En svær pürsch…
Jeg havde skudt en god seksender med buen om onsdagen og var nu henvist til at jage i vore nordlige skovområder.
Meget få dyr er der skudt heroppe. Der er næsten ingen skovspor og kun få stiger. vi kalder det indianerland.
Et område der kræver sin mand på pürsch.
Hele turen ned til jagtområdet tidligt lørdag morgen gik med at spekulere på hvordan det skulle gribes an. Jeg besluttede mig for at starte i den ene af de 2 stiger i området for så at se hvad der skete. Temperaturen var under 10 grader og der blæste en kølig vestlig vind.
Efter et par timer i stige 1 uden aktivitet, flyttede jeg til den anden stige og klokken var blevet halvotte.
Jeg havde siddet et kvarter da jeg spottede en buk tv for stigen. Det var en god buk og afstanden var ca. 80 meter.
Det var en stærk seksender på patrulje. Stille og roligt gik den i en halvbue væk fra mig. Stoppede ved små træer og snusede til sine markeringer. Små pauser hvor der blev lyttet og smagt på vinden. Ikke noget vildskab, ingen voldsomme udfald med vilde skrab og fejninger, blot en rolig kontrolleret adfærd. Lidt markeringer hist og her og så igen pauser Her var tydeligvis en buk der havde kontrol over sit territorium. Det var tydeligt at dette var hans hjemmebane.
Bukken fortsatte væk fra mig og jeg spekulerede om jeg straks skulle indlede en pürsch, men valgte at vente og se hvad han havde for – måske ville han dreje og komme min vej.
Det var åben bøgeskov og han satte sig til sidst i noget bøgepur, ca. 80m mod syd.
Jeg kunne se et øre og en stang. Jeg lænede mig tilbage i sædet i vildrede. Skulle jeg blive i stigen eller pürsche? – med sådan en gammel erfaren buk ville det blive uhyre vanskeligt.
Jeg ville med stor sandsynlighed komme til at stå og føle mig dummere end dum – blive taget med fingrene i kagedåsen – stå med bukserne nede om anklerne mens bukken overlegent skældte mig hæder og ære fra. Med sådan en buk får man meget få chancer.
Jeg tog en beslutning og kravlede langsomt ned ad stigen. Herefter fulgte 40 minutters uendelig langsom pürsch gennem forræderisk skovbund. Et tyndt grønt dække af anemoneblade skjulte alle de forræderiske kviste der lå som miner under det grønne tæppe.
Hvert eneste trin nøje sat – jeg måtte føle mig frem. Det gik fremad uden lyd, men jeg kunne ikke se bukken længere dat jeg nu var nede på jorden.
Da jeg var inde på 30m opdagede jeg ham først igen – det gav et sug i maven! Et øre, så en stang – nu kunne jeg se hvor han sad og pulsen steg kraftigt!
Jeg manglede 15 meter – så ville jeg være i skjul af en bred bøg.
Uendeligt langsomt, med kikkerten i flittig brug for at holde øje med bukkes reaktioner, kom jeg hen til bøgen blot 15 meter fra bukken…
Alt var parat og bukken rejste sig, men stod stadig i bøgepurret. Jeg fik fisket min telefon op af lommen og taget en kort video.
Han manglede kun at tage 2 skridt til højre – så ville han være ude i det fri til skud. Måske skulle det alligevel lykkes? – mit hjerte hamrede og kunne mærken en sitren i kroppen og et hul i maven.
Jeg gjorde klar til at trække buen , stadig skjult bag den brede bøgestamme.
Minutterne gik og bukken stod bare og nippede til de lysegrønne bøgeblade – jeg var ved at blive vanvittig og mit åndedrag begyndte at blive tungt og stadig mere sitren – det var en ulidelig spænding…
Jeg spekulerede som en gal – alle scenarier blev gennemgået i mit hoved – det måtte ikke glippe!
Blot én ting havde jeg ikke kontrol over nu – det var vinden – den kom fra højre, men med et drejede den i nord et øjeblik og så ved godt hvad der kan ske. Det var forfærdeligt – i 10 lange sekunder mærkede jeg hvordan mine svedvåde nakkehår blev kølet ned.
I det 11. sekund sprang bukken i et kæmpe rabalder og med dyb smælen – ind i underskoven – slaget var tabt…
NEEEEJHHHHH…
Jeg havde tabt på målstregen, men var foran helt til mål – og derfor var det alligevel en sejr.
Måske skulle jeg være blevet i stigen?
I det øjeblik jeg kravlede ned, vidste jeg godt, at hvis jeg bommer får jeg nok ikke chancen igen.
Med riflen kunne jeg have skudt bukken 50 gange, men så måtte jeg have undværet denne fabelagtige oplevelse.
Nu får han en pause – jeg får sikkert ikke chancen igen. Sådan buk levner dig kun få chancer og denne havde været stor.
En fantastisk oplevelse som man kun kan få på buejagt.
(Video taget med rystende hænder med en iphone6 – det er lidt svært at se dyret, men det står mellem stammerne)
Knæk og bræk derude – eller som man siger blandt buejægere – træk og slip!