.308 Winchester – elsket og hadet (mest elsket)

Efter privat at have ejet 75 (!) forskellige jagtrifler over 36 år, i 30 kalibre fra 223 Remington til 375 H&H, endte jeg alligevel undervejs op med at købe en riffel med den patron jeg altid havde undgået – 308 Winchester!
Riflen jeg havde forelsket mig i, havde en særdeles flot skæfte – men men men! – desværre i kaliber 308Winchester! – men jeg måtte eje det flotte skæfte – og så var der jo ingen vej uden om…

Hvorfor havde jeg undgået 308 Winchester? Som genlader synes jeg der var alt for lidt hylstervolumen til så stort et projektil, der kun med nød og næppe kunne sende et 11,7 grams projektil afsted lige omkring 800 m/s.
I Norge kaldes patronen for “automatdværgen” – et øgenavn den har fået for at have begrænset krudtvolumen ift. projektildiameteren og oprindeligt konstrueret til automatvåben.

Nu var jeg tvunget til at afprøve denne ellers meget udbredte patron og havde ikke de store forventninger – men jeg blev hurtigt klogere!

333

Udviklingen af 308 Winchester startede kort efter Første Verdenskrig som en militær bestræbelse på at erstatte den noget større 30-06 springfield (7,62×63).

Først omkring slutningen af Anden Verdenskrig blev udviklingen endelig færdiggjort. Med tilpasning af kaliber 300 Savage fremkom våbeningeniørerne med den såkaldte T-65 patron. T-65’eren kunne opnå en ydelse tæt på 30-06, men i en mindre udgave, som kunne benyttes i våben med kortere lås.
Endelig, med en del småjusteringer, blev T-65 standardiseret som kaliber 7.62 NATO i begyndelsen af 1950’erne.
I forbindelse med introduktionen fremkom denne nye patron i bl.a. i M60 maskingeværet og M14 stormgeværet.

Våben og ammunitionsfabrikanten Winchester så muligheder i patronen og i 1952 og lanceredes  patronen på det civile marked som .308 Winchester i den populære Model 70 riffel.

Er 7,62 NATO og 308 Winchester nøjagtig den samme patron? – Nej, der er faktisk meget små forskelle i hylsterspecifikationerne (indvendigt) og der er mange holdninger til, om militær 7,62 NATO ammunition bør benyttes i våben i kal. 308W og omvendt – men for at gøre det nemt – så benyt den ammunition dit våben er konstrueret til!

308data

Jeg erhvervede mig i 2011 den omtalte riffel – en Kongsberg 393 i kaliber 308W – og som nævnt, KUN fordi den havde et super flot skæfte.
Planen var så, at skæftet så skulle flyttes over på den 6,5×55 jeg ejede i forvejen. Herefter skulle 308’eren sælges – “jeg skulle da ikke eje en riffel i dette værdiløse og svage dværgkaliber!
Jeg bryggede dog alligevel nogle skud til den og tog den med på skydebanen.

foto
Første tur på skydebanen gik særdeles godt. Jeg havde lavet lidt forskellige ladninger og projektiler, men næsten uanset hvad jeg puttede i våbnet, lavede den skudgrupper der sad uhyre tæt.
Rekylen var meget mere behagelig end de 30-06’ere jeg har ejet og udganghastigheden kun marginalt mindre – 20-30 m/s

Jeg fattede interesse for patronen og måtte konstatere, at næsten ligegyldigt hvad jeg hældte i af krudt og projektiler – ligegyldigt om piben var brandvarm eller kold – så skød den mere eller mindre bare hul i hul hver gang – også selvom piben ikke var passet særligt godt og fyldt med krudslam og kobberaflejringer – ja så blev den bare ved med at sætte skuddene oven i hinanden.

gruppe1 Jeg forbarmede mig faktisk over den og lod 338’eren blive hjemme og tog den med på vildsvinejagt i Sverige hvor den effektivt og sikkert aflivede 2 vildsvin. Langsomt, men sikkert forsvandt min hadefulde skepsis over for denne patron og kom frem til, at 308 Winchester er en særdeles præcis, alsidig, økonomisk og effektiv standardpatron til jagt på på det meste Europæiske og nordamerikanske vildt.

gris

Det er der flere årsager til: Først og fremmest drejer riffeljagt sig om, at sætte skuddet perfekt.

Som en klog mand engang sagde – “Det vigtigste er hvor kuglen sidder, og ikke hvad den hedder” Men det at sætte kuglen perfekt er også svært nok i sig selv – og her kommer den milde rekyl fra denne patron ind i billedet.

Som riffelinstruktør, har jeg gennem årene set mange ny og ældre skytter fejle grelt på skydebanen hvor skudafgivelsen bære tydeligt præg af, at de er bange for våbnet. Ofte skyldes det en ubevidst frygt for rekylen – og mange af disse er startet ud med f.eks. kaliber 30-06.

Den milde rekyl fra 308 Winchester, bør alle kunne lære at skyde med. Den er også velegnet til kvindelige skytter, som alt andet lige har en mindre kropsmasse til at optage rekyl med, end de fleste mænd. Personligt har jeg ikke noget imod at få nogle tæsk fra min 338 Winchester Magnum, men den får altså også lov til at blive hjemme i skabet når jeg skal på banen. Efter 5-8 skud er jeg banket mør med 338’eren.
Med 308’eren kan du derimod nemt holde ud, at affyre 20-30 skud inden for kortere tid, uden at blive skudtræt.

Genladning af 308 Winchester 
308 Winchester er så godt skruet sammen, at det bare er og bliver en af de mest præcise medium bore patroner i verden.

Patronen er så udbredt, at alle krudtfabrikanter med respekt for sig selv, har udviklet en særlig krudttype designet til 308 winchester. Udnyttelsen af det relativt begrænsede krudtvolumen i hylstret gør at specialdesignede krudttyper giver maksimal udnyttelse af det lille hylster. Af typer kan nævnes Norma 202, Vihtavuori N135, Hodgdon BLC-2 ReloadSwiss RS50 med flere.

Det korte hylster gør, at man når man genlader 308win, altid får en fyldningsgrad tæt på 100% – herved pakker krudtet meget ens fra patron til patron og giver meget ens skudbilleder, tryk og skudgrupper.
Det korte hylster gør også at man nemt får lavet hylstret helt lige og koncentrisk – modsat andre lange hylstre som f.eks. 30-06, 7×64 mv. hvor man skal gøre sig lidt mere umage med kalibreringen.
Tilgangen til tomme hylstre er enorm og man kan altid finde brugte hylstre på mange af landets skydebaner.
Projektiler fås fra 7,1 gram (110 grains) til 14,3 gram (220 grains), hvor man oftest når grænsen for hvad der giver acceptabel ydelse i 308 win ved 11,7 gram(180grains)
308 Winchester er derfor en af de nemmeste patroner at genlade.

Blyfri til 308 winchester
Efter blyforbudets indførelse i 2024,  er den maksimale projektilvægt der kan anbefalesr 10,7 gram (165grains) og de fleste rifler skyder bedst med 9,7 grams (150 grains) blyfrie projektiler.
Det har egentlig ikke så meget med vægten at gøre, men derimod længden af projektilet. Da kobber er noget lettere end bly, vil blyfrie projektiler i samme vægt som en blyholdige, være meget længere.
Plejer man at benytte 11,7 grams blyholdige skal man gå et trin ned til 10,7 grams eller måske 9,7 gram.

Kort pibe og lyddæmper?
Ofte tilbydes 308win rifler med kort pibe som er velegnet til f.eks. lyddæmper. Selvom der traditionelt sættes en 56-57cm pibe på jagtrifler, er hastighedstabet ikke særligt stort ved 308win med en 51cm pibe  på grund af optimeringen af krudt og krudttyper i det lille hylster.
Man skal derfor ikke være ked af at få afkortet en lang pibe på f.eks. 56-57cm  til 48-51cm så der er plads til lyddæmperen.
Standard stigning i piben er 1:11.

s202-gruppe-280814

Dræbeevnen
Til det meste europæiske vildt, er et godt konstrueret projektil på 10,5 – 13 gram, særdeles effektivt i kaliber 308W. Ladet op med en 10,7 grams (165 grains) jagtkugle, kan det opnå en udgangshastighed på omkring 850 m/s og dermed en anslagsenergi på 100 meter på omkring 3000 joule. Men vægt og hastighed er ikke det hele alene. Også den relativt store projektil diameter på 7,62mm laver en ganske god sårkanal ved ekspansion. En tommelfinger regel siger at sårkanalens diameter er 2 – 2,5 gange projektilets diameter = ca 15-19 mm for denne patron.

444

Når diameteren af det ekspanderende projektil øges, så stiger også dræbevnen – det er vel meget logisk. Sammenlignet med 6,5×55 med en 10 grams kugle vil jeg mene at 308W har ca. den samme rekyl, men en lidt bedre dræbeevne pga. den større sårkanal. At vælge en 30-06 med en 11,7 grams kugle giver ikke større sårkanal, men blot noget mere rekyl og kun lidt bedre gennemtrængningsevne.

Ballistik
Der hvor 308’eren i nogens øjne kan have sine begrænsninger er på langt hold. Men da de fleste sjældent nedlægger vildt længere væk en 200 meter, finder jeg det irrellevant at fokusere på dette i valget af patron. Faktisk har jeg flere gange med succes, ligget og skudt på 600m med 308 winchester hvor ingen af mine andre rifler kan være med. Dette skyldes dels den gode præcision som patronen er født med og dels de gode balistiske egenskaber som projektiler i .308 naturligt har.

Til jagt har jeg indskudt min 308’er på 100 meter og lært mig sætningen:
5-15-30-50
Hvor 5cm er det kuglen falder på 150 meter, 15cm på 200meter, 30cm på 250 meter og 50cm på 300m. Så kan jeg til enhver tid meget hurtigt og instinktivt udregne hvor meget jeg skal korrigere hvor jeg sigter – og det har endnu ikke slået fejl. Forskellen på 308W og 30-06 viser sig først efter 200m, hvor de fleste jægere afholder sig fra at afgive skud til vildt. 308-3006

Økonomi og udvalg
308 Winchester er nok den mest udbredte jagtpatron i verden. Herved har man altid tilgang til en god handel på våben med god gensalgsværdi og billig træningsammunition. Er man hjemmelader, er tilgangen til gratis hylstre enorm og udvalget af projektiler ligeledes meget stort. Man kan stort set skræddersy en patron til stort set alle formål.
Har du lige fået dig en 308Win og skal finde ammunition er der masser at vælge mellem.
På det seneste er der kommet en del amerikanske mærker på det danske marked efter at man skal benytte blyfri ammunition. F.eks. kan det anbefales at teste Hornady CX, Federal Power-shock, Nosler E-tip som alle kan købes til acceptable priser. De nordiske og Europæiske mærker byder på f.eks.  Norma Ecostrike, Lapua Naturalis, Sako Powerhead blade og RWS Evo green er også god ammunition der dog ofte er en kende dyrere.

s202-synchro-xt-compact-800

Sauer 202 Synchro XT Compact – i kaliber 308 Winchester – én af de mange 308win rifler jeg har haft.

Omvendt!
Fra at være en af de skytter der altid kiggede misbilligende på denne patron, må jeg tilstå, at være blevet totalt omvendt. 308 Winchester er en genial patron i alle henseender: – Nem at skyde med,  behagelig rekyl, super præcision, billig øvelses ammunition, kæmpe udvalg i våben, stort udvalg af ammunition,  god dræbeevne, kan bruges til alle mellemstore vildtarter i verden, nem at sælge igen og god gensalgsværdi.

Kort og godt – hvis du ligesom jeg gjorde, går og rynker lidt på næsen af denne korte, men ret geniale patron – så skulle du måske tage at prøve en 308 Winchester alligevel hvis du går og kigger på ny riffel.

DSC_0068 DSC_0006

Glad jæger med 308W – Vildsvin på 75 kg og kronhjort på 175 kilo – fuldt gennemskud på begge dyr med en Nosler 10,7 grams accubond…

Den korte lås gør hurtig repetering til en leg…

6 comments

  • JanUlrik

    Sjovt at læse om din erfaring, er selv gået tilbage til 308W. efter at have skudt med 7mm Rem mag. i en del år. Er blevet lidt nyforelsket i min gamle Tikka T3 igen 🙂

  • Erik Meyhoff

    Tak for en fin artikel om kaliber .308. Jeg har det på samme måde mht til .308, som jeg indtil nu er gået udenom i mine valg af kaliber. Men som du beskriver det, lyder det jo som om det alligevel var et forsøg værd at prøve kaliberet. Jeg får dog også den tanke, at de fine grupperinger af skud også kunne skyldes det gedigne løb? Mine erfaringer siger, at der er forskel på trukne og koldhamrede løb.
    Knæk og bræk
    Erik Meyhoff

  • Max Caysey

    Hej… God anmeldes! Jeg tillader mig lige at komme med it opfølgende spørgsmål:

    Det drejer sig om, at jeg har et ønske om at få en allround riffel (kaliber), der gerne skulle kunne klare alt europæisk vildt. Jeg har forelsket mig i “Sako 85 Bavarian Carbine” og har forestillet mig, at det skulle være i 308W. Udfordringen ligger så i, tænker jeg, at denne riffel kun har et 20 tommer løb i forhold til mange andre rifler, der har mellem 22-24. Mit spørgsmål går på, om en 308W i en riffel, med 20 tommer løb, vil reducere udgangshastigheden og således anslagsenergien på 100-150m i en sådan grad, at man ikke kan bruge den til elge i Sverige, kronhjorte i Skotland eller vildsvin i Polen? Vil jeg da været nødsaget til at gå op i en 30.06 for at overholder lovgivningen og være på den helt sikre side?

  • Jan Dioso Besa Nielsen

    Hej Morten.
    Ser bestemt ud til, at jeg har noget at glæde mig til, når jeg imorgen får min første af to .308 win hjem og efterfølgende skal ud på skydebanen som nyjæger. Snakkede med en af de ældre herrer ude i jagtbutikken og fik det gode råd at prøve kaliberen .308 win, da det efter hans mening var en rigtig alsidig ammunition og kendt over hele verden, hvis man på et tidspunkt skulle udenlands på jagt. Glæder mig nu blot endnu mere til at komme på skydebanen i næste uge og se om den første, en Winchester model 88 leveraction kan sætte en fin “lille” samlet gruppe. Er der et godt råd jeg vil give til andre nyjægerer, så er det bestemt at få snakket lidt med de ældre jægerer og lade deres erfaring tale, da jeg tror jeg på denne måde er kommet godt igang med en god kaliber.
    Tak for den fine historie om .308 win og knæk og bræk ude på de vilde jagtmarker……

    Hilsen Jan Dioso Besa Nielsen.

  • Niels Riisfeldt

    Hej Morten..
    Det er bare så godt skrevet og lige efter min bog, jeg skød alt mit vildt med min egen 308W med Laupua 12G kugle i Sydafrika og den eneste som jeg ikke havde gennem skud på var kudu, men den sad lige inden for, så al energien blev i kroppen.

    De bedste jæger hilsner
    Niels

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Skriv resultatet for at poste *