Camouflage til jagt – jagttøj der skjuler dig – Pürschstrategier 2

Den første artikel om camouflage udkom i 2016 og der er sket lidt siden – så her får du en opdateret version.

Jeg tog buejagttegn i 1991 og dengang var camouflage meget lidt brugt, men enkelte bueforretninger i Danmark fik tøj hjem fra USA hvor der kun fandtes 2 mønstre – Mossy oak og realtree.
Der gik faktisk mange år før de første danske jagttøjsproducenter begyndte at producere camouflagetøj til jagt.
Min første camouflagejakke købte jeg i 1991 og var en jakke fra Realtree der med sit lodrette mønster var meget effektivt til pürschjagt i skov.

Markedet bugner i dag af muligheder i både jagtbutikker og webshops, men hvad skal man egentlig vælge?
Desværre mangler butikspersonalet ofte den nødvendige viden om camouflage. Derfor håber jeg at denne artikel giver dig et indblik i, hvad camouflage er, hvordan det virker, og hvordan det kan hjælpe dig med at træffe det rette valg næste gang, du er på jagt efter nyt camouflagetøj.

Hvorfor camouflere sig?

Ordet “camouflage” stammer fra fransk og refererer til evnen til at forsvinde i sine omgivelser gennem synsbedrag.

For mange dyr, fugle og fisk er camouflage et spørgsmål om liv og død. Gennem evolutionen har både rovdyr og byttedyr udviklet unikke camouflageteknikker for at holde sig skjult. Camouflage er ofte skræddersyet til den specifikke habitat og fjender, hvilket gør, at selv små variationer i mønstrene kan opstå mellem arter, afhængigt af deres geografiske placering. Det er grunden til, at både tigeren i junglen og skovsneppen i skovbunden er perfekt tilpasset deres miljø.

^{(Foto by Micha Fager)}

Camouflage i naturen kan fungere på flere måder. For byttedyr handler det ofte om at smelte sammen med omgivelserne for at undgå at blive opdaget. Rovdyr bruger derimod camouflage til at snige sig tættere på byttet uden at blive set. Denne evne til at forblive usynlig har været afgørende for overlevelse gennem millioner af år.

Camouflage har sandsynligvis været brugt af jægere siden stenalderen. Mange kender til de såkaldte Ghillie suits som blev opfundet i Skotland i 1700-tallet til at snige sig uset ind på de store rudler af kronvildt i det åbne højland. Ghillie suits er tunge og vanskelige at benytte til praktisk jagt, men nok noget af den bedste sløring der findes.

Camouflagetøj blev dog først mere udbredt i moderne tøjproduktion under Anden Verdenskrig, hvor amerikanske marinesoldater gjorde brug af det i Stillehavskrigen.
I dag er camouflagetøj en milliardindustri, og det spiller stadig en central rolle i militære sammenhænge. Filosofien bag er simpel: “Det, du kan se, kan du ramme – det, du ikke kan se, kan du ikke ramme.”

Blandt jægere er der ofte diskussioner om nødvendigheden af camouflage, men der er ingen tvivl om, at korrekt anvendt camouflage kan holde jægeren skjult, indtil byttet er inden for skudafstand.

Jeg har flere gange oplevet en situation, hvor jeg laver en utilsigtet lyd – f.eks. ved at træde på en gren. Dyret stopper op, lytter og prøver at lokalisere, hvad der har skabt lyden – hvor er det, og hvad er det?

Selvom lyde sjældent alene skræmmer byttet væk, kan det være syns- eller lugtesansen, der afslører dig. Jeg har ofte oplevet, at en pludselig ændring i vinden hurtigt kan afsløre min position, når dyret fanger menneskefært. Ved usikkerhed vil dyret ofte cirkulere området for at få færten eller et glimt af, hvad der udgør faren. Hvis du bliver set, er spillet ude – din silhuet er genkendt.

Netop dét – at bryde jægerens silhuet eller kontur – er nøglen til effektiv camouflage. Med det rette camouflagetøj kan du endda ses af byttet uden at vække mistanke, fordi du ikke umiddelbart genkendes som en trussel.

Derfor er det vigtigt at vælge camouflagetøj, der passer til det miljø, du jager i. Moderne materialer giver desuden mulighed for ikke kun at skjule dig visuelt, men også at reducere eller neutralisere din lugt – en vigtig faktor, som jeg vil dække nærmere i en anden artikel om pürschstrategier.

Camouflagestrategier i naturen

Naturen byder på et væld af camouflagestrategier, hvoraf de vigtigste forklares her.

Kryptisk camouflage

Kryptisk camouflage gør, at et dyr smelter sammen med omgivelserne ved hjælp af mønstre og farver, der matcher baggrunden. Det er den mest udbredte form for camouflage i naturen og kan variere meget afhængigt af miljøet. Et enestående eksempel på dette er natravnen, der mestrer kryptisk camouflage gennem komplekse mønstre.

Farvetilpasning

Mange camouflerede dyr har den samme farve som deres omgivelser. En parakit i regnskoven er grøn, ligesom løven på savannen har en sandfarvet pels, der matcher græsset.

Sammensat mønster

Mange dyr benytter sig af sammensatte mønstre, der effektivt udvisker deres konturer og signaturer. Sammensatte mønstre kan variere meget i design og kan inkludere elementer som striber og pletter, som man ser hos tigre og leoparder. Disse mønstre hjælper dyrene med at bryde deres form og smelte sammen med deres omgivelser.

Modskygge

En anden udbredt camouflageteknik er modskygge, hvor mange dyr, fugle, insekter og fisk har lysere bug og mørkere ryg. Dette udligner den naturlige skyggevirkning, hvor solen gør de øvre flader lysere, mens de nedre flader forbliver i skygge. Modskyggen fjerner denne forskel i lysopfattelsen og hjælper dyret med at undgå at blive set.

Camouflage: En værdifuld del af pürsch strategien

En korrekt valgt og brugt camouflage kan bringe jægeren tættere på sit bytte, men camouflage alene er ikke nok. Bevægelser, lyde og lugt spiller også en væsentlig rolle i at forblive skjult. Det nytter ikke at købe det perfekte camouflagetøj og tro, at man automatisk bliver usynlig i skoven. For eksempel lærer militæret om de fire B’er – belysning, bevoksning, baggrund og bevægelse – som er essentielle for at holde sig skjult. Kombineret med effektiv camouflage kan disse teknikker få jægeren meget tæt på vildtet.

Vintercamouflage: Sneens usynlige jæger

Vinter- eller snecamouflage er særligt effektivt i sneklædte landskaber, hvor den kan gøre jægeren nærmest usynlig for vildtet, da skygger nærmest er ikke-eksisterende – læs evt. artiklen om snecamouflage.

Teknisk set: Camouflagens funktioner

Camouflage har 3 hovedformål:

1. At få jægeren til at smelte sammen med sine omgivelser.
2. At sløre jægerens bevægelser
3. Bryde den menneskelige signatur, altså det karakteristiske omrids af et menneske.

Bevægelse er det sværeste at skjule, da mange byttedyr er dygtige til at registrere selv de mindste bevægelser. Men hvordan kommer man så tæt på vildtet, hvis man ikke må bevæge sig?
Her er mønstrets effektivitet afgørende. I naturen ser vi, at både rovdyr som løver og jægerinsekter som guldsmede anvender en strategi, hvor de gør sig små og langsomt nærmer sig byttet. Når jægeren falder i ét med omgivelserne, kan han bevæge sig direkte mod byttet uden at blive opdaget. Ved langsomt at blive en del af omgivelserne virker teknikken effektivt – jægeren bliver en del af baggrunden.

Jægerens signatur – omridset af et menneske: Det vigtigste at sløre

At sløre jægerens signatur – altså hans omrids – er afgørende. Hvis dyret kan genkende den menneskelige form, vil det med det samme opfatte den som en fare. Når først jægerens signatur er synlig, er det næsten umuligt at forblive skjult, især hvis man samtidig bevæger sig. Det er derfor vigtigt, at camouflagen bryder menneskets karakteristiske omrids.

Hvis signaturen derimod ikke genkendes, kan dyret se jægeren uden nødvendigvis at blive skræmt, da det opfatter ham som en del af omgivelserne. Dyret reagerer først, når det kan identificere elementer af jægerens signatur som en potentiel trussel.

Valg af camouflagemønster

Valget af camouflagemønster bør baseres på flere faktorer:

• Det terræn, man jager i
• Den vildtart, man jager
• Den jagtform, man praktiserer

De forskellige mønstre og farver fungerer forskelligt i forskellige omgivelser og bliver opfattet forskelligt af byttedyrene. Der findes ikke ét universelt camouflagemønster, der fungerer til alle jagttyper, fordi både omgivelser, vejrforhold og dyrearter varierer. Det er derfor vigtigt at vælge mønsteret med omhu for at øge dine chancer for succes.

Jagtbeklædningens mønstertyper – 5 centrale camouflagemønstre

Camouflagetøj til jagt findes i mange varianter, men de fleste er baseret på kryptisk camouflage. Alligevel varierer de i både mønster og farve afhængigt af formål og omgivelser. Her er fem centrale camouflagemønstre, der både ses i naturen og i moderne jagtbeklædning:

1. Mikromønster

Mikromønstre består af fine detaljer som små prikker og linjer, der hjælper jægeren med at smelte sammen med omgivelserne, især når man sidder stille. I naturen ses dette ofte hos byttedyr, særligt fuglehunner, der bruger diskrete mønstre for at skjule sig. Et godt eksempel er leoparden, hvis pletter skaber et mikromønster, der gør den svær at opdage, indtil den angriber sit bytte.

Mikromønstre fungerer bedst på kort afstand, hvor de får jægeren til at forsvinde i omgivelserne, som en rugende fugl gør det. Men på længere afstande kan mikromønstre miste deres effektivitet, da de ofte flyder sammen og blot fremstår som en ensartet masse, der afslører jægerens silhuet.

Eksempler på camouflage med mikromønstre: GORE OptiFade™ og Kryptek™, Härkila Axis MSP Forest som kombinerer mikro- og makromønstre.

2. Makromønster

Makromønstre består af store områder eller striber, som effektivt forvrænger jægerens omrids. Et naturligt eksempel er tigeren, hvis brede lodrette striber nedbryder dens silhuet, mens den sniger sig tæt på sit bytte. Dette mønster er særligt effektivt for jægere, der bevæger sig, men som stadig skal forblive skjulte.

Makromønstre fungerer bedst på mellem og lang afstand, hvor de forhindrer genkendelse af jægerens kontur. På kort afstand kan de dog være mindre effektive. Mange jægere vælger ikke makromønstre, da de kan virke “voldsomme”, men i de rette omgivelser er de yderst effektive.

Eksempel på makromønster: Kuiu™ Vias.

3. Efterligningsmønster (Mimicry)

Efterligningsmønstre kopierer de nøjagtige elementer fra omgivelserne, så jægeren falder fuldstændigt i ét med terrænet. I naturen ses mimicry hos sommerfugle og insekter, der efterligner blade eller bark. Disse mønstre er ofte en kombination af mikro- og makromønstre og fungerer bedst, når jægeren sidder stille, for eksempel i en treestand under jagt på whitetail hjorte.
Dog kan mimicry-mønstre have en ulempe ved bevægelse. Naturens grene og blade står stille, mens jægeren bevæger sig, hvilket kan afsløre dig under pürschjagt. Derfor er mimicry camo ikke altid ideel til jagtformer, hvor bevægelse er nødvendig. Mimicry kan være særdeles effektivt, men mønstret skal helst ligge meget tæt på farverne og lysintensiteten af omgivelserne. Gør det ikke det, er det ikke en ubetinget fordel. De tøjmærker der bruger mimicry mønstre har da også mange forskellige at vælge mellem. Realtree har f.eks. 5 mimicry mønstre at vælge mellem og mossy oak hele 10.

Eksempler på mimicry: RealTree™

4. Kombinationsmønstre

Kombinationsmønstre er moderne camouflagemønstre, der kombinerer mikro- og makromønstre. De har ofte et “digitalt” udseende bygget op af små firkanter: De fleste nyere camouflage mønstre i dag er bygget på kombinationsmønstre.

Kombinationsmønstrenes fordel er, at de er effektive både på korte og lange afstande, hvilket gør dem brugbare i de fleste jagtsituationer. De meste camouflage der i dag benyttes til jagtbeklædning er kombinationsmønster.

Eksempler på kombinationsmønstre: Gore OptiFade™ og Axis MSP Forest (Härkila).

I tests har kombinationsmønstre ofte overgået andre mønstre på tværs af forskellige terræntyper. Dog findes der også fejlslagne forsøg med mønstre, der er for overdrevede, såsom firkanter på størrelse med madkasser – disse efterligninger fungerer sjældent effektivt.

5. 3-dimensionel Camouflage

3D-camouflage skaber en ægte dybdevirkning, der effektivt bryder jægerens konturer. Når grundmønstret og farverne passer til omgivelserne, kan 3D-mønstre gøre jægeren næsten usynlig. Mange mimicry-produkter tilbydes også i 3D-versioner, og de såkaldte “Ghillie suits” er en gammelkendt form for 3D-camouflage.
3D-camouflage kan dog være udfordrende i praksis, da det har en tendens til at hænge fast i grene og buskads, hvilket gør bevægelse besværligt. Det er også ofte tungt og varmt at have på, særligt ghillie suits, som primært er designet til at blive brugt, når man sidder stille.
3D-bladcamouflage fås ofte som overtrækstøj som er nemt at kravle i når man begynder jagten og langt det mest brugte type inden for 3D sløring.

Eksempel på 3D-camouflage: Overtrækssæt i bladcamouflage.

Valg af camouflage – Afstemning med omgivelserne

For at få den bedste effekt af sin camouflage er det afgørende at afkode terrænet og forstå dets strukturer, farver og kontraster. Uden denne viden risikerer man at opnå det modsatte af, hvad man ønsker, og i stedet fremstå endnu mere tydeligt for vildtet.

Terrænmosaik og valg af camouflagemønster

Når du vælger et camouflagemønster til jagt, er det afgørende at forstå den terrænmosaik, der dominerer omgivelserne. Terrænmosaik består af forskellige elementer som størrelsen på objekter, skygge- og lysforhold samt de linjer, der præger landskabet – lodrette, vandrette eller en kombination af begge. At matche din camouflage til denne mosaik er første skridt mod effektiv sløring.

Skygge og lys

Et grundlæggende princip i jagt er at søge skyggerne, uanset hvilken camouflage du bruger. At opholde sig i skygge er essentielt for at forblive skjult, især under pürsch- eller anstandsjagt. Camouflage, der er en anelse mørkere end omgivelserne, fungerer ofte bedst, da den blender mere naturligt ind.

Udfordringen opstår, når du bliver tvunget ud i direkte sollys eller solpletter i mørkere områder, som fx i en løvskov med lysindfald gennem bladtaget eller på åbne sletter. I disse situationer er det tydeligt, hvor forskellige mønstre kan fremstå. Nogle mønstre, oftest kombinationsmønstre, absorberer refleksioner og reducerer genkendelsen af jægerens omrids. Andre mønstre forstærker refleksioner og dermed afslører jægeren med det samme, ligesom glat stof reflektere mere lys end groft eller “pelset” stof. Hvis du er tvunget ud i lyset, skal du bevæge dig langsomt og i en lav, diskret position.

Bjerge

Bjergterræner byder på store objekter som sten, klipper og afsatser, der skaber markante skygger. Vegetationen er ofte sparsom med spredte træer og buske, og linjerne i terrænet kan variere fra lodrette og vandrette til runde. Farverne er afdæmpede, men kontrasterne mellem lys og skygge er ofte markante.

I bjerge vælger mange jægere camouflage i makromønster, da det er særligt effektivt på længere afstande, som ofte er tilfældet i bjergjagt. Et mikromønster kan på lang afstand blot syne som en ensartet, grå masse, der nemmere afslører jægerens silhuet. Populære mønstre til bjergjagt er Härkila Mountain hunter expedition (Link til test her) og GORE OptiFade™ Open Country og Kuiu Vias/Verde.

Skov

I skovområder vælger de fleste jægere en lidt mørkere camouflage, da der under træernes krone er begrænset lys. En mørkere nuance af camouflage blender bedre ind i skyggerne. Rent makromønster er mindre effektivt i skovområder, men en kombination af mikro- og makromønstre fungerer godt, da det dækker både korte og lange afstande.

GORE OptiFade™ Forest er designet med lodrette linjer, der passer til træstammernes lodrette struktur, hvilket gør det effektivt i skov. Härkila’s Axis MSP Forest er et andet populært mønster, der kombinerer mikro- og makroelementer og fungerer godt i forskellige skovtyper.

Græsarealer og åbent land

Selvom mange jægere foretrækker at søge skjul i hegn eller bag enkeltstående træer, findes der områder med store, åbne græsarealer, som kræver specielle camouflagemønstre. Pronghorn-jagt i USA’s midtvestlige stater eller jagt i Afrikas savanne og tundraen på den nordlige halvkugle kræver camouflage, der passer til flade, åbne landskaber.

Lyse mikromønstre er populære i disse terræner, da de falder i ét med det ensartede græs og de lave buske. Realtree Max-1™ og GORE OptiFade™ Open Country er eksempler på effektive camouflager til åbent terræn, selvom de sjældent ses i Danmark, hvor denne type terræn ikke er så udbredt.

Sne og vinter

Camouflage i snedækkede vinterlandskaber er nærmest en historie for sig selv og den kan du læse om i artiklen om snecamouflage her.

Vælg camouflage til jagtformen: Pürschjagt eller anstandsjagt?

Når man skal vælge camouflage, afhænger det ofte af jagtformen – om man sidder stille på anstand eller bevæger sig under pürschjagt. Personligt vælger jeg camouflagemønster ud fra den jagtform, vildtart og omgivelser, jeg står overfor. Hver camo-type har sine styrker, og det er vigtigt at vælge den rigtige for at optimere sin skjul.

Camouflage til anstandsjagt

Til anstandsjagt fungerer traditionelle mimicry-mønstre, som fx Realtree og Mossy Oak, rigtig godt. Disse mønstre er ofte opbygget med realistiske billeder af blade, grene og træstammer på en diffus baggrund, hvilket skaber en naturlig dybdeeffekt. Mønstre som Realtree MAX-4 og Realtree APG har endda en vis makroeffekt, som hjælper med at sløre jægeren.

Camouflage til pürschjagt

Når det handler om pürschjagt, hvor man bevæger sig mod vildtet, foretrækker jeg moderne digitale kombinationsmønstre, der kombinerer makro- og mikromønster, som OptiFade eller Axis MSP (Härkila). Disse mønstre er designet til at skjule både jægerens bevægelser og statiske silhuet.

• Makromønstret udmærker sig ved at bryde jægerens silhuet og sløre bevægelse, hvilket gør det sværere for vildtet at registrere dig.
• Mikromønstret er ideelt, når du sidder stille, da de får dig til at falde naturligt ind i omgivelserne.

Personligt har jeg haft stor succes med OptiFade EU og Axis MSP (Härkila) på pürschjagt, hvor jeg kunne komme meget tæt på råvildtet – og endda nedlægge to stykker med bue og pil på 10 og 15 meters afstand.

Eksempler på Effektiv Camouflage

Selvom f.eks. Realtree Max-4 oprindeligt er designet til andejagt i siv, har jeg haft stor succes med dette mønster til bukkepürsch i maj måned. Mønstret har en stærk makroeffekt, som slører jægerens silhuet, og jeg kunne ofte snige mig overraskende tæt på vildtet.

Derudover har mønstre som OptiFade EU og Axis MSP også vist sig overlegne til at bryde silhuetten i en række omgivelser.

Fremtidens camouflage

Camouflageudviklingen bevæger sig hele tiden fremad. Med nutidens teknologiske fremskridt har mønstre som Axis MSP og OptiFade en klar fordel i mange jagtsituationer.

HUSK LIGE DET MED UV-lyset!
Hov- og klovdyr ser anderledes end mennesker og kan se et stykke ud i det ultraviolette spektrum – særligt i dårlig belysning. Du kan altså vælge nok så god en camouflage, men hvis stoffet reflekterer UV-lys, vil du lyse kraftig op i en mørk skov!
UV-lys reflektion fra stoffet skyldes som regel metoden hvor farven er tilført stoffet samt farvestoffets kemi.
Derfor skal du lige læse artiklen om hjortevildtets syn her
Og husk lige at have en uv-lampe med i lommen når du du skal på jagt efter camouflagetøj i jagtbutikken..

^{(Billigt bladcamo overtrækssæt fra billig kina shop – reflekterer UV-lys meget kraftigt)}

Notabene: Mode og camo

Selvom effektivitet er vigtig, spiller mode og markedsføring en stor rolle i valget af jagttøj. Mange jægere køber camoflagetøj baseret på udseende, selvom det ikke nødvendigvis er det mest funktionelle.
1990’erne blev digitale camouflagemønstre introduceret til den amerikanske hær, men mødte modstand, fordi soldaterne ikke syntes, de så “pæne” ud.
Det samme kan ske blandt jægere – vi vil gerne se godt ud, selv når vi prøver at skjule os.

Dog er det vigtigt at huske, at camouflage giver en reel fordel, især under pürschjagt, hvor bevægelse og skjul er afgørende for succes.

Husk også at læse artiklerne – pürschstrategier 1 hjortevildtets syn.

Og artiklen om snecamouflage

Pürschstrategier 1 – Syn hos hjortevildt

Efter skovens konge…

Det glatragede hoved, de stålgrå, smalle øjne og den markante ansigtsprofil afslørede at her var en mand med karaktér.
Manden var omkring 50,  og så ud til at være i god fysisk form.

“Jurek is your hunter and guide” sagde Joanna, der var tolk på reviret.

Jurek, der lignede Telly Savalas, aka “Kojak”, havde et stålsat blik og stirrede mig direkte i øjnene uden at fortrække en mine.
Jeg gengældte blikket og rakte hånden frem og stak ham næven og lagde med vilje et godt fast tryk i den urgamle håndhilsen.

Det faste greb blev gengældt og en næsten usynlig trækning løb hen over mandens ansigt, der langsomt tøede op, da han mærkede styrken i mit håndtryk. En vag trækning i mundvigene udtrykte tilfredshed med situationen.
Jeg var accepteret – so far so good…

Et fast blik og et godt fast håndtryk siger ofte mere end tusind ord – vi var enige om alvoren i de forestående dages jagt på skovens konger
– det ville blive svært, spændende og krævede samarbejde, fælles forståelse, beslutsomhed og god skydning for at opnå et godt resultat.

Nu kunne 4 dages jagteventyr på de majestætiske kronhjorte begynde…  ….

FORBEREDELSEN
I månederne op til jagtrejsen til Polen, havde jeg gennemsøgt markedet for jagtrejser på kronhjort blandt flere udbydere.
Jeg var ikke specielt fokuseret på prisen, da man også inden for jagtrejser, som regel får hvad man betaler for.
Derimod betyder det mere for mig, at arrangøren har en stor viden om de revirer de tilbyder, da de derved kan foreslå det rigtige revir til de krav jeg stiller til jagtformen, guiden, indkvartering mv.
Min gode jagtkammerat Heine skulle med og debutere som hjortejæger og det var vigtigt for mig at han ville få en rigtig god oplevelse.
Valget faldt på et revir i det vestlige Polen nær Kalisz Pomorski hvor jagtretten tilbydes af Gamekeeper Hunting Tours som drives af de 2 passionerede og meget erfarne jægere, Henrik Mortensen og Kenneth Banke og deres hustruer.

Nu rejser jeg med gerne med flere bureauer, da de alle har deres spidskompetencer, men til denne tur kunne jeg mærke, at der blev lyttet særligt til mine ønsker, og de forslag der kom på bordet, stemte overens med de krav jeg umiddelbart havde stillet:
– brug af bil, kun til transport til reviret,
– primært jagt som pürsch til fods
– anstand i hochstand kun når pürsch ikke var mulig
– en god bestand af pæne hjorte
– mulighed for en stor hjort
– gerne brunstjagt mens det er lyst

Et hurtigt check på referencer var tilfredsstillende og turen blev booket hos Gamekeeper.

Nu er jeg ikke nogen novice med en riffel, ej heller med hjortejagt, men uanset hvor meget erfaring man har med det ene og det andet, er grundig forberedelse altid med til at gøre turen bedre i alle henseender.

Jeg havde foreberedt mig godt på denne tur og trænet flittigt med riflen, trænet skydestillinger, brug af skydestok og hurtige skud og testet forskellige ladninger til 7mm’eren og 338’eren.

En kronhjort i brunst, fyldt med hormoner og masser af kampiver, kan tåle et “gedigent pulver” og stiller derfor visse krav til kaliber og ammunition for at sikre et hurtigt og humant drab. Kronhjort kan sagtens nedlægges med f.eks. kal. 6,5×55 med en god kugle, men er man uheldig med et dårligt skud, er det også ensbetydende med en lang eftersøgning og ødelagte jagtdage og nattesøvn.
Valget af våben faldt derfor på min norske Kongsberg riffel i kaliber 338 Winchester Magnum der kan sende en 13 grams Nosler Accubond ud med ca. 900 m/s og én af de mest dødbringende patroner jeg har brugt til hjortestort vildt. Jeg medbragte desuden min Svenske Varberger 7mm Remington Magnum som også yder stor slagkraft til hjortene med en 10,4 grams Nosler kugle. 7mm’eren er noget lettere og foretrukket til længere pürsch i mere åbent terræn med længere skudafstande.

En backupriffel tager jeg altid med på kortere og ukomplicerede ture som f.eks. til Skotland, England Polen, Tyskland og Sverige hvor jeg selv kan køre til.
Sker der noget med den ene riffel, er turen ofte reddet og har prøvet det et par gange gennem tiden.

Alt grej blev chekket og afprøvet inden afrejse og den 18. september 2014 drog vi afsted.

ANKOMST
Efter ca. 8 timers kørsel, ankom vi til reviret i det skovrige Kalisz Pomorski område i det nordvestlige Polen.
Vejen derned gennem Nordtyskland, på nyanlagte og nærmest tomme motorveje, gik legende let og vi var ikke specielt trætte ved ankomsten. Vi blev godt modtaget på det lille pensionat og fik anvist til vore værelser, hvor vi lige kunne nå at pakke ud og få en time på øjet inden briefing med jagtguiderne og tolken kl 16.

Pensionatet er smukt beliggende ned til en stor sø og værelserne var fine og rummelige med eget bad og toilet.
Jeg fik pakket ud, lagt grejet parat og lagde mig på sengen, trak vejret dybt og faldt hurtigt i en let søvn…
Kl. 1530 ringede vækkeuret og jeg hoppede hurtigt i tøjet og gik ned for at spise den obligatoriske tomatsuppe med ris efterfulgt af en meget stor snitzel med tilbehør.

Værtsparret var venlige og lod os spise i fred og ro – det var nu ikke megen appetit man havde – der var sommerfugle i maven og tankerne kredsede om den forestående aftens jagt.

Kl. 16.00 ankom guider og tolk og vi fik sagt pænt goddag og fik en god information omkring jagten og terrænnet.
Ligeledes fik vi udtrykt vore ønsker til hvordan jagten skulle foregå og hvilke størrelser trofæer vi ønskede at nedlægge.
Tolken Joanna, en yngre kvinde ansat ved det lokale skovvæsen, viste tydeligt stor entusiasme inden for jagt og vildtpleje og havde studeret vildtbiologi ved universitet og var nu i færd med at videreføre sin viden ud i praksis, iført gummirøjsere og slidte jeans.
Hun fortalte om området, skoven og vildtbestanden, samt hvorledes forholdene nu var på dette distrikt, der i alt dækker ca. 8.000 ha med 2.000 ha skov.
Der skulle gerne nedlægges 14-15 hjorte samt 115 vildsvin i denne sæson.

Med en afmålt autoritet, forklarede hun vore jagtguider hvorledes vi ønskede jagten skulle foregå – jeg ville gerne skyde en så stor hjort som muligt og Heine en hjort på 5-6 kg trofævægt, hvilket skule være chancer for på dette terræn.
Med til introduktionen, fik vi også forklaret, at der de seneste uger var faldet rigtigt meget regn og at der derfor var ekstremt mange svampe i skoven. Og når der er mange svampe, er der også mange svampeplukkere – og dem hader kronvildtet desværre også.
Vi måtte derfor forberede os på, at hjortene først ville begynde at brøle lige omkring solnedgang og at jagten ville blive lidt mere udfordrende i denne formidable svampesæson.

FØRSTE AFTEN

Guiden Jurek og jeg fik lagt grejet ind i den lille firhjulstrækker, og trillede afsted ud ad de små asfaltveje inden vi drejede ind ad den første skovvej.
Jeg kunne genkende det meste af ruten fra mine studier på google street view. Google havde været forbi året før, og kørt ad de fleste veje i området. Dette var kun med til at øge glæden, i og med man hjemmefra kunne danne sig et indtryk af landskabet, skovene og terrænnet. Jeg havde desuden studeret satellit fotos af jagtområdet og det gjorde bare det hele mere spændende og føltes rart, at være rigtigt godt forberedt.
Sammen med de mange timer på skydebanen følte jeg mig særdeles klar til mødet med kronhjortene – og nu var jeg afsted – vildt!

Vi parkerede bilen i en skovkant og lukkede dørene stille. Daypack rygsækken blev fyldt med lidt sodavand og et par underberger samt myggebalsam og en plade chokolade. Jurek talte kun polsk, men når man er på jagt behøver man ikke ret meget snak alligevel og kan nemt gøre sig forståeligt – jagt er jagt og kræver som regel ikke det store ordforråd mellem jægersmænd.
Jurek tog min skydestok og gik forrest ind i fyrreskoven.

Solen stod stadig 8 fingerbredder over horisonten og vidnede om, at der stadig manglede 2 timer inden den ville blive opslugt af trækronernes takkede horisont.
Det var stadig lunt og fluerne svirrede i den stille skovluft der duftede af den udsivende harpiks fra de gamle fyrrestammer. Næsten ingen vind og næsten ingen lyde – hvert skridt i den tørre skovbund kunne høres mere end man brød sig om.

En sortspætte brød i ny og næ stilheden med sit skrig, mens vi langsomt og stille gled gennem skoven. Jurek stoppede ind i mellem og vi stod og lyttede – men der var ganske stille.
Vi passerede en lille lysning og fik med det samme den ramme stank af brunst i næseborene. Brunstlugten er en skarp lugt som man ikke tager fejl af og i bunden af lysningen lå en søleplads som tydeligt var i brug.

Der var kun 3 fingerbredder tilbage inden solen ville nå horisonten, da det første brunstbrøl gennemskar den klare stilhed i skoven.
Et langt “ruuuuuoooaarrr” efterfulgt af nogle meget dybe stødvise grynt afslørede, at hjorten blot var nogle hundrede meter borte.
Jurek stivnede og jeg ligeså – “Grosser hirsch” hviskede han – årrhhh det var næsten ikke til at holde ud. Lyden som jeg havde glædet mig til at høre i månedsvis gjaldede nu gennem skoven for fuld udblæsning.
Lyden får de små nakkehår til at rejse sig, lyden der får alle dine muskelfibre til at fylde sig med iltrigt blod mens hjertet begynder at hamre løs i brystet.
Lyden som er urgammel og som bare vækker noget helt specielt i enhver jæger der hører det – særligt den første gang.

Jeg vred lidt med kæben og fik et par propper ud af ørene og undlod at blinke i et minuts tid tid for at få øjnene til at løbe i vand og skylle dagens støv ud.
Jeg chekkede forsigtigt og lydløst riflen og stillede forstørrelsen ned på 3 – jeg var i jagtmode!

Skoven var tæt her, med høje gamle skovfyr og tæt opvækst af unge fyrretræer nedenunder. Jurek gestikulerede, at hjorten nok stadig sad med sine hinder inde i den tætte underskov. Vi drejede skarpt til højre for at komme i lidt bedre vind, men jeg var klar over at en pürsch til en siddende hjort med mange hinder nok ville blive nærmest umulig i den tætte underskov.
Vi listede tættere på, men et par opmærksomme hinder fik åbenbart fornemmelsen af os. Vi nåede kun lige at se et glimt af hjorten da han sammen med 10 hinder, passerede skovvejen et par hundrede meter borte. Det var en stærk 12-ender med stort udlæg og tyk manke – klart en god hjort.
Jurek tog en beslutning og vi gik gennem skoven parallelt med dyrene, mens vi holdt en pæn afstand.

Efter en halv time kom vi ud til en stor eng omkranset af skov på alle sider. Jurek forklarede så godt han kunne, at hjorten nok ville komme herud senere for at markere sig og forsøge at samle flere hinder. Der var flere hochstande i skovkanten og vi kravlede op i en af dem og fik sat os til rette.

Der var et kvarter til solnedgang da hjorten igen gav lyd fra sig nogle hundrede meter bag os.
En anden hjort stemte i længere borte og inden der var gået 10 minutter kunne vi høre mindst 6-7 hjorte brøle.
Alene brøle-koncerten ville have været rigeligt for mig den første aften – det var en fantastisk følelse og oplevelse i sig selv og gav spændingen et ekstra løft.

En yngre hjort og 2 hinder trådte ud på engen i den sidste aftensol ca. 200 meter borte. Han stirrede ind i skoven hvor “min” hjort endnu engang brølede – han kom nærmere! – de dybe brøl blev mere og mere tydelige og spændingen steg og steg i den lille hochstand.
Jeg holdte min iphone op foran sigtekikkerten og fik taget et billede af den unge nervøse hjort.

Den unge hjort forsvandt ud over engen mens hjortene stadig brølede løs inde i de tætte fyrretræer.
Det var som om at den store eng tiltrak hjorte fra alle retninger – denne  eng var åbenbart brunstplads for mange af de elskovs- og kamplystne kronhjorte.

Solen var gået ned da den første hind trådte ud på engen på vores venstre side. Efter den fulgte endnu en hind og endnu et par stykker. Langsomt bevægede de sig ud på engen mens de ivrigt græssede de friske skud i sig. Jeg kunne se på Jurek, at han holdt meget øje med skovbrynet og gjorde mig langsomt klar. Mon min hjort ville følge efter disse hinder?
Efter 15 minutter stod der 12 hinder ude på engen og der var ikke kommet flere dyr ud i et stykke tid.
Da vendte en af hinderne sig og spejdede ind mod skovkanten – så vidste både Jurek og jeg at der måtte komme et dyr mere, men hvilket?

Det var ved at mørkne og farverne begyndte langsomt at tone over i grå nuancer. Jeg tændte lyset i leupold’en og chekkede at forstørrelsen stod på ca. 7 hvor den ville tage maksimalt lys ind på største forstørrelse. Med 50mm linse ville en forstørrelse på 7 give en udtrædelsespupil på ca. 7mm som er det maksimale øjet kan udnytte lys ved. Hinderne stod ca. 130 meter ude og spejdede nu alle ind mod skovbrynet.

Pludselig lød et øresønderivende brøl fra skovbrynet og hjorten gled langsomt ud på engen.
Jurek chekkede hjorten i kikkerten og kiggede spørgende på mig. “OK?” hviskede han spørgende – jeg lagde riflen op på gelænderet og tog hjorten i øjesyn gennem sigtekikkerten, “Alter hirsch – ALT” hviskede Jurek – jo, det var den hjort vi havde set tidligere – en flot stærk 12-ender med stor tyk manke.
Jeg ville bestemt gerne nedlægge denne hjort og nikkede til Jurek “OK!” og Jurek nikkede og hviskede “Ja, gute hirsch – sehr ALT – Schiessen!”

Jeg afsikrede 7mm’eren lydløst og lod hjorten glide lidt længere ud på engen, hvor den langsom gik op ad en bakke mod hinderne ca. 130 meter borte.
Den stoppede og drejede det store gevir rundt og brølede atter på fuld kraft, så det gjaldede ud over engen.
Da den var færdig med brølet fandt den svagt lysende prik i trådkorset, skulderbladet på hjorten og jeg lod kuglen gå! -Whoom!
Skuddet rullede ud over engen og hjorten sank øjeblikkeligt sammen på stedet.
Jeg repeterede omgående og kunne høre det tomme hylster ramme træværket i bunden af hochstanden.
Vi holdt øje med hjorten der stadig lå på stedet. Pludselig gjorde den et afsæt med bagbenene fik sig rejst halvt op igen.
Jeg skød øjeblikkeligt og traf igen skulderbladet der slog hjorten omkuld. Denne gang blev han liggende og der blev hurtigt stille.

Jurek drejede hovedet og hans ansigt lyste op i et stort smil “Jaaa, guter hirsch – guter schuss!” og den mådeholdne lidt afmålte mine han havde startet dagen med, var nu afløst af stor glæde, mens han overøste mig med lykønskninger og tilfredse fraser på polsk, så det var en sand fornøjelse.
Han sendte et tilfreds blik i retning af hvor Heine og den anden polske jæger var på jagt, mumlede noget på polsk efterfulgt af et lille grin – de to guider havde åbenbart et eller andet væddemål i gang.

Vi blev siddende lidt i hochstanden og ventede ca. 15 minutter før vi pakkede grejet sammen oppe i tårnet.
Manner, hvor havde det været en vild start på jagten og de følgende 15 minutters venten, var det jeg havde brug for, for at få alle indtrykkene til at bundfælde sig i den rigtige rækkefølge.
I mine unge jagtdage kunne det næsten ikke gå hurtigt nok med at komme ned til det nedlagte vildt, men gennem årene har jeg lært at sætte pris på de gyldne øjeblikke efter skuddet, og sidde og nyde den store oplevelse. Indtrykkene skal nå at bundfælde sig og jeg husker at sige tak til de højere magter og tak til guiden.

Langsomt kravlede vi ned af tårnet og gik op mod hjorten – i samme nu drønede et skud en kilometer borte. Heine måtte også have haft heldet med sig!
Så atter et skud! – bare det nu var gået godt…

Der blev stille og vi nåede op til hjorten – og sikke en flot hjort – et fantastisk og imponerende dyr lå foran mine fødder!
Begge skud sad perfekt på bladet.

Jurek omfavnede mig endnu engang og ønskede tillykke og rakte mig med venstre hånd en kvist fra en spidsløn han havde smurt ind i hjortens schweiss og rakte mig næven – “Darz bór” – jeg tog imod kvisten med venstre hånd og trykkede ham i næven. Han pegede i retning mod bilen og sagde, at han ville hente bilen og at jeg bare skulle blive ved hjorten.
Det havde jeg ikke det fjerneste imod – jeg trængte til at sidde i fred og ro og nyde oplevelsen helt til bunds.
Sikke en første aften – masser af action, skønt jagtvejr, super jagt og toppet med en fantastisk jagtoplevelse og et flot stykke vildt.

Da Jurek var gået, lagde jeg mig ned i græsset ved siden af hjorten, og med et blik op i den stjerneklare september himmel, kunne jeg lade alle dagens store indtryk bundfælde sig alt imens hjortene på ny, begyndte at brøle rundt omkring mig…

Jeg var i jagtparadis…

Jagtrejsearrangør: Gamekeeper Hunting Tours
Gear & grej:
Beklædning: Härkila Stealth sæt, Härkila Q-fleece sæt, Härkila Lynx støvler
Kikkertrem og rygsæk: Badlands og Tenzing
Våben: Kongsberg 393 cal. 338WM, Varberger 717 cal 7mm Rem. Mag.
Ammo: Håndladet med Norma komponenter og Nosler Accubond projektiler
Optik: Leupold VX-R 3-9×50 sigtekikkert og swarovski håndkikkert
Skydestok: 2-benet primos

.308 Winchester – elsket og hadet (mest elsket)

Efter privat at have ejet 76 forskellige jagtrifler over 36 år, i 31 kalibre fra 223 Remington til 375 H&H, endte jeg alligevel undervejs op med at købe en riffel med den patron jeg altid havde undgået – 308 Winchester!
Riflen jeg havde forelsket mig i, havde en særdeles flot skæfte – men men men! – desværre i kaliber 308Winchester! – men jeg måtte eje det flotte skæfte – og så var der jo ingen vej uden om…

Hvorfor havde jeg undgået 308 Winchester? Som genlader synes jeg der var alt for lidt hylstervolumen til så stort et projektil, der kun med nød og næppe kunne sende et 11,7 grams projektil afsted lige omkring 800 m/s.
I Norge kaldes patronen for “automatdværgen” – et øgenavn den har fået for at have begrænset krudtvolumen ift. projektildiameteren og oprindeligt konstrueret til automatvåben.

Nu var jeg tvunget til at afprøve denne ellers meget udbredte patron og havde ikke de store forventninger – men jeg blev hurtigt klogere!

—

Udviklingen af 308 Winchester startede kort efter Første Verdenskrig som en militær bestræbelse på at erstatte den noget større 30-06 springfield (7,62×63).

Først omkring slutningen af Anden Verdenskrig blev udviklingen endelig færdiggjort. Med tilpasning af kaliber 300 Savage fremkom våbeningeniørerne med den såkaldte T-65 patron. T-65’eren kunne opnå en ydelse tæt på 30-06, men i en mindre udgave, som kunne benyttes i våben med kortere lås.
Endelig, med en del småjusteringer, blev T-65 standardiseret som kaliber 7.62 NATO i begyndelsen af 1950’erne.
I forbindelse med introduktionen fremkom denne nye patron i bl.a. i M60 maskingeværet og M14 stormgeværet.

Våben og ammunitionsfabrikanten Winchester så muligheder i patronen og i 1952 og lanceredes  patronen på det civile marked som .308 Winchester i den populære Model 70 riffel.

Er 7,62 NATO og 308 Winchester nøjagtig den samme patron? – Nej, der er faktisk meget små forskelle i hylsterspecifikationerne (indvendigt) og der er mange holdninger til, om militær 7,62 NATO ammunition bør benyttes i våben i kal. 308W og omvendt – men for at gøre det nemt – så benyt den ammunition dit våben er konstrueret til!

—

Jeg erhvervede mig i 2011 den omtalte riffel – en Kongsberg 393 i kaliber 308W – og som nævnt, KUN fordi den havde et super flot skæfte.
Planen var så, at skæftet så skulle flyttes over på den 6,5×55 jeg ejede i forvejen. Herefter skulle 308’eren sælges – “jeg skulle da ikke eje en riffel i dette værdiløse og svage dværgkaliber!
Jeg bryggede dog alligevel nogle skud til den og tog den med på skydebanen.

Første tur på skydebanen gik særdeles godt. Jeg havde lavet lidt forskellige ladninger og projektiler, men næsten uanset hvad jeg puttede i våbnet, lavede den skudgrupper der sad uhyre tæt.
Rekylen var meget mere behagelig end de 30-06’ere jeg har ejet og udganghastigheden kun marginalt mindre – 20-30 m/s

Jeg fattede interesse for patronen og måtte konstatere, at næsten ligegyldigt hvad jeg hældte i af krudt og projektiler – ligegyldigt om piben var brandvarm eller kold – så skød den mere eller mindre bare hul i hul hver gang – også selvom piben ikke var passet særligt godt og fyldt med krudslam og kobberaflejringer – ja så blev den bare ved med at sætte skuddene oven i hinanden.

Jeg forbarmede mig faktisk over den og lod 338’eren blive hjemme og tog den med på vildsvinejagt i Sverige hvor den effektivt og sikkert aflivede 2 vildsvin. Langsomt, men sikkert forsvandt min hadefulde skepsis over for denne patron og kom frem til, at 308 Winchester er en særdeles præcis, alsidig, økonomisk og effektiv standardpatron til jagt på på det meste Europæiske og nordamerikanske vildt.

Det er der flere årsager til: Først og fremmest drejer riffeljagt sig om, at sætte skuddet perfekt.

Som en klog mand engang sagde – “Det vigtigste er hvor kuglen sidder, og ikke hvad den hedder” Men det at sætte kuglen perfekt er også svært nok i sig selv – og her kommer den milde rekyl fra denne patron ind i billedet.

Som riffelinstruktør, har jeg gennem årene set mange ny og ældre skytter fejle grelt på skydebanen hvor skudafgivelsen bære tydeligt præg af, at de er bange for våbnet. Ofte skyldes det en ubevidst frygt for rekylen – og mange af disse er startet ud med f.eks. kaliber 30-06.

Den milde rekyl fra 308 Winchester, bør alle kunne lære at skyde med. Den er også velegnet til kvindelige skytter, som alt andet lige har en mindre kropsmasse til at optage rekyl med, end de fleste mænd. Personligt har jeg ikke noget imod at få nogle tæsk fra min 338 Winchester Magnum, men den får altså også lov til at blive hjemme i skabet når jeg skal på banen. Efter 5-8 skud er jeg banket mør med 338’eren.
Med 308’eren kan du derimod nemt holde ud, at affyre 20-30 skud inden for kortere tid, uden at blive skudtræt.

Genladning af 308 Winchester 
308 Winchester er så godt skruet sammen, at det bare er og bliver en af de mest præcise medium bore patroner i verden.

Patronen er så udbredt, at alle krudtfabrikanter med respekt for sig selv, har udviklet en særlig krudttype designet til 308 winchester. Udnyttelsen af det relativt begrænsede krudtvolumen i hylstret gør at specialdesignede krudttyper giver maksimal udnyttelse af det lille hylster. Af typer kan nævnes Norma 202, Vihtavuori N135, Hodgdon BLC-2 ReloadSwiss RS50 med flere.

Det korte hylster gør, at man når man genlader 308win, altid får en fyldningsgrad tæt på 100% – herved pakker krudtet meget ens fra patron til patron og giver meget ens skudbilleder, tryk og skudgrupper.
Det korte hylster gør også at man nemt får lavet hylstret helt lige og koncentrisk – modsat andre lange hylstre som f.eks. 30-06, 7×64 mv. hvor man skal gøre sig lidt mere umage med kalibreringen.
Tilgangen til tomme hylstre er enorm og man kan altid finde brugte hylstre på mange af landets skydebaner.
Projektiler fås fra 7,1 gram (110 grains) til 14,3 gram (220 grains), hvor man oftest når grænsen for hvad der giver acceptabel ydelse i 308 win ved 11,7 gram(180grains)
308 Winchester er derfor en af de nemmeste patroner at genlade.

Blyfri til 308 winchester
Efter blyforbudets indførelse i 2024,  er den maksimale projektilvægt der kan anbefalesr 10,7 gram (165grains) og de fleste rifler skyder bedst med 9,7 grams (150 grains) blyfrie projektiler.
Det har egentlig ikke så meget med vægten at gøre, men derimod længden af projektilet. Da kobber er noget lettere end bly, vil blyfrie projektiler i samme vægt som en blyholdige, være meget længere.
Plejer man at benytte 11,7 grams blyholdige skal man gå et trin ned til 10,7 grams eller måske 9,7 gram.

Kort pibe og lyddæmper?
Ofte tilbydes 308win rifler med kort pibe som er velegnet til f.eks. lyddæmper. Selvom der traditionelt sættes en 56-57cm pibe på jagtrifler, er hastighedstabet ikke særligt stort ved 308win med en 51cm pibe  på grund af optimeringen af krudt og krudttyper i det lille hylster.
Man skal derfor ikke være ked af at få afkortet en lang pibe på f.eks. 56-57cm  til 48-51cm så der er plads til lyddæmperen.
Standard stigning i piben er 1:11.

Dræbeevnen
Til det meste europæiske vildt, er et godt konstrueret projektil på 10,5 – 13 gram, særdeles effektivt i kaliber 308W. Ladet op med en 10,7 grams (165 grains) jagtkugle, kan det opnå en udgangshastighed på omkring 850 m/s og dermed en anslagsenergi på 100 meter på omkring 3000 joule. Men vægt og hastighed er ikke det hele alene. Også den relativt store projektil diameter på 7,62mm laver en ganske god sårkanal ved ekspansion. En tommelfinger regel siger at sårkanalens diameter er 2 – 2,5 gange projektilets diameter = ca 15-19 mm for denne patron.

Når diameteren af det ekspanderende projektil øges, så stiger også dræbevnen – det er vel meget logisk. Sammenlignet med 6,5×55 med en 10 grams kugle vil jeg mene at 308W har ca. den samme rekyl, men en lidt bedre dræbeevne pga. den større sårkanal. At vælge en 30-06 med en 11,7 grams kugle giver ikke større sårkanal, men blot noget mere rekyl og kun lidt bedre gennemtrængningsevne.

Ballistik
Der hvor 308’eren i nogens øjne kan have sine begrænsninger er på langt hold. Men da de fleste sjældent nedlægger vildt længere væk en 200 meter, finder jeg det irrellevant at fokusere på dette i valget af patron. Faktisk har jeg flere gange med succes, ligget og skudt på 600m med 308 winchester hvor ingen af mine andre rifler kan være med. Dette skyldes dels den gode præcision som patronen er født med og dels de gode balistiske egenskaber som projektiler i .308 naturligt har.

Til jagt har jeg indskudt min 308’er på 100 meter og lært mig sætningen:
5-15-30-50
Hvor 5cm er det kuglen falder på 150 meter, 15cm på 200meter, 30cm på 250 meter og 50cm på 300m. Så kan jeg til enhver tid meget hurtigt og instinktivt udregne hvor meget jeg skal korrigere hvor jeg sigter – og det har endnu ikke slået fejl. Forskellen på 308W og 30-06 viser sig først efter 200m, hvor de fleste jægere afholder sig fra at afgive skud til vildt.

Økonomi og udvalg
308 Winchester er nok den mest udbredte jagtpatron i verden. Herved har man altid tilgang til en god handel på våben med god gensalgsværdi og billig træningsammunition. Er man hjemmelader, er tilgangen til gratis hylstre enorm og udvalget af projektiler ligeledes meget stort. Man kan stort set skræddersy en patron til stort set alle formål.
Har du lige fået dig en 308Win og skal finde ammunition er der masser at vælge mellem.
På det seneste er der kommet en del amerikanske mærker på det danske marked efter at man skal benytte blyfri ammunition. F.eks. kan det anbefales at teste Hornady CX, Federal Power-shock, Nosler E-tip som alle kan købes til acceptable priser. De nordiske og Europæiske mærker byder på f.eks.  Norma Ecostrike, Lapua Naturalis, Sako Powerhead blade og RWS Evo green er også god ammunition der dog ofte er en kende dyrere.

Sauer 202 Synchro XT Compact – i kaliber 308 Winchester – én af de mange 308win rifler jeg har haft.

Omvendt!
Fra at være en af de skytter der altid kiggede misbilligende på denne patron, må jeg tilstå, at være blevet totalt omvendt. 308 Winchester er en genial patron i alle henseender: – Nem at skyde med,  behagelig rekyl, super præcision, billig øvelses ammunition, kæmpe udvalg i våben, stort udvalg af ammunition,  god dræbeevne, kan bruges til alle mellemstore vildtarter i verden, nem at sælge igen og god gensalgsværdi.

Kort og godt – hvis du ligesom jeg gjorde, går og rynker lidt på næsen af denne korte, men ret geniale patron – så skulle du måske tage at prøve en 308 Winchester alligevel hvis du går og kigger på ny riffel.

308 Winchester – som regel er den elsket af dem der bruger den og hadet af dem der aldrig har prøvet den…

Glad jæger med 308W – Vildsvin på 75 kg og kronhjort på 175 kilo – fuldt gennemskud på begge dyr med en Nosler 10,7 grams accubond…
—

Den korte lås gør hurtig repetering til en leg…

Bliv bedre med riflen – minikursus

Ofte når jeg er på riffelbanen, møder jeg riffelskytter som med små korrektioner sagtens kan forbedre deres skydning markant.
Det kan også være du gerne vil være bedre forberedt til riffelprøven?

Derfor har jeg sammensat et individuelt kursus på 2-3 timer, hvor vi først gennemgår våbnet, laver våbenkontrol, kontrol af montage, kikkert og får en snak om ammunition samt grundlæggende teori omkring våben, projektiler og skydning.
Der øves skydeteknik, aftræksteknik, skydestillinger mm.
Skytten skal selv medbringe våben, ammunition (ca. 30-40 stk) og relevante jagtremedier – skydestok og høreværn mv.

Jeg kan garantere, at du får fuldt udbytte af dette minikursus!

Pris for 1 person i 2 timer er kr. 950kr.
Baneleje pr. time kr. 80,- tilkommer.

Der kan også laves arrangement for op til 2-4 personer – 3 timer.

pris pr. person ved 2 personer 800kr.
pris pr. person ved 3 personer 700kr
pris pr. person ved 4 personer 600 kr.
Baneleje pr. bane er 80kr/time (man kan f.eks. godt deles 2 personer om en bane)

Arrangementerne kan foregå på hverdagsaftener fra mandag til torsdag fra kl 17-21 eller lørdage fra kl 10-14.
Booking sker efter aftale og ved forudbetaling via mobilepay eller bankoverførsel efter nærmere aftale.

Arrangementet foregår på VestFyn, tæt på motorvej E20.

Ja tak – jeg vil gerne kontaktes vedr. individuelt riffelkursus – brug denne formular:

Hvem står bag Gohunting? – læs mere…

.338 Federal – en “hemmelig” genistreg!

Det er sjældent man render ind i noget særligt som får en til at spærre øjenene op – når man har nørdet i rifler i over 30 år.
338 Federal er en af de patroner der virkelig får en til at spærre øjnene op – fordi den kombinerer næsten alle de egenskaber man har på ønskelisten til den perfekte riffel til mellemstort vildt som hjort, elg og vildsvin.
…
I december 2005 annoncerede Federal Cartridge Company lanceringen af deres første patron – .338 Federal
Patronen er baseret på en 308 Winchester der er udvidet til kaliber 338 (8,6mm)
Federal erklærede, at dette var en ikke-magnum patron der kunne præstere magnum energi, et storvildtkaliber med acceptabel rekyl i letvægtsrifler med kort lås.

Federal markedsfører patronen til at have mere energi ved mundingen end en 30-06 og præsterer op til 60 ms mere end 308Win. med samme projektilvægt.
Der findes nok ikke meget mere end en håndfuld 338 federal rifler i DK og er pt. nok lidt af en hemmelighed for danske jægere – men det håber jeg kommer til at ændre sig i de kommende år – for det er en genial patron.

338 Federal blev lanceret i samarbejde med Sako i Finland og man kan være heldig at finde en til salg i ny og næ.

Siden indførelsen af ​​308 Winchester i 1950’erne, har denne lille og effektive patron været udvidet og presset ned i mindre kalibre talrige gange.
Eksempler kan nævnes f.eks. 243 Winchester, 260 Remington, 7mm-08, 358 Winchester

260 Rem. og 7mm-08 Remington har været uhyre vellykkede patroner. Mindre almindelige er de såkaldte wildcats som f.eks. 25-08 og 338-08.
I øjeblikket har 338 Federal en meget beskeden popularitet, men ikke desto mindre er det en meget lovende patron der skulle kunne give storartet præcision og stor slagkraft.

Nosler med flere opgiver ladedata på deres hjemmeside og det ser ud til blandt ejerne af denne patron, at foretrække f.eks. en 13 grams Nosler Accubond der kan sendes afsted med omkring 800 m/s og en anslagsenergi V0 på hele 4100 Joule og 3440J på 100m – samme energi som en 7mm Rem. Mag!
Også kobberkuglernes relativt lettere vægt bør kunne benyttes med stor effekt i denne patron.

Ballistisk ser den fin ud ud til 200m. Ved indskydning på 150m med et overslag på 100m på 3,5cm og et fald på lige under 9 cm på 200m må den siges at være fin til det meste jagt.
Først efter 200m kan man se fordelene ved en 7mm Rem. mag som den “lille” 338’er deler anslagsenergi med.
Faktisk har den bedre ballistik end flere 30-06 patroner over 200m – den røde linie er 338’eren – nedenfor

Da der findes masser af 338 projektiler på hjemmelader markedet, kunne den blive populær de kommende år – også fordi man meget nemt kan omforme et 308win hylster til denne patron. Lapua hylstre skulle egne sig bedst til formålet.

Sako havde patronen med som mulighed i flere af deres A7 modeller i 2016 kataloget, men det ser desværre ud til at være forsvundet i 2017 .
Alternativt kan man få en våbensmed til at forsyne riflen med en ny pibe til i omegnen af 4-5000 kr.

Flere danske våbenforhandlere lagerfører fabriksammunition i dette kaliber – f.eks. Federal Fusion 13 gram.

En anden fordel ved 338 Federal, skulle efter sigende være, at det korte hylster og dermed brug af hurtigere krudt, ikke gør det tvingende nødvendigt med en lang riffel pibe, men kan fint udnytte krudtets energi i kortere piber ned til f.eks. 50cm. Dette er en stor fordel hvis man benytter dæmper.

Større sårkanal på f.eks, vildsvin og stadig moderat rekyl, bør være ideelt til denne vildtart og for skytten.

En spådom kunne blive at denne patron kunne blive uhyre populær til f.eks. vildsvinejagt – både driv- og anstandsjagt og jagt på kortere afstande.

Ved projektilvalg mener de fleste, at den performer bedst med en 13 grams kugle der ikke er for hård. Den moderate udgangshastighed på 785-817 ms vil hårde projektiler ekspandere lidt for dårligt og så vil resultatet også udeblive. Derimod egner patronen sig godt til at få det bedste ud af lidt blødere typer projektiler som f.x Hornady STT, Sierra GameKing, Speer HotCor, Nosler Accubond, mens man nok bør gå udenom de tunge Swift Aframe/Scirocco og mono/ kobber kugler der ikke ekspanderer noget mindre – Lettere kobberkugler som fx. 160 0g 185 gr Barnes TTSX / 185 gr Hornady GMX, bør kunne arbejde godt i vildtet og ekspandere tilstrækkeligt .

338 FEDERAL er i min bog en intet mindre end genial patron til større vildt – Masser af power, mild rekyl, super præcision og fin ballistik ud til 200m, moderat hastighed/kødødelæggelse – Kan man ønske sig meget mere?

Min egen 338 federal
Jeg fik fingre i en brugt Tikka T3 i 243win til en god pris og bestilte en pibe hos HG Firearms.
Valget af pibe faldt på en Lothar Walter match pibe med en stigning på 1:10 og i jagtudførelse med ø 16mm diameter ved minding og forsynet med M14x1 gevind til bremse eller dæmper.
Derefter fandt jeg et CTRx skæfte og bundmetal og havde nu en lækker 10 skuds vildsvinekanon!
Riflen blev klar i September 2017 og tilskød piben efter de anbefalinger der udstikkes.
Jeg havde forberedt en række ladninger og den skød allerbedst med en 13 grams Nosler Accubond og Norma 203B krudt.
Faktisk skød den ikke bare godt, men faktisk ganske fantastisk med skudgrupper helt nede på 5mm i en 3-skudsgruppe!

Udgangshastigheden var 775 ms med Norma 203B krudt og dermed en anslagsenergi på +3900 Joule ved mundingen.
Jeg havde monteret en bremse fra German Gun Stock – punisher som jeg tidligere har brugt på 308Win mfl. – en yderst effektiv bremse.
Den største overraskelse udover en fantastisk precision var den meget milde rekyl fra våbnet der ikke føles ret meget anderledes end rekylen fra en 6,5×55.
Så skal du ud og lede efter en riffel til større vildt og er du ikke fan af rekyl, kan jeg meget varmt anbefale dig at vælge en 338 Federal.

338 Federal i Tikka T3 – med CTRx skæfte, punisher mundingsbremse, Steiner Nighthunter kikkert

338 Federal i Tikka T3 – med German Gun Stock predator skæfte, punisher mundingsbremse, 10skuds magasin fra riflemags.co.uk, Steiner Nighthunter kikkert.

De første vildsvin
I maj 2018 nedlagde jeg de første vildsvin med denne patron og effekten var ikke til at tage fejl af.
Stor sårkanal – masser af Schweiss fra den bliver ramt – begrænset kødødelæggelse.
3 vildsvin gik fra 0-35 meter. 2 faldt i knaldet og en gik 35m med et meget kraftigt schweiss spor.
Bemærk på billederne nedenfor, hvor meget schweiss der er kommet ud af hullet.
Gennemskud på alle grise fra 40m til 150m afstande.
Ammunition: 200 gr. federal Fusion fabriksammunition.

Genladning til 338 Federal

Da der ikke findes mange jagtforretninger endnu, der lagerfører ammunition, er man desværre henvist til at lade selv.
Jeg gik straks i gang med at teste ladninger og målet var en hastighed på 800 m/s og god præcision.

Processen har taget et års tid, og var gået lidt i stå ved 775 ms. Jeg havde ikke tilgang til krudt der fyldte lidt nok til det lille hylster som ikke gav overtryk.
Norma 201, 202 gav hurtigt for højt tryk og Norma 203B og Viht. N140 var der simpelt hen ikke plads nok til i hylstret og toppede ved 775 ms.

Jeg fik da pludseligt fingre i 2 æsker fabriksladet Federal Fusion patroner ved Vapex i Sverige, der til min overraskelse, sendte en 200 grains kugle ud med 813 ms uden tryktegn. Jeg skilte patronen ad og så at der var 47.6 grains sfærisk krudt i – en krudt med store og små korn. Efter lidt research kom jeg frem til at det måtte være noget Hodgdon H335 agtigt der var brugt og fandt H335 og Hodgdon LVR ved skyttebutikken.

Blandingskrudt-typerne har den fordel at trykket holdes oppe i længere tid og giver mere accelleration – trykkurven er mere flad og lang i toppen. De er til gengæld noget bøvlede at arbejde med og hver ladning er tricklet – krudtet hænger fast i alt – tragt, krudtdoseringsmaskine osv.

Så kom der igen gang i testladningerne igen og fik hurtigt farten op til 812 ms uden tryktegn.
Det endte med en 200 grains Nosler Accubond der har udgangshastighed på 801 m/s og en egenpredning i omegnen af 13mm. Det var det bedste kompromis mellem præcision og hastighed og tryk.
Krudtet er Hodgdon Leverevolution, også kaldet LVR, som fås ved skyttebutikken og den helt rigtige krudt til kugler fra 200 grains og opad med hastigheder helt op til 817 m/s.
Også Hodgdon H335 viste gode resultater, men havde en gedigen mundingsflamme når der kom fart på.

Hylstermæssigt afprøvede jeg RWS og Norma, men norma hylstrene flækkede i halsen flere gange. Originale Federal blev også brugt, men de er ret bløde og holder ikke til mere end 2 genladninger – så holder de ikke fænghætten fast mere. Mangler at teste Lapua der godt kunne virke.
Men er tilfreds med RWS der er ret stærke hylstre!

– Så nu bliver jeg ikke mere klar til grisene på gården – det er en fantastisk patron – billig at lade – behagelig rekyl god fart og kæmpe sårkanal på vildsvinene = masser af schweiss
Mission complete

Sne Camo!

Men at camouflere sig i et snedækket landskab er noget helt særligt hvor man vil opleve ekstra stort udbytte af, at være klædt i hvidt – hvorfor nu det? – det får du svaret på i denne artikel 🙂

De seneste år er det blevet mere almindeligt at investere i camouflage tøj der med talrige mønstre som giver jægeren mulighed for at komme tættere på vildtet. Camouflage er dog langt fra nok i sig selv til en succesfuld jagt, men det vil jeg ikke komme så meget ind på i denne artikel.

De fleste jægere har nok ligesom mig, mindst ét sæt af camo hængende i skabet. Beklædningen er som regel fremstillet af fabriksdesignede stoffer i en bred vifte af grønne, brune, sorte og grå farver, hvilket er godt, da terrænet det meste af året, er sammensat af disse farver. Der er dog et terræn hvor de almindelige “grønne” camo-mønstre er helt uegnet – nemlig et snedækket vinterlandskab.

Uanset om dit camo mønster hedder Realtree APG, Gore Optifade, Mossy Oak Infinity eller et helt fjerde, er de alle ofte helt uegnede til vinterjagt i snedækket terræn.
Kort sagt, det mest almindelige camouflagetøj afslører dig snarere mere end det skjuler dig når det kommer til sne!

Jeg oplevede et ret sigende tilfælde tidligt på vinteren, da en jagtkammerat, stærkt camoufleret, pürschede rundt i samme snedækkede terræn som jeg. Man kunne se at han var erfaren og absolut vidste hvad han foretog sig. Han flyttede sig langsomt med afmålte bevægelser, holdt sin profil lav, var lydløs og holdt sig til at bevæge sig mest i skygger og brugte terrænet og vegetationen som dækning. Han burde have været lige så usynlig som et spøgelse i hans Realtree APG camosæt og facemaske. Men han var som skåret ud i neon, og jeg havde allerede set ham på 200m afstand.

Hvorfor? – 20 cm sne havde dækket landskabet, vinden havde revet de sidste blade af træerne og havde skabt en hvid baggrund overalt. Den camouflage og teknik, der fungerede så godt før sneen faldt var helt og aldeles uanvendelig nu i det hvide landskab. Jeg selv var også forkert klædt på til de sneklædte omgivelser og var fast besluttet på at forske lidt i emnet snecamo og finde ud af, hvad der virker og ikke virker i hvide vinterlandskaber og investerede i et Härkila Kiruna sæt i Realtree AP Snow camo mønster.

“Det optiske bedrag”
I menneskers og dyrs syn, arbejde øjet og hjernen sammen for at fortolke den visuelle miljø. Øjet registrerer hvad der sker og hjernen sorterer og fortolker al information. En af de vigtigste opgaver er, at identificere og adskille individuelle objekter i en given synsoplevelse. Denne adskillelse udføres på mange måder under anvendelse af mange forskellige dele af hjernen.
Faktorer som kontur, form, tekstur, reflekser, relativ størrelse, bevægelse, kontraster og farver er de grundlæggende faktorer i denne procedure. Med andre ord – jo mere du skiller dig ud fra omgivelserne og baggrunden – jo nemmere er du at få øje på!

Først de sidste 3-4 år er vintercamo begyndt at indfinde sig i forretningerne, især i takt med at buejagt er ved for alvor at indfinde sig som jagtform i Danmark. Det, at skulle helt ind på ca. 20 meters afstand kræver nemlig at camouflagen forfines til det perfekte for at buejagt kan lykkes.
Men de færreste er alligevel ikke klar over hvor store fordele et snedækket landskab kan give jægeren når det kommer til camouflage.
De fleste ved godt hvor nemt det er at fare vild i sne. Sne har nemlig mange kvaliteter, der gør det nemt at gøre sig usynlig. Sne har en har en forholdsvis ensartet konsistens, farve og lysstyrke. Sne ændrer terræn og vegetation og reducerer skarpt afgrænsede objekter til en mere ensartet serie af afrundede pukler.
Når vi ser på et snedækket terræn er det dog langt fra rent hvidt, men snarere delvist hvidt, opdelt med mørkte pletter og linier.

Dette rejser et spørgsmål i sig selv. Hvad tager man på af camo et område med delvist snedække? delvist hvidt?
En kammerat og jeg lavede en række test med alm. camo, delvist hvid camo og helt hvid camo på forskellige baggrunde.
Sneen var længe forsvundet fra grenene og underskov, hvilket skaber ideelle betingelser for at teste “delvis hvid” teorien. Da fyrreskov og løvskov har lysere nuancer af grønt og brunt, end en gennemsnitlig granskov, tænkte jeg en af waterfowl-camo (lys med beige farver) ville blende godt ind med træstammer og underskov. Dette viste sig ikke at være tilfældet, skyggerne i camo farverne var lysere end vegetationen og mørkere end sneen, den værst mulige kombination!
Selv med min kammerat siddende på hug viste mønstret at være det mindst effektive.
Vi afprøvede så en alm. camo overdel i grønne og brune farver og helt hvide bukser. Dette var et vellykket farvematch med grene, der dog befandt sig flere meter over testpersonens hoved. Hvis så lidt som bare 10 procent af hans overkrop var synlig, blev hans silhouet meget tydeligt aftegnet i sneen og jeg havde ingen problemer med at spotte ham, men jeg bemærkede dog, at den nederste del af hans krop (klædt i sne camo) var usynlig.

“Delvist hvid” ventede vi med til sidste del af vores eksperiment. Medhjælperen iførte sig nu sættet fra Härkila i Realtree AP snow som er et af de mange delvist hvid-mønstre på markedet. Herefter smeltede han fuldstændigt ind i landskabet og baggrunden.
Selv på afstande som kun 5 meter, synes store dele af ham at forsvinde helt!. I en afstand af 50 meter blev han stående stille i et helt åbent område og jeg mistede gang på gang hans position når jeg kiggede væk og tilbage igen. Når han satte sig ned blev han blot til endnu en snebunke.

Hvorfor er det så effektivt?
Der er flere principper i gang på samme tid, der forklarer, hvorfor sne-camo er så effektiv. Et af principperne er, at et legeme der reflekterer samme mængde lys som baggrunden simpelt hen forsvinder for beskuerens øje.
Et andet princip er, at når et felt af sne belyses fra oven, bliver lyset reflekteret tilbage af hvert snekrystal i mange retninger og fjerner skyggeeffekten som netop definerer og afgrænser beskuerens fornemmelse for størrelse og dybde.
Det tredje princip er, at når en beskuer ser to uafhængige objekter, der deler karakteristika (såsom konsistens, farve og lysstyrke), meget nær hinanden, tolker hjernen det som ét større objekt i stedet for to objekter
Netop 3. princip er det der får en jæger i sne-camo til at smelte fuldstændigt væk i omgivelserne.

I praksis betyder dette også, at et snedækket terræn, både i høj sol eller på mørkere overskyede dage, giver jægeren fremragende muligheder for at smelte fuldstændigt ind i omgivelserne.
Det eneste der kan afsløre dig, er din silhouet mod en anderedes mørk baggrund, f.eks. når solen står lavt i horisonten. Hvis du skal flytte dig, så gør det når solen står lavt i horisonten og hold solen lige i ryggen – så mister byttet din silhouet i solens genskin.
En anden tese som påpeges af jægere der har erfaring med sne-camo er, at dyrene ikke er vant til at se jægerne/mennesker i disse lyse nuancer. Sne nedbryder  desuden konturerne og gør det svært for dyret at vurdere at der er tale om et mennekse. Dertil kommer også, at der igennemsnit kun er blivende snedække i ca. 25-40 dage om året hvilket også gør det svært for vildtet at “huske” og genkende de nye konturer af mennesker i sne-camo tøj…

Fieldtest
Det lyder jo altsammen perfekt, men helt perfekt er det så alligevel ikke hvis du bevæger dig rundt i kuperet terræn eller hvis du på en jagtdag, både befinder dig i mørk skov og på åben mark.

Jeg testede Härkila Kiruna sættet på kronvildtjagt, nogle kolde Januar dage i Jylland for nogle år siden.
Vi var 4 mand der skulle sidde efter kronvildt på et 250 tdr land stort revir.
Fra vore tests var det tydeligt, at ethvert stykke tøj, bælte, rem eller riffel der brød det “Delvist Hvide” look – omgående ville ødelægge “bedraget” hvor man smelter helt ind i terrænet.
Det er altså ikke nok, at tage jakke og bukser på, men også sørge for, at hue, handsker, våben, rygsæk mv. også er hvidt eller delvist hvidt.
Jeg investerede derfor også i Härkila Grizzly Vinterhue (Mossy Oak Snow Camo) og et par Härkila Kiruna Vanter med udtagelig inderhandske.

På én af posterne sad jeg i Hochstand og der var sættet jo naturligvis ikke særligt velegnet i de mørke trækroner – jeg lyste op som et fyr i mit hvide sæt og min nabopost, i en anden hochstand, var ved at vælte ned af tårnet af grin da han fik øje på mig i sin kikkert.
Men det var jo ikke camosættets skyld. Det begyndte at gå op for mig, at man skal anvende vintercamo med omtanke, og at et vinterlandskab både kan være uhyre nemt at forsvinde i, men også særdeles forræderisk hvis man ikke benytter sin vinter-camouflage korrekt.
På en anden post sad jeg midt på et foderbælte, omkranset af en ellers mørk granskov. Først sad jeg på en stol stillet frem til formålet, men havde lært fra Hochstands situationen, at baggrunden skulle tages i betragtning og flyttede stolen hen foran nogle snedækkede grangrene.

Eksempel på at sne-camo skal bruges “intelligent” og ikke altid virker efter hensigten

Hermed fik jeg en hvid/fragmenteret baggrund som er optimalt. Der gik heller ikke længe før en rå passerede mig på blot 5 meters afstand uden nogensinde at have set mig.

Sidste morgen blev jeg sat af på åben mark ved en hegnspæl af tykt egetræ. Der var ingen stol, men jeg havde medbragt min grønne rygsækstol da jeg ikke har kunnet opdrive en rygsækstol i vintercamo, hvilket jeg ønsker mig brændende til næste sæson.
Jeg sad lidt nede i et hul med udsigt op ad en svag skråning. Min nabopost, der sad i hochstand 270 meter væk, så mig i sin kikkert, gå ned på min post langs et mørkere levende hegn. Han fortalte bagefter, at han også tydeligt så en mørkegrøn rygsæk danse afsted i vinterlandskabet, men ellers havde svært ved at se mig.
Efter at jeg havde sat mig ned, var jeg som sunket i jorden, fortalte han.

Da vi havde siddet ca. 45 min. kom en lille rudel på 12 stk. kronvildt ud af skoven i retning af min nabopost, der var iklædt et sæt i Realtree APG grøn/brun camo i en hochstand. Han gjorde en lille bevægelse og det så dyrene og drejede ned mod mig. Dyrene klumpede sammen, men det lykkedes mig at få en kalv fri til skud og sendte den til jorden med min Kongsberg 338 WinMag på 75 meters afstand. Rudlen fortsatte ned mod mig, på trods af, at jeg stod oprejst og fuldstændigt frit på åben mark. Dyrene stoppede op kun 25 meter fra mig og spejdede alle rundt efter farer. Jeg forsøgte at finde endnu endnu et dyr, men rudlen havde klumpet sig for tæt sammen. I næsten et minut stod rudlen kun 25 meter borte og spejdede rundt, og jeg kunne næsten ikke begribe hvorfor de ikke kunne få øje på mig derude midt på marken – frit stående!
Jeg har arbejdet meget ved kronvildt i Klosterheden for år tilbage og ved hvor godt et syn de har i forhold til f.eks. råvildtet.
Førerhinden besluttede så, at vende tilbage til skoven og de resterende 11 dyr forsvandt ind bag granerne 75 meter borte.
Det var en helt utrolig oplevelse at prøve hvor effektiv denne sne-camoflage var i denne situation.
Naboposten fortalte bagefter hvordan han kunne se mig tydeligt stående med det mørke levende hegn som baggrund – kronvildtet havde derimod betragtet mig med en hvid mark med mørke græstotter som baggrund som jo var helt ideelt.
Også de grønne rygsæk havde været utrolig nem at når jeg ikke lige sad på den naturligvis.

Brug det rigtigt
Min tese i brugen af “delvis hvid” sne-camo er, at man skal tænke meget på den baggrund som vildtet betragter dig mod.
Hvis du f.eks. skal pürsche langs en mørk skovkant, kan du med fordel tage en alm camo frakke på og have sne-camo bukser på, men sørge for at have sne-camo jakken i rygsækken.
En anden vigtig ting ved brug af sne-camo er også at søge lavt i terrænet. Når du placerer dig i lavere terræn end vildtet, mindskes chancen for, at den hvide camo afsløres mod en mørk baggrund – f.eks. end mørk linie af grantræer. Man skal naturligvis altid kalkulere med at have forsvarligt kuglefang i lavere terræn.

På billederne nedenfor ses jeg i sættet, knælende, men med forskellig baggrund – bemærk hvor afgørende det er at holde silhouetten fri af den mørke granskov i baggrunden.

Svær at finde!!

Nem at finde – silhouet opstår med mørk baggrund – der skal ikke meget til!

Ved brug til jagt på fugle er sne-camo helt oplagt i snedække vinterlandskabet da fugle jo næsten altid befinder sig højt oppe og betragter dig mod en hvid snedækket baggrund

Brugt rigtigt, er sne-camo en helt fantastisk metode til at sløre sin tilstedeværelse for vildtet og giver helt unikke oplevelser – prøv det!
***

Härkila Kiruna – Snow Camo (serien er udgået – erstattet af serien “winter active”)
Der findes mange muligheder for sne-camo på markedet, men efter at have studeret dem alle i forskellige butikker, valgte jeg at købe sættet fra Härkila i Odense Jagt og fritid, da det på daværende tidspunkt var det mest gennemtænkte vinter-camosæt.
Sættet er let foret og lavet i oversize så det kan tages uden på dit alm jagttøj.
Sættet er vægtmæssigt meget let – selv med let for.

Stoffet er blødt og lydløst med ulden overflade og larmer stort set ikke.
En effektiv velcrolås ved ærmerne sørger for at jakken er tæt ved handskerne.

På venstre overarm er en lomme med et orange bånd i som man kan hive ud og binde rundt om armen.
Båndet er syet fast i den ene ende inde i lommen så man mister det ikke.

Lynlåse er forsynet med en ekstra lang snor så de er nemme at få fat på med handsker på.
Hætten er forsynet med elatikker og kan spændes ind så den passer perfekt. Der er desuden en lille skygge på.
Der er en stor inderlomme med lynlås og lomme til mobiltlf.
Jakkens højre lomme er forsynet med en stof-elastik til patroner og holder dem fast så de ikke larmer i lommerne.

På taljen endnu en elatik der kan snøres ind i livet.
Nederst på jakken er endnu en elastik der kan snøres ind for at modvirke kuldebroer.
Stoffet virker sne og vandafvisende, men er ikke vandtæt – så man skal ikke sidde i sneen i sættet.

Bukserne kan lynes helt af i siderne og man er fri for at tage støvlerne af.

Der er ingen baglommer der generer når man sidder ned.
Der er forsærkninger nederst på bukserne som øger slidstyrken – disse er dog mørkebrune og jeg ønsker mig at de erstattes af hvidt stof fremover.

Kiruna Luffe/Handsker

Luffen kan forrste del foldes tilbage så du har alle fingre fri – luffen er letforet
Inderhandsken som er grøn, er tykt foret og forberedt til at skydefinger kan åbnes
Med begge dele på fryser man aldrig fingrene og man kan nemt flå dem af hvis en hurtig situation byder sig.

Härkila Grizzly Hat

En rigtig varm sag med øreflapper der enten kan spændes fast over hovedet eller under hagen eller blot hænge løst.
Super varm og dejlig. Fås sjovt nok ikke i Realtree mønstret, men Mossy Oak Snow Camo der har lidt mørkere felter i det hvide mønster.

Härkila Inuit GTX – Støvler
Testet ned til -90grader! – Dem havde jeg ikke råd til – men der skal spares sammen til et par til næste vinter!

Nogle vælger at købe en billig malerdragt og pletmale den lidt – det virker også tildels, men rives hurtigt i stykker og larmer.
Der findes flere tynde overtrækssæt som jeg også finder for sarte og larmende.
Man må aldrig gå ned på udstyr – derfor valgte jeg at tage skridtet og spendere lidt ekstra på et sæt fra Härkila som indtil videre aldrig har skuffet på på funktionalitet og kvalitet!

Thumbs up herfra til Härkila Kiruna!

Bukkejagt – Double trouble!

Dagen før havde vi rejst i små 11 timer og jeg havde været utrolig heldig og nedlægge en stor speciel buk – allerede den første aften. Det blev behørigt fejret ved hjemkomsten med et godt glas venezuelansk Diplomático rom.

Derfor var dynen særdeles tung da vækkeuret ringede klokken 02.55!
Men jeg kom i tøjet og fik vasket det værste søvn ud af øjnene og gjorde mig klar.
Janne, min jagtfører er en punktlig herre, og han var der præcis kl 03.30 og samlede mig op.
Vi kørte kun på asfaltvej denne morgen og vi skulle tilsyneladende køre langt. De 18.000 ha strækker sig 35 km nordpå og efter 3 kvarter var vi i et for mig ukendt område, og nord for byen Kamien Krajenski.

Vi var ude og chekke nogle enge og markområder, men her var tilsyneladende noget mindre råvildt, eller vildt end i de vante omgivelser omkring jagtindkvarteringen, hvor landbruget er mere ekstensivt med enge, moser og græsarealer. Landbruget her lignede det vi har i Danmark med enorme store monotone hvede- og rugmarker der ikke levner vildtet megen føde.

Vi kom kørende på en lille skovvej og nåede ud i en kuperet lysning hvor vi så et stykke råvildt på modsatte skrænt.
Det var en buk! – en god en endda! – opsatsen var meget høj og vil skyde på 26-28 cm.
Vi gjorde klar og måtte i en bue rundt om bukken der tilsyneladende havde lidt halv-travlt. Vi gik venstre om en bakke hvor der på toppen voksede nogle små fyrretræer som bukken havde haft retning imod.

Da vi havde rundet bakken og var i god vind gik vi opad. Halvvejs oppe så vi et glimt af bukken mellem de små fyrretræer og Janne satte skydestokken op, men der var ingen chancer for skud, bukken var i bevægelse og der var intet kuglefang. Bukken forsvandt ind i fyrrene. Vi listede højere op på bakken og nåede næsten toppen, da vi nede til venstre, for foden af bakken så bukken komme travende ud af fyrretræerne kun 50m væk.
Janne satte igen stokken op, den havde set os og stoppede – nu skulle det gå stærkt!
Hurtigt fandt jeg bladet og skød – bukken gik ned i knaldet – sådan!
Jeg skulle lige til at sige noget da Janne rev mig i skulderen “BOCK!” jeg vendte mig om og opdagede til min store overraskelse, at endnu en buk var kommet ud af fyrretræerne! – der første buk havde åbenbart været derinde hele tiden og den høje buk ville jage den på porten. For den buk der nu stod og stirrede på os var den høje buk! – Janne kiggede på mig og nikkede ivrigt! – han ville have jeg skulle skyde igen…

Jeg vendte tanken et nanosekund, var det for grådigt? – at skyde 2 pæne bukke inde for et par korte øjeblikke? – nej, jeg måtte hellere se at få skudt, nu hvor jeg blev bedt om det – Janne havde styr på sit vildt og denne buk var jo temmelig unik, og hvem ved – de næste dage kunne jo byde på uvejr og dårligt jagtheld – så jeg fandt bladet og lod kuglen gå..
Bukken tegnede og sprang ind i skoven.
Pulsen var kommet godt op – vi kiggede lidt på hinanden i vantro over det der var sket så hurtigt – sikke en jagt!
Janne smilede over hele fjæset “Zwei bocks! – sehr gut!”
Jeg lagde skydestokken og vi gik ind i skoven for at lede efter bukken.
Der var tydelig hjerteschweiss og bukken lå også kun 25m inde i skoven.
Vi fik slæbt bukkene op på bakken og stod et øjeblik og prøvede at få de seneste minutters oplevelser til at falde på plads.
“Auto” sagde Janne, hvilket betød han ville hente bilen.
Jeg nikkede og satte mig ned ved de 2 smukke dyr og røg en smøg med et lille stik i hjertet over at have skudt 2 bukke på så kort tid på samme sted.

Den første buk var en stærk gammel buk hvor den ene topsprosse manglede, så han har sikkert haft sit at gøre med at holde sin lille bakketop for sig selv.
Den høje buk var også en stærkt dyr der sikkert ville udfordre den anden og overtage bakken.
Janne kom tilbage i bilen og kørte elegant hen over min viper-flex skydestok – der dog på mirakuløs vis overlevede med at par skrammer.
Vi fik brækket bukkene og lagt dem på bilen – nu skulle vi hjem – mæt af endnu en begivenhedsrig pürsch i det polske.
Jeg havde skudt 2 flotte bukke inden for et kort øjeblik, spændende, men jeg gør det nok ikke igen…

Rådyrbøffer på grill – dejligt og nemt!

Nu spiser vi ret meget vildt hjemme hos os og en dyrekølle kan blive lidt kedelig i længden og det er bestemt ikke hverdagsmad, da det tager for lang tid at tilberede.

Derfor har jeg fået for vane, at udbene køllen og skære den ud i bøffer, marinere dem og derefter på grillen – og det smager himmelsk.

VIGTIGT!
Et ung dyr egner sig bedst til denne fremgangsmåde da grill fremhæver den til tider lidt harske lugt/smag som gamle dyr kan have.
Jeg plejer at kunne lugte mig frem til om kødet egner sig bedre til røget kølle eller til hak.

Køllen udbenes i de sædvanlige stykker – jeg har lært det ved at se denne udmærkede video af Arvid Jacobsen der filmer “Søren Slagter”

Herefter skæres ca. 2 cm tykke bøffer ud.
Bøfferne lægges en ad gangen i en frysepose og der lægges en skærebræt ovenpå hvorefter man giver skærebrættet et par på kassen indtil bøfferne er godt flade.

Herefter blandes en marinade – det er egentlig op til folks egen fantasi, men jeg plejer at bruge olie, hvidløg, timian, lidt estragon og godt med salt og peber.
Bøfferne behøver ikke ligge så længe i marinaden – en halv time er tilstrækkeligt – har man bedre tid – et par timer.

Derefter skal de på en god varm grill.
Kunsten er at stege dem lige præcis tilpas og ikke for meget.

Når du ser at saften piblen frem på oversiden, vendes de straks og tages af når der igen pibler saft op.
Man må aldrig vende bøfferne 2 gange – kun 1!

Nem og hurtig jagtmad til hverdag som hele familien kan lide.

Tilbehør – salat og groft brød – mums og velbekomme!

Bukkejagt – “Enhjørningen”

Efter 11 timers rejse, et kort hvil, aftensmad og kontrolskydning af riflen – afsted på jagt!

Det var nu 2. gang vi skulle til Lutowko og forventningerne var høje.

Reviret er 18.000 ha. og jeg havde fået en af de gamle garvede jagtguider der kendte reviret som sin egen bukselomme, men desværre ikke meget til tysk eller engelsk – men det skulle jo nok gå…

Vi kørte lidt rundt og parkerede og pürschede os ud til en del lysninger, men varmen var stadig tung og dyrene sad stadig i det høje græs uden for synsvidde.

Vi kom kørende op til et T-kryds og svingede til venstre og i et lille hul i bevoksningen på højre side fik jeg et glimt af noget rødt i det høje græs og bad min jæger bakke tilbage til hullet. 2 råer gik i den store græs-eng men næsten skjult af det høje græs. Vi betragtede dem et par minutter og den polske guide satte stille i gang igen, da jeg så en sprosse i græsset.

Jeg bad ham bakke tilbage igen, mens han slog ud med armene og sagde “mama”!

Men han bakkede alligevel tilbage og vi kiggede igen – intet var at se!

Jeg fornemmede hans irritation og han ville til at sætte igang da bukken rejste sig!

– og hvilken buk! – jeg rev ham i armen og hviskede “Rogaszs”!

Nu så han også bukken og vi kørte et par hundrede meter frem og luskede stille ud af bilen. Vi pürschede ned ad en lille skovvej for at komme i god vind. Vi nåede ud til engen, og spejdede efter bukken – og dér var han! – ca 170m ude i det høje græs sammen med 100.000 myg som vi hurtigt stiftede bekendtskab med! – min jagtkasket lå i bilen og myggene kastede sig lystigt over min lyserøde badehætte!!

Jeg stillede viper-flex’en op, lagde riflen til rette og skruede Swarovskien op på 30x forstørrelse. Wow en stærk buk! Jeg målte afstanden med min Kahles RF til 166m og stillede kliktårnet og parallelaksen ind – men der var ikke frit skud. Masser af sejt svingelgræs dækkede bukken så kun hoved og lidt hals var synligt. Ventetid!

Bukken skulle bevæge sig ud af det høje græs til en plet længere fremme hvor græsset var lavere…

Bukken havde ikke travlt men langsomt bevægede han sig hen mod pletten… efter 15 lange minutter var han fremme og blottede bringen og derefter bladet – jeg chekkede afstanden igen til 164m… trådkorset fandt bladet og lod Tikka’en gøre resten.

Han tegnede for skuddet og hoppede ind i det høje græs og forsvandt.
Den polske guide nikkede anerkendende, og vi begav os ud i engen for at finde bukken.
Vi ledte og ledte, sammen og hver for sig, men fandt intet…
Desperationen og tvivlen begyndte at gnave og efter at have ledt et kvarter, så min jagtfører lidt opgivende ud… Damn!
Jeg så at han langsomt bevægede sig mod bilen – men fandme nej – den skulle være der!

De gange jeg har haft svært ved at finde en buk, huskede jeg, at jeg næsten altid havde ledt for kort og fundet bukken længere ude end jeg troede – så jeg gik endnu længere ud, alt i mens myggene nu var blevet en plage af nærmest bibelske dimensioner!

Jeg spejdede efter huller i græshavet og dér! 15m ude var der et hul – jeg kunne mærke adrenalinen koge igen og halsen snøre sig sammen mens jeg sled mig gennem græshavet – komnu! komnu! – han skal være der! – og dér lå bukken forendt – en perfekt bladkugle fra min 243winchester – pyyhhh sikke en forløsning og sikke en buk! En kæmpe krop og flot stærk opsats og hvad! – den havde et EKSTRA HORN midt i panden!
– jeg havde skudt en “enhjørning”!

Jeg knælede ned ved det smukke dyr og sendte en stille tak til de højere magter.
Bukketuren til Polen var sandelig begyndt med oplevelser af særdeles høj karát!
(Bukken vejede 21 kg brækket og opsats med kranie 496 gram. Rejsen var arrangeret af Diana og reviret hedder Lutowko)