efter skovens konger – del 1.

INTRO…
Det glatragede hoved, de stålgrå, smalle øjne og den markante ansigtsprofil afslørede at her var en mand med karaktér.
Manden var omkring 50,  og så ud til at være i god fysisk form.

“Jurek is your hunter and guide” sagde Joanna, der var tolk på reviret.

Jurek, der lignede Telly Savalas, aka “Kojak”, havde et stålsat blik og stirrede mig direkte i øjnene uden at fortrække en mine.
Jeg gengældte blikket og rakte hånden frem og stak ham næven og lagde med vilje et godt fast tryk i den urgamle håndhilsen.

Det faste greb blev gengældt og en næsten usynlig trækning løb hen over mandens ansigt, der langsomt tøede op, da han mærkede styrken i mit håndtryk. En vag trækning i mundvigene udtrykte tilfredshed med situationen.
Jeg var accepteret – so far so good…

Et fast blik og et godt fast håndtryk siger ofte mere end tusind ord – vi var enige om alvoren i de forestående dages jagt på skovens konger
– det ville blive svært, spændende og krævede samarbejde, fælles forståelse, beslutsomhed og god skydning for at opnå et godt resultat.

Nu kunne 4 dages jagteventyr på de majestætiske kronhjorte begynde…  ….

FORBEREDELSEN
I månederne op til jagtrejsen til Polen, havde jeg gennemsøgt markedet for jagtrejser på kronhjort blandt flere udbydere.
Jeg var ikke specielt fokuseret på prisen, da man også inden for jagtrejser, som regel får hvad man betaler for.
Derimod betyder det mere for mig, at arrangøren har en stor viden om de revirer de tilbyder, da de derved kan foreslå det rigtige revir til de krav jeg stiller til jagtformen, guiden, indkvartering mv.
Min gode jagtkammerat Heine skulle med og debutere som hjortejæger og det var vigtigt for mig at han ville få en rigtig god oplevelse.
Valget faldt på et revir i det vestlige Polen nær Kalisz Pomorski hvor jagtretten tilbydes af Gamekeeper Hunting Tours som drives af de 2 passionerede og meget erfarne jægere, Henrik Mortensen og Kenneth Banke og deres hustruer.

Nu rejser jeg med gerne med flere bureauer, da de alle har deres spidskompetencer, men til denne tur kunne jeg mærke, at der blev lyttet særligt til mine ønsker, og de forslag der kom på bordet, stemte overens med de krav jeg umiddelbart havde stillet:
– brug af bil, kun til transport til reviret,
– primært jagt som pürsch til fods
– anstand i hochstand kun når pürsch ikke var mulig
– en god bestand af pæne hjorte
– mulighed for en stor hjort
– gerne brunstjagt mens det er lyst

Et hurtigt check på referencer var tilfredsstillende og turen blev booket hos Gamekeeper.

Nu er jeg ikke nogen novice med en riffel, ej heller med hjortejagt, men uanset hvor meget erfaring man har med det ene og det andet, er grundig forberedelse altid med til at gøre turen bedre i alle henseender.

Jeg havde foreberedt mig godt på denne tur og trænet flittigt med riflen, trænet skydestillinger, brug af skydestok og hurtige skud og testet forskellige ladninger til 7mm’eren og 338’eren.

En kronhjort i brunst, fyldt med hormoner og masser af kampiver, kan tåle et “gedigent pulver” og stiller derfor visse krav til kaliber og ammunition for at sikre et hurtigt og humant drab. Kronhjort kan sagtens nedlægges med f.eks. kal. 6,5×55 med en god kugle, men er man uheldig med et dårligt skud, er det også ensbetydende med en lang eftersøgning og ødelagte jagtdage og nattesøvn.
Valget af våben faldt derfor på min norske Kongsberg riffel i kaliber 338 Winchester Magnum der kan sende en 13 grams Nosler Accubond ud med ca. 900 m/s og én af de mest dødbringende patroner jeg har brugt til hjortestort vildt. Jeg medbragte desuden min Svenske Varberger 7mm Remington Magnum som også yder stor slagkraft til hjortene med en 10,4 grams Nosler kugle. 7mm’eren er noget lettere og foretrukket til længere pürsch i mere åbent terræn med længere skudafstande.

En backupriffel tager jeg altid med på kortere og ukomplicerede ture som f.eks. til Skotland, England Polen, Tyskland og Sverige hvor jeg selv kan køre til.
Sker der noget med den ene riffel, er turen ofte reddet og har prøvet det et par gange gennem tiden.

Alt grej blev chekket og afprøvet inden afrejse og den 18. september 2014 drog vi afsted.

ANKOMST
Efter ca. 8 timers kørsel, ankom vi til reviret i det skovrige Kalisz Pomorski område i det nordvestlige Polen.
Vejen derned gennem Nordtyskland, på nyanlagte og nærmest tomme motorveje, gik legende let og vi var ikke specielt trætte ved ankomsten. Vi blev godt modtaget på det lille pensionat og fik anvist til vore værelser, hvor vi lige kunne nå at pakke ud og få en time på øjet inden briefing med jagtguiderne og tolken kl 16.

Pensionatet er smukt beliggende ned til en stor sø og værelserne var fine og rummelige med eget bad og toilet.
Jeg fik pakket ud, lagt grejet parat og lagde mig på sengen, trak vejret dybt og faldt hurtigt i en let søvn…
Kl. 1530 ringede vækkeuret og jeg hoppede hurtigt i tøjet og gik ned for at spise den obligatoriske tomatsuppe med ris efterfulgt af en meget stor snitzel med tilbehør.

Værtsparret var venlige og lod os spise i fred og ro – det var nu ikke megen appetit man havde – der var sommerfugle i maven og tankerne kredsede om den forestående aftens jagt.

Kl. 16.00 ankom guider og tolk og vi fik sagt pænt goddag og fik en god information omkring jagten og terrænnet.
Ligeledes fik vi udtrykt vore ønsker til hvordan jagten skulle foregå og hvilke størrelser trofæer vi ønskede at nedlægge.
Tolken Joanna, en yngre kvinde ansat ved det lokale skovvæsen, viste tydeligt stor entusiasme inden for jagt og vildtpleje og havde studeret vildtbiologi ved universitet og var nu i færd med at videreføre sin viden ud i praksis, iført gummirøjsere og slidte jeans.
Hun fortalte om området, skoven og vildtbestanden, samt hvorledes forholdene nu var på dette distrikt, der i alt dækker ca. 8.000 ha med 2.000 ha skov.
Der skulle gerne nedlægges 14-15 hjorte samt 115 vildsvin i denne sæson.

Med en afmålt autoritet, forklarede hun vore jagtguider hvorledes vi ønskede jagten skulle foregå – jeg ville gerne skyde en så stor hjort som muligt og Heine en hjort på 5-6 kg trofævægt, hvilket skule være chancer for på dette terræn.
Med til introduktionen, fik vi også forklaret, at der de seneste uger var faldet rigtigt meget regn og at der derfor var ekstremt mange svampe i skoven. Og når der er mange svampe, er der også mange svampeplukkere – og dem hader kronvildtet desværre også.
Vi måtte derfor forberede os på, at hjortene først ville begynde at brøle lige omkring solnedgang og at jagten ville blive lidt mere udfordrende i denne formidable svampesæson.

FØRSTE AFTEN

Guiden Jurek og jeg fik lagt grejet ind i den lille firhjulstrækker, og trillede afsted ud ad de små asfaltveje inden vi drejede ind ad den første skovvej.
Jeg kunne genkende det meste af ruten fra mine studier på google street view. Google havde været forbi året før, og kørt ad de fleste veje i området. Dette var kun med til at øge glæden, i og med man hjemmefra kunne danne sig et indtryk af landskabet, skovene og terrænnet. Jeg havde desuden studeret satellit fotos af jagtområdet og det gjorde bare det hele mere spændende og føltes rart, at være rigtigt godt forberedt.
Sammen med de mange timer på skydebanen følte jeg mig særdeles klar til mødet med kronhjortene – og nu var jeg afsted – vildt!

Vi parkerede bilen i en skovkant og lukkede dørene stille. Daypack rygsækken blev fyldt med lidt sodavand og et par underberger samt myggebalsam og en plade chokolade. Jurek talte kun polsk, men når man er på jagt behøver man ikke ret meget snak alligevel og kan nemt gøre sig forståeligt – jagt er jagt og kræver som regel ikke det store ordforråd mellem jægersmænd.
Jurek tog min skydestok og gik forrest ind i fyrreskoven.

Solen stod stadig 8 fingerbredder over horisonten og vidnede om, at der stadig manglede 2 timer inden den ville blive opslugt af trækronernes takkede horisont.
Det var stadig lunt og fluerne svirrede i den stille skovluft der duftede af den udsivende harpiks fra de gamle fyrrestammer. Næsten ingen vind og næsten ingen lyde – hvert skridt i den tørre skovbund kunne høres mere end man brød sig om.

En sortspætte brød i ny og næ stilheden med sit skrig, mens vi langsomt og stille gled gennem skoven. Jurek stoppede ind i mellem og vi stod og lyttede – men der var ganske stille.
Vi passerede en lille lysning og fik med det samme den ramme stank af brunst i næseborene. Brunstlugten er en skarp lugt som man ikke tager fejl af og i bunden af lysningen lå en søleplads som tydeligt var i brug.

Der var kun 3 fingerbredder tilbage inden solen ville nå horisonten, da det første brunstbrøl gennemskar den klare stilhed i skoven.
Et langt “ruuuuuoooaarrr” efterfulgt af nogle meget dybe stødvise grynt afslørede, at hjorten blot var nogle hundrede meter borte.
Jurek stivnede og jeg ligeså – “Grosser hirsch” hviskede han – årrhhh det var næsten ikke til at holde ud. Lyden som jeg havde glædet mig til at høre i månedsvis gjaldede nu gennem skoven for fuld udblæsning.
Lyden får de små nakkehår til at rejse sig, lyden der får alle dine muskelfibre til at fylde sig med iltrigt blod mens hjertet begynder at hamre løs i brystet.
Lyden som er urgammel og som bare vækker noget helt specielt i enhver jæger der hører det – særligt den første gang.

Jeg vred lidt med kæben og fik et par propper ud af ørene og undlod at blinke i et minuts tid tid for at få øjnene til at løbe i vand og skylle dagens støv ud.
Jeg chekkede forsigtigt og lydløst riflen og stillede forstørrelsen ned på 3 – jeg var i jagtmode!

Skoven var tæt her, med høje gamle skovfyr og tæt opvækst af unge fyrretræer nedenunder. Jurek gestikulerede, at hjorten nok stadig sad med sine hinder inde i den tætte underskov. Vi drejede skarpt til højre for at komme i lidt bedre vind, men jeg var klar over at en pürsch til en siddende hjort med mange hinder nok ville blive nærmest umulig i den tætte underskov.
Vi listede tættere på, men et par opmærksomme hinder fik åbenbart fornemmelsen af os. Vi nåede kun lige at se et glimt af hjorten da han sammen med 10 hinder, passerede skovvejen et par hundrede meter borte. Det var en stærk 12-ender med stort udlæg og tyk manke – klart en god hjort.
Jurek tog en beslutning og vi gik gennem skoven parallelt med dyrene, mens vi holdt en pæn afstand.

Efter en halv time kom vi ud til en stor eng omkranset af skov på alle sider. Jurek forklarede så godt han kunne, at hjorten nok ville komme herud senere for at markere sig og forsøge at samle flere hinder. Der var flere hochstande i skovkanten og vi kravlede op i en af dem og fik sat os til rette.

Der var et kvarter til solnedgang da hjorten igen gav lyd fra sig nogle hundrede meter bag os.
En anden hjort stemte i længere borte og inden der var gået 10 minutter kunne vi høre mindst 6-7 hjorte brøle.
Alene brøle-koncerten ville have været rigeligt for mig den første aften – det var en fantastisk følelse og oplevelse i sig selv og gav spændingen et ekstra løft.

En yngre hjort og 2 hinder trådte ud på engen i den sidste aftensol ca. 200 meter borte. Han stirrede ind i skoven hvor “min” hjort endnu engang brølede – han kom nærmere! – de dybe brøl blev mere og mere tydelige og spændingen steg og steg i den lille hochstand.
Jeg holdte min iphone op foran sigtekikkerten og fik taget et billede af den unge nervøse hjort.

Den unge hjort forsvandt ud over engen mens hjortene stadig brølede løs inde i de tætte fyrretræer.
Det var som om at den store eng tiltrak hjorte fra alle retninger – denne  eng var åbenbart brunstplads for mange af de elskovs- og kamplystne kronhjorte.

Solen var gået ned da den første hind trådte ud på engen på vores venstre side. Efter den fulgte endnu en hind og endnu et par stykker. Langsomt bevægede de sig ud på engen mens de ivrigt græssede de friske skud i sig. Jeg kunne se på Jurek, at han holdt meget øje med skovbrynet og gjorde mig langsomt klar. Mon min hjort ville følge efter disse hinder?
Efter 15 minutter stod der 12 hinder ude på engen og der var ikke kommet flere dyr ud i et stykke tid.
Da vendte en af hinderne sig og spejdede ind mod skovkanten – så vidste både Jurek og jeg at der måtte komme et dyr mere, men hvilket?

Det var ved at mørkne og farverne begyndte langsomt at tone over i grå nuancer. Jeg tændte lyset i leupold’en og chekkede at forstørrelsen stod på ca. 7 hvor den ville tage maksimalt lys ind på største forstørrelse. Med 50mm linse ville en forstørrelse på 7 give en udtrædelsespupil på ca. 7mm som er det maksimale øjet kan udnytte lys ved. Hinderne stod ca. 130 meter ude og spejdede nu alle ind mod skovbrynet.

Pludselig lød et øresønderivende brøl fra skovbrynet og hjorten gled langsomt ud på engen.
Jurek chekkede hjorten i kikkerten og kiggede spørgende på mig. “OK?” hviskede han spørgende – jeg lagde riflen op på gelænderet og tog hjorten i øjesyn gennem sigtekikkerten, “Alter hirsch – ALT” hviskede Jurek – jo, det var den hjort vi havde set tidligere – en flot stærk 12-ender med stor tyk manke.
Jeg ville bestemt gerne nedlægge denne hjort og nikkede til Jurek “OK!” og Jurek nikkede og hviskede “Ja, gute hirsch – sehr ALT – Schiessen!”

Jeg afsikrede 7mm’eren lydløst og lod hjorten glide lidt længere ud på engen, hvor den langsom gik op ad en bakke mod hinderne ca. 130 meter borte.
Den stoppede og drejede det store gevir rundt og brølede atter på fuld kraft, så det gjaldede ud over engen.
Da den var færdig med brølet fandt den svagt lysende prik i trådkorset, skulderbladet på hjorten og jeg lod kuglen gå! -Whoom!
Skuddet rullede ud over engen og hjorten sank øjeblikkeligt sammen på stedet.
Jeg repeterede omgående og kunne høre det tomme hylster ramme træværket i bunden af hochstanden.
Vi holdt øje med hjorten der stadig lå på stedet. Pludselig gjorde den et afsæt med bagbenene fik sig rejst halvt op igen.
Jeg skød øjeblikkeligt og traf igen skulderbladet der slog hjorten omkuld. Denne gang blev han liggende og der blev hurtigt stille.

Jurek drejede hovedet og hans ansigt lyste op i et stort smil “Jaaa, guter hirsch – guter schuss!” og den mådeholdne lidt afmålte mine han havde startet dagen med, var nu afløst af stor glæde, mens han overøste mig med lykønskninger og tilfredse fraser på polsk, så det var en sand fornøjelse.
Han sendte et tilfreds blik i retning af hvor Heine og den anden polske jæger var på jagt, mumlede noget på polsk efterfulgt af et lille grin – de to guider havde åbenbart et eller andet væddemål i gang.

Vi blev siddende lidt i hochstanden og ventede ca. 15 minutter før vi pakkede grejet sammen oppe i tårnet.
Manner, hvor havde det været en vild start på jagten og de følgende 15 minutters venten, var det jeg havde brug for, for at få alle indtrykkene til at bundfælde sig i den rigtige rækkefølge.
I mine unge jagtdage kunne det næsten ikke gå hurtigt nok med at komme ned til det nedlagte vildt, men gennem årene har jeg lært at sætte pris på de gyldne øjeblikke efter skuddet, og sidde og nyde den store oplevelse. Indtrykkene skal nå at bundfælde sig og jeg husker at sige tak til de højere magter og tak til guiden.

Langsomt kravlede vi ned af tårnet og gik op mod hjorten – i samme nu drønede et skud en kilometer borte. Heine måtte også have haft heldet med sig!
Så atter et skud! – bare det nu var gået godt…

Der blev stille og vi nåede op til hjorten – og sikke en flot hjort – et fantastisk og imponerende dyr lå foran mine fødder!
Begge skud sad perfekt på bladet.

Jurek omfavnede mig endnu engang og ønskede tillykke og rakte mig med venstre hånd en kvist fra en spidsløn han havde smurt ind i hjortens schweiss og rakte mig næven – “Darz bór” – jeg tog imod kvisten med venstre hånd og trykkede ham i næven. Han pegede i retning mod bilen og sagde, at han ville hente bilen og at jeg bare skulle blive ved hjorten.
Det havde jeg ikke det fjerneste imod – jeg trængte til at sidde i fred og ro og nyde oplevelsen helt til bunds.
Sikke en første aften – masser af action, skønt jagtvejr, super jagt og toppet med en fantastisk jagtoplevelse og et flot stykke vildt.

Da Jurek var gået, lagde jeg mig ned i græsset ved siden af hjorten, og med et blik op i den stjerneklare septemberhimmel, kunne jeg lade alle dagens store indtryk bundfælde sig alt imens hjortene påny, begyndte at brøle rundt omkring mig…

Jeg var i jagtparadis…

Fortsættes….

Jagtrejsearrangør: Gamekeeper Hunting Tours
Gear & grej:
Beklædning: Härkila Stealth sæt, Härkila Q-fleece sæt, Härkila Lynx støvler
Kikkertrem og rygsæk: Badlands og Tenzing
Våben: Kongsberg 393 cal. 338WM, Varberger 717 cal 7mm Rem. Mag.
Ammo: Håndladet med Norma komponenter og Nosler Accubond projektiler
Optik: Leupold VX-R 3-9×50 sigtekikkert og swarovski håndkikkert
Skydestok: 2-benet primos