jagtfører lidt opgivende ud… Damn!
Jeg så at han langsomt bevægede sig mod bilen – men fandme nej – den skulle være der!

De gange jeg har haft svært ved at finde en buk, huskede jeg, at jeg næsten altid havde ledt for kort og fundet bukken længere ude end jeg troede – så jeg gik endnu længere ud, alt i mens myggene nu var blevet en plage af nærmest bibelske dimensioner!

Jeg spejdede efter huller i græshavet og dér! 15m ude var der et hul – jeg kunne mærke adrenalinen koge igen og halsen snøre sig sammen mens jeg sled mig gennem græshavet – komnu! komnu! – han skal være der! – og dér lå bukken forendt – en perfekt bladkugle fra min 243winchester – pyyhhh sikke en forløsning og sikke en buk! En kæmpe krop og flot stærk opsats og hvad! – den havde et EKSTRA HORN midt i panden!
– jeg havde skudt en “enhjørning”!

Jeg knælede ned ved det smukke dyr og sendte en stille tak til de højere magter.
Bukketuren til Polen var sandelig begyndt med oplevelser af særdeles høj karát!
(Bukken vejede 21 kg brækket og opsats med kranie 496 gram. Rejsen var arrangeret af Diana og reviret hedder Lutowko)

En svær pürsch…

Jeg havde skudt en god seksender med buen om onsdagen og var nu henvist til at jage i vore nordlige skovområder.
Meget få dyr er der skudt heroppe. Der er næsten ingen skovspor og kun få stiger. vi kalder det indianerland.
Et område der kræver sin mand på pürsch.
Hele turen ned til jagtområdet tidligt lørdag morgen gik med at spekulere på hvordan det skulle gribes an. Jeg besluttede mig for at starte i den ene af de 2 stiger i området for så at se hvad der skete. Temperaturen var under 10  grader og der blæste en kølig vestlig vind.
Efter et par timer i stige 1 uden aktivitet, flyttede jeg til den anden stige og klokken var blevet halvotte.
Jeg havde siddet et kvarter da jeg spottede en buk tv for stigen. Det var en god buk og afstanden var ca. 80 meter.
Det var en stærk seksender på patrulje. Stille og roligt gik den i en halvbue væk fra mig. Stoppede ved små træer og snusede til sine markeringer. Små pauser hvor der blev lyttet og smagt på vinden. Ikke noget vildskab, ingen voldsomme udfald med vilde skrab og fejninger, blot en rolig kontrolleret adfærd. Lidt markeringer hist og her og så igen pauser Her var tydeligvis en buk der havde kontrol over sit territorium. Det var tydeligt at dette var hans hjemmebane.

Bukken fortsatte væk fra mig og jeg spekulerede om jeg straks skulle indlede en pürsch, men valgte at vente og se hvad han havde for – måske ville han dreje og komme min vej.
Det var åben bøgeskov og han satte sig til sidst i noget bøgepur, ca. 80m mod syd.
Jeg kunne se et øre og en stang. Jeg lænede mig tilbage i sædet i vildrede. Skulle jeg blive i stigen eller pürsche? – med sådan en gammel erfaren buk ville det blive uhyre vanskeligt.
Jeg ville med stor sandsynlighed komme til at stå og føle mig dummere end dum – blive taget med fingrene i kagedåsen –  stå med bukserne nede om anklerne mens bukken overlegent skældte mig hæder og ære fra. Med sådan en buk får man meget få chancer.
Jeg tog en beslutning og kravlede langsomt ned ad stigen. Herefter fulgte 40 minutters uendelig langsom pürsch gennem forræderisk skovbund. Et tyndt grønt dække af anemoneblade skjulte alle de forræderiske kviste der lå som miner under det grønne tæppe.
Hvert eneste trin nøje sat – jeg måtte føle mig frem. Det gik fremad uden lyd, men jeg kunne ikke se bukken længere dat jeg nu var nede på jorden.

Da jeg var inde på 30m opdagede jeg ham først igen – det gav et sug i maven! Et øre, så en stang – nu kunne jeg se hvor han sad og pulsen steg kraftigt!
Jeg manglede 15 meter – så ville jeg være i skjul af en bred bøg.
Uendeligt langsomt, med kikkerten i flittig brug for at holde øje med bukkes reaktioner, kom jeg hen til bøgen blot 15 meter fra bukken…
Alt var parat og bukken rejste sig, men stod stadig i bøgepurret. Jeg fik fisket min telefon op af lommen og taget en kort video.
Han manglede kun at tage 2 skridt til højre – så ville han være ude i det fri til skud. Måske skulle det alligevel lykkes? – mit hjerte hamrede og kunne mærken en sitren i kroppen og et hul i maven.
Jeg gjorde klar til at trække buen , stadig skjult bag den brede bøgestamme.
Minutterne gik og bukken stod bare og nippede til de lysegrønne bøgeblade – jeg var ved at blive vanvittig og mit åndedrag begyndte at blive tungt og stadig mere sitren – det var en ulidelig spænding…
Jeg spekulerede som en gal – alle scenarier blev gennemgået i mit hoved – det måtte ikke glippe!
Blot én ting havde jeg ikke kontrol over nu – det var vinden – den kom fra højre, men med et drejede den i nord et øjeblik og så ved godt hvad der kan ske. Det var forfærdeligt – i 10 lange sekunder mærkede jeg hvordan mine svedvåde nakkehår blev kølet ned.
I det 11. sekund sprang bukken i et kæmpe rabalder og med dyb smælen – ind i underskoven – slaget var tabt…
NEEEEJHHHHH…
Jeg havde tabt på målstregen, men var foran helt til mål – og derfor var det alligevel en sejr.
Måske skulle jeg være blevet i stigen?
I det øjeblik jeg kravlede ned, vidste jeg godt, at hvis jeg bommer får jeg nok ikke chancen igen.
Med riflen kunne jeg have skudt bukken 50 gange, men så måtte jeg have undværet denne fabelagtige oplevelse.
Nu får han en pause – jeg får sikkert ikke chancen igen. Sådan buk levner dig kun få chancer og denne havde været stor.
En fantastisk oplevelse som man kun kan få på buejagt.
(Video taget med rystende hænder med en iphone6 – det er lidt svært at se dyret, men det står mellem stammerne)

Knæk og bræk derude – eller som man siger blandt buejægere – træk og slip!